Kommunen.dk
MENU

Brugen af vikarer går ud over både arbejdsmiljø og patientsikkerhed

Vikarer lukker hullerne på pressede afdelinger på sygehuse og hospitaler, men det kan gå ud over både kvaliteten af behandlingerne og arbejdsmiljøet. DSR og Danske Regioner ønsker flere fastansatte.

Brugen af vikarer går ud over både arbejdsmiljø og patientsikkerhed

Vikarer lukker hullerne på pressede afdelinger på sygehuse og hospitaler, men det kan gå ud over både kvaliteten af behandlingerne og arbejdsmiljøet. DSR og Danske Regioner ønsker flere fastansatte.
63 pct. af de ledende sygeplejersker i regionerne vurderer, at de meget oftere eller oftere bruger vikarer end tidligere. Et flertal af dem mener, at det har konsekvenser for både kvaliteten af sygeplejen til patienterne og har konsekvenser for arbejdsmiljøet for de fastansatte sygeplejersker.
63 pct. af de ledende sygeplejersker i regionerne vurderer, at de meget oftere eller oftere bruger vikarer end tidligere. Et flertal af dem mener, at det har konsekvenser for både kvaliteten af sygeplejen til patienterne og har konsekvenser for arbejdsmiljøet for de fastansatte sygeplejersker.
Foto: Kim Haugaard/Midtjyske Medier/Ritzau Scanpix

Det var et nødråb, da sygeplejerskerne og assistenterne på hjertemedicinsk sendte et brev i september til direktionen på Sydvestjysk Sygehus Esbjerg. Afdelingen var plaget af dårligt og stressende arbejdsmiljø, en lang række opsigelser og mangel på kompetencer – og i sidste ende bekymring for patientsikkerheden.

“Vi skriver dette bekymringsbrev, da vi er bange for, at hvis der ikke sker noget i afdelingen indenfor nærmeste fremtid, så rejser det sidste personale med erfaring.”

I samarbejde med JydskeVestkysten har Kommunen.dk haft en lang række samtaler med ansatte og tidligere ansatte på afdelingen. Ifølge de ansatte har de kaotiske arbejdsforhold ført til en lang række opsigelser og store huller i vagtplanen, som afdelingens chef- og oversygeplejerske ikke har taget sig tilstrækkeligt af. 

- De tillader, at helt nyuddannede og endda ufaglærte, der aldrig har arbejdet på et sygehus før, tager sig af kritisk syge og komplekse patienter. Vi har ofte overbelægning, men det kan fysisk ikke lade sig gøre at tilse så mange patienter, når vi er så få, fortæller en sygeplejerske. 

De huller har ledelsen forsøgt at lukke med nyansættelser og brugen af eksterne vikarer. Det har dog ikke mindsket bekymringen for patientsikkerheden. 

- Så indkaldes der vikarer i panik, men vi ved aldrig, hvem vi får. Hænder er ikke bare hænder, siger en medarbejder. 

- Det kan godt være, at det ser godt ud på papiret, at vi får nogle ekstra hænder ind, men mange af dem kan jo ikke andet end at holde i hånd, være der for de pårørende eller servere mad. De har ingen forudsætninger for at håndtere medicin eller bare tage sig af den personlige pleje. Sygehuset snakker så meget om, at vi sætter patienten i fokus, men vi går på kompromis med patientsikkerheden hver dag.

- Jeg vil ikke håbe, at nogen i min familie skal indlægges på hjerteafdelingen i Esbjerg lige nu, siger en tidligere ansat.

Brug af vikarer rammer kvalitet og arbejdsmiljø

En medlemsundersøgelse i DSR’s lederforening i sommer dokumenterede en generel bekymring blandt de ledende sygeplejersker for, at brugen af vikarer har konsekvenser for både kvaliteten af sygeplejen, arbejdsmiljøet og patientsikkerheden. 

- Helt generelt ved man jo godt, at vikarer er den næstbedste løsning. Ingen ønsker at bruge vikarer, men virkeligheden er bare sådan, at hvis man står med en afdeling, som fx er ramt af sygdom, skal man finde en løsning, siger Irene Hesselberg, forkvinde for Lederforeningen i DSR.

Og når der hentes vikarer ind, kan man ikke altid være kræsen i forhold til specifikke kompetencer. 61 pct. af de ledende sygeplejersker i regionerne bruger oftere vikarer end tidligere. Det samme gælder 48 pct. i kommunerne. Det kan være nødvendigt, for at behandlingen kan hænge sammen. 

- Man kan ikke bare sige nej til vikarer. Nogen skal tage sig af patienterne. Det er enhver leders dilemma, siger Irene Hesselberg. 

Dermed risikerer man, at vikarerne ikke besidder kompetencerne til at indgå i det daglige arbejde på niveau med de fastansatte. 

- Selv hvis man er så heldig at få en vikar ud med de rette kompetencer, så kender de ikke patienterne, medarbejderne eller hvor tingene er på den enkelte afdeling, medmindre de har været der før. Det er et generelt problem, men det er klart, at man som specialiseret afdeling er mere sårbar, siger Irene Hesselberg.

