Åh nej, nu igen. Endnu en sag om ulovlig brug af offentlig midler og frås med skatteborgernes penge så dagens lys i denne uge.

Denne gang var det selveste KL, der var skurken. Kommunernes Landsforening, som er en organisation, der er skabt for netop at råde og vejlede de 98 kommuner i at føre en ansvarlig politik og sørge for at love og regler forvaltes på bedste vis. Samt for at tjekke, om kommunerne lever op til god forvaltningsskik.

På den baggrund er det selvfølgelig skuffende at opleve, at KL bliver rodet ind i en sag, hvor man tilsyneladende har forvaltet skattekroner på en uansvarlig og urimelig måde.

Men dette er jo kun én sag i en lang række af kedelige sager, hvor både politikere og højtstående offentligt ansatte går langt ud over det tilladte og acceptable i brugen af skatteborgernes penge.

Man skal altid være utrolig påpasselig med, hvordan man forvalter skatteborgernes penge. De skal bruges bedst muligt til gavn for så mange som muligt. 

Hvorfor ser vi så alle disse sager, der popper op, både i haveselskaber, energiforsyninger, på rådhusene og i så stor en institution som KL? Er det noget, der lige er opstået eller er det en kultur, der har eksisteret længe og været mere eller mindre accepteret? Noget man har set gennem fingre med, bare det ikke blev opdaget eller tog alt for meget overhånd?

Ja, spørgsmålene er mange. Bekymringerne er endnu flere. For hvor stort er problemet egentligt, og fortsætter det bare ufortrødent, når mediedønningerne efter de seneste skandaler har lagt sig?

Nu må det stoppe. Vi må én gang for alle havde gjort op med denne syge kultur, der åbenbart har bredt sig i det offentlige. Vi kan ikke tillade, at højtstående og betroede medarbejdere og politikere accepterer denne frås og ulovlig bogføring af skattekroner for egen vinding skyld. Pamperi af værste skuffe.

Vi politikere må tage magten tilbage fra embedsværket og sætte klare regler og retningslinjer for, hvordan man forvalter offentlige budgetter, samtidig med at kulturen skal tage en radikal ændring helt ud i det yderste led af organisationen. Men det er selvfølgelig ikke bare et spørgsmål om kultur. Her tænker jeg ikke mindst på ledelse.

Dette vil kræve en klar og tydelig ledelse, der selv går forrest og sætter retningen. Det kræver selvfølgelig også, at vi som politikere skal holde selvjustits og sikre, at der ikke er noget at komme efter i forhold til vores dispositioner.

Der skal også være en langt større konsekvens, når sådanne sager ser dagens lys. Det er forargeligt og helt uacceptabelt, at man hører, at medarbejderen, der begår noget ulovligt, belønnes med fratrædelsesgodtgørelser og bonusser. I det hele taget skal vi have gjort op med det bonuscirkus i den offentlige administration.

Jeg mener helt klart, at man fremadrettet skal indføre i ansættelseskontrakterne, at begår man noget ulovligt, bortfalder aftalen. Da er man kun berettiget til grundlønnen i fratrædelsesperioden, der, efter min mening højst bør kunne opnås i seks måneder. Så har man samme fratrædelsesperiode som en folketingspolitiker.

Offentligt ansatte skal have ordentlige vilkår. Også cheferne. Men vi skal væk fra de helt urimelige ansættelsesvilkår.