Da filmen knækkede (for) borgmesteren
Da filmen knækkede (for) borgmesteren

En tidlig morgen i januar på rådhuset i Aalborg har borgmester Thomas Kastrup-Larsen (S), 49 år, et møde med nogle af sine ansatte. Han har sovet dårligt om natten. Han har det ikke godt, og har en tid hos sin læge senere på dagen.
Dagen forinden har pressen spurgt til en sag om en film fra 2017. Borgmesteren har bevilget 100.000 til den lokale byggematador Jesper Skovsgaard. Han er sponsor for TV2-programmet Nybyggerne, som skal optages i Aalborg, og han får pengene til en reklamefilm for Aalborg, som angiveligt skal bruges på tv i den forbindelse. Pengene kommer fra borgmesterens kontor, som råder over et par konti til den slags formål.
Jeg bryder fuldstændig sammen foran dem, græder og sidder og hulker
Men mediet Frihedsbrevet har fundet ud af, at Jesper Skovsgaard har sendt 50.000 kr. til Socialdemokratiet i Aalborg før KV17, og der rejses kritik mod Thomas Kastrup-Larsen for at være blandet ind i en sag, der lugter af bestikkelse.
Sindssygt hårdt år
Sagen om filmen er den seneste i en række af møgsager, som presser Aalborg-borgmesteren op til den 20. januar og morgenmødet med medarbejderne på borgmesterkontoret.
Gennem det meste af 2021 har Thomas Kastrup-Larsen følt sig under pres. Debatten om den tredje Limfjordsforbindelse er hård. Han har selv tidligere været imod en linjeføring hen over den lille ø Egholm ud for Aalborg, men har skiftet mening. Han har sat sig i spidsen for et bredt nordjysk samarbejde, der kæmper for motorvejen hen over Egholm, og det er blevet hørt på Christiansborg, hvor et flertal sætter det nordjyske projekt ind i Infrastrukturplanen.
Debatten om den tredje Limfjordsforbindelse kulminerer i forbindelse med kommunalvalget i november, som ender med et hårdt nederlag for Aalborg-borgmesteren personligt og hele Socialdemokratiet. Ganske vist får han 14.453 stemmer, men det er en halvering af stemmetallet ved valget fire år før og også færre stemmer end ved valget i 2013.
Endnu en sag er med til at gøre året 2021 til det hårdeste år i politik for Thomas Kastrup-Larsen: ”Et sindssygt hårdt år”. Det er sagen om de såkaldte udbygningsaftaler. En advokatundersøgelse afdækker, at Aalborg Kommune i en årrække har handlet ulovligt, når den har indgået aftaler med grundejere om betaling til veje og lyskryds i forbindelse med godkendelse af lokalplaner.
Da advokatundersøgelsen lander på rådhuset, sender kommunen to ansvarlige topembedsmænd hjem, den ansvarlige politiker melder sig syg og senere rask igen, men genopstiller ikke. Med Thomas Kastrup-Larsens ord en træls og rigtig hård sag.
Advokaternes rapport ankommer på rådhuset kort inde i december og sætter sit præg på Thomas Kastrup-Larsens juleferie, og det er en slidt borgmester, som møder op på jobbet efter nytår.
Græd og hulkede
Og det bliver værre endnu. For mediet Frihedsbrevet øger presset med sagen om filmen, hvor bilag viser, at kommunen sendte 100.000 kr. til Jesper Skovsgaards firma, og fire måneder senere sendte Jesper Skovsgaard fordelt på tre udbetalinger i alt 50.000 kr. til Socialdemokratiets valgkamp. Flere eksperter og politikere kritiserer sammenblandingen, og der tales om, at borgmesteren er involveret i en sag om returkommission og bestikkelse. Thomas Kastrup-Larsen har ikke den store lyst til at tale om, hvad han kalder ”en grov, fuldstændig ubegrundet, voldsom beskyldning, som på ingen måde har noget som helst på sig”.
100.000 kroners sagen
En advokatundersøgelse af sagen om filmen, som også kaldes ‘100.000 kroners sagen’, konkluderede, at “der ikke er forhold, der kan bebrejdes kommunen”. Økonomiudvalget har dog besluttet at føre ekstra kontrol med borgmesterkontorets brug af de to konti, som populært sagt har kunnet anvendes til branding af kommunen uden byrådets godkendelse.
Frihedsbrevet offentliggør historien 18. januar. Dagen efter oplever Thomas Kastrup-Larsen problemer med at tænke klart og træffe beslutninger, og han går i seng uden at kunne sove. Det bliver kun til halvanden time, inden han om morgenen skal mødes med nogle af sine medarbejdere på borgmesterkontoret.
Han har fået en tid hos sin læge senere på dagen, for han er godt klar over, at der er noget galt:
- Jeg har snurren i tænderne, trykken for brystet, propper i ører og næse, fortæller Thomas Kastrup-Larsen om optakten til det, der bliver et regulært sammenbrud for øjnene af medarbejderne.
Dagen husker han alt for godt:
- Jeg bryder fuldstændig sammen foran dem, græder og sidder og hulker.
