Aldrig før har medierne haft så stort et fokus på at dække valgkampen. Partilederne er blevet mandsopdækket i døgndrift, partierne har dagligt plantet nye politiske udspil i medierne, og konflikter og uro i partierne og blokkene er blevet dækket intenst. 

Set i lyset af den intense mediedækning er det bemærkelsesværdigt, at der i de tre ugers valgkamp ikke har været de store fællesdagsordner. I starten af valgkampen kom der et par dage med bogstavleg, som blev skabt af den nye alliance mellem De Radikale og De Konservative. Efter det kom der et par fejlmeldinger fra SF, som fik god plads, og så kom Thornings skattesag, som også fik et par dage i mediemøllen. Der har også været en del snak om økonomi, men den dagsorden har strittet i alle mulige retninger om efterløn, betalingsring, vækst, ulighed og en masse uforståelige grafer.

Derudover har det været småt med større dagsordner – og særligt dagsordner med politisk substans - og derfor er det også svært helt at finde en passende overskrift for valget 2011. Årsagen til de manglende store dagsordner skal særligt findes tre steder. 

Hurtig nyhedsstrøm

For det første betyder den voldsomme hastighed i den politiske nyhedsstrøm, at selv store sager og politiske udspil ikke kan leve længere end en dags tid. Kommer et parti med et stort udspil i en morgenavis, bliver det dækket intenst om morgenen i de forskellige nyhedsudsendelser. Netaviserne, TV2 News og Ritzau samler op på reaktioner i løbet af dagen, og når vi når frem til tv-aviserne, bliver det som regel ikke til mere end et lille indslag langt nede i udsendelsen.

Alle vinkler er udtømt, og da de fleste medier gerne vil lave nyheder live, mens de sker, eller endda være før nyhederne med analyser og vurderinger af, hvad der snart kommer til at ske, forsvinder det pågældende udspil hurtigt fra medie­dagsordenen. 

Strategiernes kamp

Den anden grund til de manglende store dagsordner er, at partiernes strategier ophæver hinanden. Når f.eks. SF kommer med et sundhedsudspil, eller Venstre med et folkeskoleudspil, lader modstanderne være med at omtale udspillet. Partierne ved, at det meste politiske journalistik er bygget op om konfliktelementet, så hvis de flyver lavt og ikke sender partitoppen ud med de store modangreb, dør historien hurtigt. 

Partierne er derfor helt bevidste om, at man skal passe på med at tale de andres emner op i valgkampen, da det kan flytte fokus væk fra ens egne mærkesager og strategiske målsætninger. Så partierne er bevidste om kun at tale de sager op, som de selv kan se en interesse i.  

Skræmmekampagner 

Det tredje grund er, at de to store partier har haft mere travlt med at tale om modstandernes politik end om deres egen. De røde har brugt meget taletid i valgkampen på at fortælle om, hvor dårlig landets tilstand er efter 10 år med VKO ved magten. I de store tv-dueller har dette røde angreb været en gennemgående taktik. 

I blå blok har man været meget fokuseret på at fortælle om alt det forfærdelige, der vil ske med for eksempel  skattestigninger, forbud og manglende styr på økonomien, hvis Thorning & Co. kom  til magten. Denne fortælling har været gennemgående både i annoncekampagner og i diverse medieoptrædender. 

Så forklaringen på valgkampens manglende fællesdagsordner skal både findes i mediernes logikker og i mekanismer og partiernes strategier.