Genåbning kombineres med langsigtet plan
Genåbning kombineres med langsigtet plan

Regeringen og Folketingets partier vil sætte fuld fart på genåbningen af Danmark i de kommende uger og måneder. Det står klart, efter at de torsdag aften blev enige om genåbningens fase 2 efter et daglangt møde på Marienborg. Her til morgen lå også aftalepapiret på genåbningens tredje fase klar.
Statsminister Mette Frederiksen (S) sagde på et pressemøde i aftes, at den omfattende åbning i høj grad skyldes, at danskerne har taget sundhedsmyndighedernes råd om at holde afstand og spritte af til sig.
Men hun advarede samtidig om, at befolkningen ikke må slække på retningslinjerne med at holde fysisk afstand i kampen mod coronasmitten.
- Situationen er stadig alvorlig. Det er en virus, som vi ikke kan forhandle med. Kommer der for mange smittekæder, så vil for mange blive smittet. Så det vi gør nu, beror på, at vi overholder myndigheders retningslinjer, sagde Mette Frederiksen.
Fra på mandag kan hele detailhandlen, herunder storcentrene, genåbne under særlige retningslinjer, der er aftalt i det såkaldte sektorpartnerskab.
Hele den professionelle idræt får lov at åbne straks, hvis det sker uden tilskuere.
De største elever tilbage
Den største del af genåbningen kommer dog til at ske fra mandag den 18. maj. Her kan restauranter og caféer servere, hvis de lever op til nærmere retningslinjer om blandt andet åbningstid og fysisk afstand.
Også 6.-10.-klasserne og efterskolerne kan komme i gang fra 18. maj, ligesom det fra den dag igen bliver muligt at låne og aflevere bøger på bibliotekerne.
Disse brancher kan genåbne i fase 2
- Professionel idræt uden tilskuere.
- Idræts- og foreningsliv.
- Zoologiske anlæg, hvor gæsterne er i bil.
- Flere privatansatte kan møde fysisk ind på arbejde.
Disse kan åbne fra 11. maj:
- Storcentre og hele detailhandlen.
Disse kan åbne fra 18. maj:
- Restauranter og caféer. Der er dog en række retningslinjer, der skal overholdes.
- Eleverne fra 6.–10. klasse. Kommuner og skoler får lokal fleksibilitet til at tilrettelægge den nærmere organisering inden for de sundhedsfaglige retningslinjer. Det gælder også klubtilbud.
- Efterskoler.
- Folkekirken og trossamfund.
- Ind- og udlån på biblioteker.
Kilde: Statsministeriet.
Hvis bøgerne ikke trækker, så bliver det også muligt at gå i kirke fra 18. maj, når kirker og trossamfund i et sektorpartnerskab har aftalt, hvordan åbningen tilrettelægges sundhedsmæssigt forsvarligt.
Mette Frederiksen understreger, at meget af det, der kommer til at genåbne, vil åbne under markant anderledes omstændigheder end tidligere.
Restauranten kommer ikke til at ligne sig selv. Det gør skoleklassen heller ikke og heller ikke den professionelle fodbold, for der vil ikke være tilskuere til kampene.
- Restauranten kommer ikke til at ligne sig selv. Det gør skoleklassen heller ikke og heller ikke den professionelle fodbold, for der vil ikke være tilskuere til kampene, fastslog hun.
Fase tre
Efter Mette Frederiksens pressemøde i aftes forhandlede partierne videre, og Danmark kunne fredag morgen Store Bededag vågne op til endnu et aftalepapir, denne gang om fase tre af genåbningen. Den skal påbegyndes den 8. juni, hvor blandt andet offentligt ansatte med store sagspukler skal tilbage på arbejdspladsen.
Udvikler corona sig, som virusset hidtil har gjort, vil regeringen og Folketingets partier sende endnu flere tilbage på de offentlige arbejdspladser.
Samtidig bliver forsamlingsforbuddet hævet fra 10 personer til mellem 30 og 50 personer, og der vil komme konkrete anbefalinger til de par eller konfirmanter, der skal holde bryllup eller konfirmation over sommeren.
Samtidig åbner voksenuddannelser målrettet ledige samt sprocentre, museer, teatre, biografer, forlystelsesparker og indendørs idræts-foreningsliv og aftenskoler. Også højskolerne er med i genåbningens fase tre.
Den tredje fase sker modsat fase to ud fra økonomiske hensyn, og det betyder, at regeringen og partierne skal til at se på en udfasning af de midlertidige hjælpepakker.
Disse brancher kan genåbne i fase 3
Disse kan åbne fra 8. juni:
- Museer, teatre, kunsthaller, biografer og akvarier.
- Udendørs forlystelsesparker.
- Zoologiske haver og botaniske anlæg.
- Sommeraktiviteter for børn og unge.
- Højskoler.
- Indendørs idræts- og foreningsliv (eksempelvis aftenskoler).
- Dele af den offentlige sektor, der er særligt udsat for sagspukler.
- Voksenuddannelse målrettet ledige samt sprogcentre.
I fase 3 hæves desuden forbuddet mod forsamlinger til 30-50 - præcist hvor grænsen skal gå, vurderes ud fra udviklingen af smitte i samfundet.
Fase 4
En række brancher indgår ikke i genåbningens fase 3 og skal fortsat holde lukket indtil fase 4, som begynder i starten af august. Det gælder:
- Alle øvrige uddannelser (gymnasier og videregående uddannelser).
- Diskoteker, spillesteder og nattelivet i øvrigt.
- Fitnesscentre, indendørs badelande, svømmehaller og indendørs legelande.
- Forbuddet mod arrangementer med flere end 500 personer fastholdes som minimum indtil 31. august.
Kilde: Regeringen
Forsamlingsforbud og grænsekontrol gælder fortsat
Forsamlingsforbuddet på over ti personer vil altså gælde i den næste måneds tid.
- Det gælder for alt, hvad vi laver, at man skal lade være med at være for mange sammen. For det er der, hvor smitten kan spredes, sagde Mette Frederiksen.
Noget, der ikke bliver åbnet op her og nu, er de danske grænser.
Men regeringen skal senest 1. juni komme med en udmelding om grænsekontrollen, indrejseforbuddet og de skærpede rejsevejledninger.
Mette Frederiksen sagde på aftenens pressemøde, at det er naturligt at have en dialog med nabolandene, herunder med Tyskland, der fra midt i maj har varslet en etapevis genåbning af muligheden for indrejse fra Danmark.
- Grænserne følger vi hele tiden. Der er grænserestriktioner i stort set alle lande omkring os. Derfor skal man ikke foregøgle, at hvis vi træffer beslutningen om at åbne grænserne i Danmark, så bringer det situationen tilbage til normal, sagde Mette Frederiksen.
Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen mener, at det er et stort og positivt skridt, som der er taget med genåbningen i fase 2.
- Det er positivt, at vi tager et stort skridt i retningen af normalisering af forholdene i Danmark. Det er klart, at det skal være sundhedsfagligt forsvarligt hele vejen igennem. Det mener vi også, at det er med de tiltag, vi har lavet nu, sagde han ved mødet på Marienborg.
Mette Frederiksen sagde, at hun med fase 2 på plads derudover forventer en 'fase hen over sommeren og en fase derefter'.
- Vi er ved at være godt på vej til en genåbning af samfundet nu, sagde statsministeren.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.

























