‘Vis mig dit hjemlands tyndt befolkede områder, og jeg skal sige dig, hvilken nation du tilhører’. 
Denne omskrivning af et slidt ordsprog kunne godt være den røde tråd i en efteruddannelse for danske journalister, som jeg for nylig deltog i. Som forberedelse til næste års præsident-valgkamp krydsede vi i bus gennem tre stater i USA for at møde beboere, forskere og kloge folk i sydstaterne Mississippi, Louisiana og Alabama.

Splittet som aldrig før
Mange danskere forbinder amerikansk kultur og politik med tv-serier, dokumentarfilm og budskaber fra mere eller mindre populære præsidenter. 

En del har været turister i New York eller rejst rundt i det store land med de enorme kontraster. USAs 50 stater er lige så forskellige som selvstændige nationer og betragter sig som sådan. 
Selv har jeg været i landet mange gange, både på road trip, men også på kursus og til møder.

Men aldrig før har jeg oplevet en splittelse som den, der i dag skærer sig som en kløft gennem Guds eget land. Det er chokerende at kunne konstatere en så afgrundsdyb forskel på landsmænd, og det er meget svært at forestille sig, hvad det på længere sigt kan føre til. Jeg kan kun glæde mig over, at vores eget lille Danmark trods alle uenigheder og forskelle på folk helt fundamentalt hænger sammen. 

Hermed følger nogle eksempler på de kløfter, der i dag deler amerikanerne og lidt om, hvorfor jeg tror/frygter, at Donald Trump bliver genvalgt.

Washington ligger langt langt væk
Det vil være en stor fejl at tro, at den almindelige sydstats-borger betragter Washington DC som hovedstad. De folk, vi mødte i Alabama, Mississippi og Louisiana, føler sig på ingen måde knyttet til- endsige loyale overfor forbundshovedstaden. 

De betragter byen som en stor elitær sammensværgelse, der kun er ude på at berige sig selv. Når de taler om senatet eller regeringen i bestemt form, taler de om deres egen stats regering. Det føderale niveau med landsdækkende lovgivning er på ingen måde noget, de kan relatere til endsige bakke op. Og det er netop i den selvforståelse, Trump har ramt plet med slogans som ‘drain the swamp’ og løfter om at opløse ‘the Deep State’.

Ordvalget bekræfter vælgerne i fornemmelsen af, at en udspekuleret og grådig elite er godt på vej til at tilrane sig al magt og alle værdier i landet. 

Skat opfattes som tyveri
At man som god amerikaner bliver nødt til at betale en del af sin løn i skat til staten, er efter mange amerikaneres mening helt urimeligt. Fandens værk. Et af elitens mest nederdrægtige og amoralske magtmidler.  Voksne mennesker i vellønnede job forklarede os med overbevisning, at det ville være langt bedre, hvis den enkelte selv fik lov at bestemme over hele sin løn. 

De kunne måske lige gå med til at lade borgerne betale ganske lidt til vedligehold af veje og måske endda lidt til forsvaret. Men ellers, mener mange amerikanere, bør det være overladt til den enkelte at prioritere og betale for de ydelser, han eller hun har behov for. Herunder uddannelse og selvfølgelig lægehjælp.
Almisser til trængende medborgere må kirken tage sig af.

Og det er altså ikke skattelettelser i Liberal Alliance-vægtklassen, amerikanerne  efterlyser. Næ, mange af dem, vi mødte, vil helt afskaffe skat. Punktum. 

Guds vrede venter foran klinikken
For de fleste amerikanere er religion og tro tæt forbundet med politik. Og abortspørgsmålet fylder rigtig meget i den offentlige debat. Ifølge en gammel dom fra Højesteret er abort lovligt i hele landet. Men i praksis er det svært for især unge sorte kvinder at få afbrudt det svangerskab, der kan ødelægge deres muligheder for uddannelse og job. 

