Politik fra rødderne

De udstødtes stemme

Efter 14 år som formand for diverse statslige råd mener Preben Brandt, at han har aftjent sin værnepligt som regeringsrådgiver. Men arbejdet for at gøre livet lettere for de udsatte, det slipper han aldrig.

Af Janni Brixen | [email protected]

Preben Brandt går af. Ikke endnu altså, men om et par måneder, når Rådet for Socialt Udsatte har årsmøde. Ministre og politiske ordførere begræder allerede hans exit.

Den respekterede talsmand for landets fattigste og svageste får kun gode ord med sig, når han efter otte år forlader formandsposten i Rådet for Socialt Udsatte. Det bliver svært at finde en værdig efterfølger, mener de.

Selv mener han nu ikke, det bliver så svært. Men det bør være en med erfaring fra arbejdet med de udsatte grupper. Gerne en slagkraftig kvinde, siger han. ”Jeg synes, det ville være godt med en kvinde som ny formand, for hun kan måske hjælpe rådet til at se nogle ting, jeg ikke har haft så meget fokus på. Kvinder har nok nogle andre vinkler på tilværelsen end mænd,” siger Preben Brandt.

En tredjedel succes

Otte år som formand for Rådet for Socialt Udsatte, og før det seks år som formand for Narkotikarådet er det blevet til. Brandt synes, han har aftjent sin værnepligt som formand i statslige råd, men det er altså ikke fordi, der nu bliver stille, skulle vi hilse og sige. Preben Brandt fortsætter
som leder af sit hjertebarn, Projekt Udenfor , som han selv startede i 1997, men han slipper rådsformands-tøjlerne med en god følelse i maven. Tilfreds – eller næsten tilfreds - med de resultater, rådet har opnået.

”Omkring en tredjedel af vores forslag er blevet til lovgivning eller praktiseres rundtom i kommunerne. For
eksempel at der i dag er behandlingsgaranti for narkomisbrugere, og at kommunerne skal sørge for, der er nogle boliger til rådighed for de ’mere skæve personer’,” siger Preben Brandt.

Og så er der det lange seje træk: at få vendt holdningen til de socialt udsatte, at få resten af samfundet – og måske især at få systemet, sagsbehandlerne, projektlederne – til at se dem som mennesker – ikke som sager. Her går det mere trægt.

”Det tager tid, lang tid. Men det er på vej. I dag bliver brugerne for eksempel selv inddraget langt mere i deres sager, end de gjorde før i tiden,” fortæller han.

Kommuner nøler
Til gengæld synes han, det går for langsomt med at få staten til at give slip på det massive bureaukrati, der omklamrer kontanthjælpsmodtagere og tager alt initiativ fra dem. Det burde være muligt at lade folk tjene en 50’er i timen her og der, uden at der absolut skal trækkes skat og modregnes i kontanthjælpen. Og han synes, at kommunerne nøler med at få sat de socialt udsatte på dagsordenen.

Kun ti kommuner har etableret, eller har konkrete planer om at etablere, et udsatte-råd. Det er for få, synes han. Væggene i møderummet hos Projekt Udenfor vidner om et langt liv i de hjemløses tjeneste.

Portrætbilleder af grove ansigter med skæg og halstørklæder, diplomer og udmærkelser for socialt arbejde, kopier af mega-checks med den glædelige besked om 70.000 kroner fra den ene bank og 26.000 fra den anden. Og i glas og ramme et primitivt papskilt med en bøn om hjælp til en hjemløs – både på dansk og engelsk for en sikkerheds skyld, ”support a homeless”.

”Jeg købte skiltet af en hjemløs for 100 kroner, og han syntes, det var totalt åndssvagt at betale så mange
penge for et papskilt. Men det var dengang, det var et helt nyt fænomen, at de tiggede på gaden, og jeg syntes, det var så gennemført, at han oven i købet havde oversat det hele til engelsk,” fortæller Preben Brandt.

Fattigdommens unge ansigt

I dag ser man ofte tiggerskilte i gadebilledet i de store byer. Fattigdommen er til at få øje på, men dens ansigt er blevet yngre og mindre furet end for tre årtier siden, da Preben Brandt som nyuddannet psykiater tog sine første vikarvagter på herbergscenteret Sundholm, og der begyndte det, der til hans egen overraskelse skulle vise sig at blive en livslang karriere i arbejdet med socialt udsatte.

”De udstødte er yngre i dag. Vi er måske nok blevet mere tolerante over for de ældre, der er fattige og lidt til en side, men langt flere unge ryger ud på et sidespor, fordi de kommer til at gøre noget dumt eller ikke lige passer ind. Den type unge fandtes jo også i gamle dage, og jeg siger ikke, at de havde et lykkeligt
liv, men dengang havde de en plads i samfundet, som arbejdsdreng eller medhjælp i landbruget – eller de kunne komme ud at sejle. Men i dag er der ingen muligheder, hvis man har fået en plet på straffeattesten,
og ingen respekt fra resten af samfundet, hvis man ikke har en uddannelse. Derfor bliver flere af dem udstødt,” siger han, der selv godt kan finde på at give penge til manden med skiltet.

Nogle gange, men ikke altid. ”Det handler nok mest om, hvordan jeg selv har det den dag, og om, hvordan han ser ud, ham med skiltet … om han ser ud til at sælge god samvittighed,” lyder den finurlige
forklaring fra formand Brandt.


Kommentarer

Du skal enten være logget ind, eller tilknyttet en IP-aftale for at kunne kommentere.

Tilmeld dig kommunen.dks nyhedsbrev

Cookie- og privatlivspolitik


Afmeld nyhedsbrevet

Pressenævnet
© Kommunen ApS 2017  |  CVR: 31 88 59 57