Danmark fører på klimavenlig energipolitik
Danmark fører på klimavenlig energipolitik
De øverste tre podiepladser er tomme, men Danmark kommer ind på en 4. plads og 'vinder' dermed æren som det mest klimavenlige land i rapporten Climate Change Performance Index fra Germanwatch og CLimate Action Network Europe.
Klima-, energi,-, og bygningsminister Martin Lidegaard (R) lover, at regeringen snart kommer med ændringer, der kan bringe Danmark endnu højere op på listen.
- Om få måneder er vi klar med en klimaplan, som vil vise, hvordan vi kan reducere udledningerne fra transporten, landbruget og boligerne, og den vil blive fulgt op af en klimalov. Så vi er slet ikke færdige endnu, siger Martin Lidegaard.
Energiaftalens fortjeneste
Ikke et eneste af de undersøgte lande har formået at ændre til en kurs, der er forenelig med at begrænse global opvarmning til et niveau betydeligt under to grader.
- Ingen landes indsats er bedømt til at være tilstrækkelig til at forhindre farlig global opvarmning. Derfor kan vi som i de tidligere år hverken tildele første-, anden- eller tredjepladser til noget land, skriver forfatterne i rapporten, der bliver offentliggjort på Cop18-mødet i Doha i dag.
Tallene for Danmark er indsamlet af WWF, NOAH og Det Økologiske Råd (DØR).
Ifølge Søren Dyck-Madsen fra interesseorganisationen DØR er glad for, at Danmark igen er rykket op ad listen.
- Det er især energiaftalen fra marts, som fik bred opbakning både på Christiansborg og i samfundet som helhed, der har bragt Danmark i front igen, skriver han i en pressemeddelelse.
En stor uløst opgave
Også i WWF Verdensnaturfonden er der glæde over Danmarks placering.
-Nu bliver udfordringen at få sat gang i en ambitiøs indsats for at reducere udledningerne fra transportsektoren og landbruget, for her har Danmark fortsat en stor uløst opgave. Den kommende klimaplan vil forhåbentlig blive et godt afsæt for det, skriver Hanne Jersild, seniorrådgiver for klima og energi i WWF, i en pressemeddelelse.
Danmark opnår i år 72,61 point ud af 100 mulige for sin klimaindsats, mens sidste års nummer 1, Sverige, får 69,37 og Portugal får 67,81.
Selv om Danmark ligger i top med sin fjerdeplads, så får vi hug for at falde bagud i kampen om energieffektiviseringer, når der sammenlignes med de konkurrerende lande.
Den absolutte bundskraber i årets rapport er Saudi Arabien, der får 26,91 point.
Verdens største udleder af drivhusgasser er USA, og er nummer 43 på listen, mens Kina, der er næststørst udleder af CO2, er nummer 53 på listen.
tsp
FAKTA
Listen er lavet med et formål om at skabe et samlet overblik over CO2-udledning. Herunder vedvarende energi, energieffektivitet og klimavenlig energipolitik på globalt og nationalt plan. Tallene i rapporten er hovedsageligt fra 2010.
De 10 lande - der i øjeblikket fører den mest klimavenlige politik:
1) Intet land er fundet værdigt
2) Intet land er fundet værdigt
3) Intet land er fundet værdigt
4) Danmark
5) Sverige
6) Portugal
7) Schweiz
8) Tyskland
9) Irland
10) Storbritannien
Kilde: Climate Change Performance Index
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.

