I Mississippi findes der én abortklinik. Og selv om abort i dag kan igangsættes kemisk med piller, skal kvinderne ind på klinikken for at få deres abortmedicin. Her mødes de så af abortmodstandere, der hver dag står udenfor og agiterer indædt. De råber ad kvinderne, viser grimme fotos af aborterede fostre og deler propaganda ud i Guds navn. 

Budskabet er: Gud har givet liv, og intet menneske må vælge det liv fra. 

Fængslende samfund i samfundet
‘Luk dem inde og smid nøglen væk’ er et udtryk, vi i Danmark kan finde på at bruge, når vi hører om særligt grove forbrydelser og synes, forbryderen fortjener en virkelig hård straf. 
Vi mener det ikke bogstaveligt. Men det gør de i Angola-fængslet i Louisiana. USA er det land i verden, der har den største del af sin befolkningen siddende bag tremmer, og Louisiana er den stat i USA, der har den højeste rate af indespærrede. 5300 mænd (primært sorte) har udsigt til at tilbringe resten af livet i Angola-fængslet, der er på størrelse med Lolland og naturligt afgrænset af Mississippi-floden på tre sider. Den fjerde side er en stor skrænt. Ingen er sluppet godt fra at prøve at flygte. 

Fangerne lever opdelt i grupper efter farlighed og opførsel.
De heldigste sover 15 på en sovesal og passer hundene, der bruges til at opspore narkotika eller undvegne fanger. 
Mange finder Gud i fængslet, og som et eneste håb knytter de sig til en af de utallige kirker, der findes på fængslets område. Vi mødte et par mønsterfanger, der har siddet i 20 år og opefter.

Dødsstraf er stadig lovligt i Louisiana, men praktiseres ikke for tiden.  På mange måder fremstår Angola-fængslet med sin groteske infrastruktur (fangevogterne har for eksempel golfbane) som et samfund i samfundet. 

Stadig raceadskillelse i 2019
Over 200 år efter borgerkrigen og 50 år efter de store borgerretsreformer er syd versus nord og raceforskelle fortsat værd at tale om. 

I Rolling Fork, Mississippi blev vi advaret om, at det nok var klogt at holde sig fra det sorte værtshus. Alle lod til at acceptere, at på denne ene bar i byen kommer de sorte. Og kun de sorte. 

Raceadskillelse ses som en form for naturorden.
Hvide og sorte lever side om side, men er ikke lige.

Heller ikke, når byens (hvide) spidser med traditionel amerikansk gæstfrihed inviterer til barbecue med optræden af to fantastiske blues-musikere. Den ene er grandnevø til selveste Muddy Waters, men del af selskabet er de sorte musikere ikke. Og alle synes at acceptere denne opdeling.

Spørger man de hvide værter, hvorfor det er sådan, lyder svaret: ‘ingen, der ikke er født her i syden, kender i virkeligheden vores samfund’.

Vrede hvide svigter ikke Trump
Uden at være ekspert i hverken USA eller amerikansk valg-matematik fornemmer jeg, at næste præsidentvalg også bliver tæt. På University of Alabama mødte vi en gruppe forskere. Deres konklusion er, at vejen til Trumps succes begyndte allerede med valget af Obama. At USA for første gang fik en sort præsident, fik de vrede hvide til at mobilisere. På banen kom nu de vælgere, der ikke tidligere har fundet det besværet værd at stemme. 

Og intet tyder på, at de gennem de seneste fire år har skiftet opfattelse af Trump. For som de siger: det kan godt være, han er en klovn, men han er vores klovn.

Ifølge valgforskerne bliver det nu afgørende, hvilken kandidat demokraterne vælger. En venstreorienteret kandidat vil kaste endnu flere vælgere i armene på Trump. 

Og uanset hvem amerikanerne måtte vælge, bliver det en udfordring at stå i spidsen for en nation, der virker mere splittet end nogensinde før.