Politisk objektivitet. Det er noget man kan høre om i skåltaler på universiteternes institutter for statskundskab og blandt journalister med begrænset selvindsigt. Men i Folketinget vil det være en selvmodsigelse, eller det man med et fint græsk ord kalder et ’oxymoron’.

En politiker kan per definition ikke være objektiv. Personen bag kan måske godt, men ikke politikeren, der er valgt til at varetage nogle særlige interesser og værdier.

Med forhandlingerne om en justering af udligningen er de konkrete politiske hensyn i den grad blevet overtrumfet af den bureaukratiske virkeligheds kompleksitet. Embedsmændenes ideal om netop politisk objektivitet har i sidste ende reduceret de politiske forhandlinger til dansen om den varme grød. 

Forhandlingerne kom på den måde til at handle om alt muligt andet end, hvordan den konkrete model skulle skrues sammen. 

Intet tyder i skrivende stund på, at den endelige model for udligningen kommer til at adskille sig nævneværdigt fra den model, som regeringen oprindeligt foreslog med udgangspunkt i Finansieringsudvalgets betænkning.

Det kan synes logisk, når man tænker på, at udvalgets embedsmænd – inden for nogle klart definerede rammer – har brugt årevis på at finde frem til netop den model. Men i virkeligheden er det dybt paradoksalt.

Videnskab, ikke politik

For som KL fremhæver i sit høringssvar til Finansieringsudvalgets betænkning, så findes der ikke én objektiv, korrekt løsning på, hvordan modellen skal indrettes.

”Valget af udligningsmodel er et landspolitisk spørgsmål, og det er således op til Folketinget at træffe beslutning om den konkrete fordeling mellem kommunerne,” skriver KL.

Det er selvfølgelig KL’s vigtigste argument for at holde sig selv ude for slagsmålet. Men det sætter også Folketingets politiske forhandlinger i perspektiv.

For både regeringen og de øvrige partier i forhandlingskredsen (V, K og DF) er blevet stillet over for en model, der netop præsenteres som den ’mest objektive’ løsning. Den model, som bedst forklarer forskellene i kommunernes udgifter.

Politik er dermed reduceret til et spørgsmål om semi-videnskabelige kriterier om statistiske signifikansniveauer (forklaringskraft) frem for magt og indflydelse. 

Snak i studiegruppen

Det kan man så glæde sig over eller begræde, alt efter temperament. Men faktum er, at udligningssystemets kompleksitet betyder, at indretningen af den nye model ikke er blevet afgjort af politikerne.

De har stillet utallige spørgsmål til, hvad der sker, hvis man ændrer lidt på det ene eller det andet parameter, som måske kunne have en særlig interesse i deres kommunale bagland. Men har efterfølgende måttet sande, at enhver justering også får en række utilsigtede konsekvenser, der så har sine nye problemer.

Tankevækkende er det i den forbindelse, at en af regeringspartiernes politikere sammenligner de fleste af forhandlingsmøderne med arbejdet i en ”studiegruppe.”

Utak er verdens løn

Så ud over ideologiske udmeldinger fra Konservative om mindre udligning og det nu så stærkt socialt orienterede Dansk Folkeparti om mere udligning, så har udligningsmodellen som sådan ikke været genstand for de vigtigste politiske forhandlinger. 

Dansk Folkeparti har godt nok foreslået at ændre på rejsetidskriteriet til fordel for landkommuner, men herudover har fokus i stedet rettet sig mod alle de ting, som ligger rundt om selve udligningsordningen. Beskæftigelsestilskuddet blev der hurtig enighed om at ændre. Herudover har man taget fat på de forskellige særpuljer, hvor den største reduceres betydeligt, men dog ikke afskaffes. Andre justeres, og forskellige konkrete tiltag som et ’Færgesekretariat’ oprettes, så de forskellige partier får noget at flage med, når de forventeligt indgår aftalen mandag aften.

De små sejre kommer til gengæld til at stå i skyggen af den lange række af borgmestre og byrådspolitikere, som fremover vil pege fingre direkte mod udligningens ansvarlige politikere på Christiansborg, når nedskæringer skal forklares.

Utak vil blive verdens løn til de politikere, der har måttet sande, at politisk objektivitet indimellem også finder vej til Folketinget.