Han bliver hjulpet hjem, og kæresten tager med ham til lægen, som forklarer ham, at ”din krop prøver på alle mulige måder at sige fra, du skal sygemelde dig, og du skal have professionel hjælp”.
Det var dråben
Derfor sygemelder Aalborgs borgmester sig den 20. januar. Han skriver selv på Facebook, at han har stress. De følgende fem uger bruger han på at få det godt igen.
Han har samtaler med en psykolog, går ture og lægger puslespil. Han prøver også at forstå, hvorfor han endte med at bryde sammen.
Sagen om filmen var ”dråben, der fik bægeret til at flyde over”.
Det fortæller Thomas Kastrup-Larsen, da Kommunen.dk møder ham på borgmesterkontoret en uges tid efter, at han er begyndt på arbejdet igen.
Det er her, han omtaler 2021 som det hårdeste år, han har oplevet i politik:
- Det har været et sindssygt hårdt år med rigtig mange store, tunge politiske sager og beslutninger.
Her fremhæver han især sagerne om den tredje Limfjordsforbindelse og udbygningsaftalerne. Og så tilføjer han, at han også har oplevet det som belastende, at journalister har søgt om aktindsigt:
- Vi har haft virkelig mange aktindsigter i Aalborg Kommune, hvor mange har gravet efter forskellige sager, og det har resulteret i en pressedækning, som har været belastende for mig.
Thomas Kastrup-Larsen fortæller om en samtale med psykologen, hvor det gik op for ham, at han har været for dårlig til at prioritere sig selv og har ladet arbejdet fylde for meget.
Han kan lide at fiske, men det blev kun til en enkelt tur med snøren sidste år, og den blev ødelagt, da han fik en opringning om et problem, han skulle forholde sig til. Men han arbejder på at være mere i nuet i stedet for at bruge mange tanker på ting, der skete i går, og noget, der skal ske i morgen.
- Og så skal jeg sørge for at få nogle reelle pauser, komme ned i gear og føle efter, hvordan jeg har det, ellers kan det godt stikke af med én, siger Thomas Kastrup-Larsen.
Lukker for Facebook
Derfor har han også besluttet at lægge telefonen væk i stedet for at tjekke sine sociale medier og følge med i nyhedsstrømmen, når der er mulighed for en lille pause i arbejdsdagen.
Især sociale medier har budt på dårlige oplevelser. Han fortæller, hvordan han lagde et opslag på Facebook fra en ferie i Spanien, hvorefter kommentarsporet blev fyldt med kritik af ham og hans ageren i sagen om den tredje Limfjordsforbindelse.
- Sociale medier har jeg stort set holdt mig fra de sidste to måneder. De har været en tidssluger for mig og har givet anledning til meget af den der indre uro, man kan få, når man følger med i, hvad nogle mennesker skriver.
Men der sker ikke kun ændringer på det private område, også i funktionen som borgmester har Thomas Kastrup-Larsen taget skridt, der skal forhindre, at han ender i en ny stress-sygemelding.
Det betyder for eksempel uddelegering af flere opgaver til andre på rådhuset, og at en personlig assistent styrer hans kalender. Og så vil han skrue ned for pressen:
- Jeg kan nogle gange godt have op til ti pressehenvendelser om dagen, og noget af det skal jeg selvfølgelig tage, men noget af det skal nogle embedsmænd tage, og noget af det kan andre politikere svare på.
Så der er udarbejdet en ny pressestrategi i Aalborg Kommune, og det betyder, at borgmesteren bliver sværere at få i tale for pressen:
- Ja, det handler om, at jeg skal være mindre tilgængelig, jeg har været lidt for tilgængelig.
Ikke svag, men stærk
Arbejdsugen har budt på 65 timer ugentligt, og borgmesteren forestiller sig ikke, at den bliver kortere, men det bliver en arbejdsuge, der ikke har samme intensitet som før.
Allerede før han blev syg, var det afgjort, at Thomas Kastrup-Larsen stopper som formand for Udbetaling Danmark, Port of Aalborg, Nordjyllands Videnspark og Borgerservice- og arbejdsmarkedsudvalget i KL.
Blå Bog
Thomas Kastrup Larsen (S), 49 år
Borgmester, Aalborg Kommune
Valgt til byrådet i 1998
Rådmand gennem syv år
Borgmester siden 1.1.2014
Han er efter kommunalvalget blev udpeget til ny formand for kommunekontaktrådet, KKR, i Nordjylland.
- De ting, jeg sidder i, har jeg tid til. Det er ikke nødvendigvis arbejdsmængden, det er mere den måde, du håndterer det på, der betyder noget.
Selvom han nu er raskmeldt, vil Thomas Kastrup-Larsen fortsætte samtalerne med en psykolog, fordi de giver ham et modspil og anledning til refleksion.
Er det ikke et svaghedstegn, skal man for at være borgmester i landets tredjestørste kommune ikke kunne tåle mosten?
- Det spørgsmål stillede jeg min psykolog, og så sagde han: “Thomas, det er de stærke, der ender, hvor du endte. Hvis du havde været svag, havde du givet op lang tid før”. Det vil jeg gerne tage til mig.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.



