Vurdering af vikarer 

I perioden 22. juni til 12. juli har DSR Analyse gennemført en spørgeskemaundersøgelse blandt medlemmer af DSR’s lederforning. Analysen er baseret på 1.205 besvarelser. 

Over halvdelen af de ledende sygeplejersker har inden for den seneste måned brugt vikarer på deres afdeling/enhed. Deres oplevelse er: 

- 75 pct. af lederne i regionerne og 63 pct. af lederne i kommunerne oplever, at brugen af vikarer har konsekvenser for kvaliteten af sygeplejen til borgere/patienter

- 67 pct. af lederne i regionerne og 52 pct. af lederne i kommunerne vurderer, at brugen af vikarer har konsekvenser for arbejdsmiljøet for de fastansatte sygeplejersker

- 39 pct. af lederne i regionerne og 46 pct. af lederne i kommunerne vurderer, at brugen af vikarer har konsekvenser for patientsikkerheden

- 17 pct. af lederne i regionerne og 6 pct. af lederne i kommunerne vurderer, at det ikke har konsekvenser at bruge vikarer

- 78 pct. af lederne i regionerne og 71 pct. af lederne i kommunerne svarer, at de har måtte tilkalde vikarer på grund af sygdom, orlov og lignende årsager.

- 71 pct. af lederne i regionerne og 37 pct. af lederne i kommunerne svarer, at de har måtte tilkalde vikarer på grund af generel mangel af sygeplejersker.

- 63 pct. af lederne i regionerne og 48 pct. af lederne i kommunerne vurderer, at de meget oftere eller oftere bruger vikarer end tidligere. Henholdsvis 8 pct. og 15 pct. oplever, at de sjældnere eller meget sjældnere bruger vikarer.  

Kilde: DSR

Fatale følger

I bekymringsbrevet til ledelsen advarede de ansatte i Esbjerg om, at der på grund af manglende hænder og kompetencer er kommet tiltagende medicinfejl. De mange opsigelser har været en medvirkende faktor til, at der er pres på blandt andet nyuddannede sygeplejersker eller sygeplejersker med relativt begrænset erfaring. 

- Vi smadrer vores nye kollegaer, før de overhovedet får fodfæste. Det er katastrofalt, fortæller en af de tidligere ansatte, der forgæves opfordrede den nærmeste ledelse til at lukke sengepladser for at lette presset på afdelingen. 

- Jeg havde ikke planer om at rejse. Men det blev jeg nødt til. Jeg kunne ikke holde ud at se på, at vores personale på den måde kunne risikere at stå med et dødsfald, som ville forfølge dem resten af livet, tilføjer hun. 

Ifølge flere ansatte og tidligere ansatte på afdelingen har situationen allerede haft fatale konsekvenser. Her henviser flere kilder uafhængigt af hinanden til en situation, hvor der kun var halv bemanding på afdelingen, som den dag primært bestod af vikarer. Her blev det overset, at en patient fik hjertestop. 

- Hvis der havde været den bemanding, der skulle være, kunne det have været undgået, fortæller en sygeplejerske. 

Derudover kan personer omkring afdelingen berette om et andet dødsfald, som de mener kunne have været undgået, hvis der havde været flere erfarne sygeplejersker på afdelingen på vagten. 

Presset har fået flere nyuddannede sygeplejersker til at sygemelde sig som en direkte reaktion på en særligt kaotisk og stresset vagt. 

- Det kan få katastrofale konsekvenser for patientsikkerheden, men også for vores personale, fortæller samme sygeplejerske. 

Det kan godt være, at det ser godt ud på papiret, at vi får nogle ekstra hænder ind, men mange af dem kan jo ikke andet end at holde i hånd, være der for de pårørende eller servere mad. De har ingen forudsætninger for at håndtere medicin eller bare tage sig af den personlige pleje.

Ledelse forsvarer patientsikkerhed

Ledelsen på Sydvestjysk Sygehus forklarer, at man allerede tilbage i september reagerede på de ansattes henvendelse ved at indkalde til et møde med afdelingens tillidsmand og arbejdsmiljørepræsentant, sygehusets fællestillidsmænd fra DSR og FOA samt afdelingsledelsen. Her blev sagen drøftet, og der blev fremlagt en plan fra afdelingslederen. 

- Men midt i november har vi så måttet konstatere, at det ikke var nok. Derfor har vi lavet en ny handleplan, siger Anna-Marie Bloch Münster, lægelig direktør på Sydvestjysk Sygehus Esbjerg.

Som en del af den nye handleplan har man lukket en tredjedel af sengepladserne på afdelingen. Man mangler dog fortsat at ansætte tre sygeplejersker inden årsskiftet, før afsnittet kan passe det reducerede antal sengepladser. 

- Der er ingen tvivl om, at patientsikkerheden har vores opmærksomhed. Vi har et kompetent personale på afdelingen, og nu er handleplanen så sat i værk. Den skal sikre, at der er et sengeantal på afdelingen, som er afpasset antallet af medarbejdere, siger Per Busk. 

- Vi prøver at planlægge, så der altid er en kompetent sygeplejerske til stede i en vagt. Det er også kompetente sygeplejersker, vi får fra vores vikarbureauer, siger sygeplejefaglig direktør Charlotte Mose Hansen, som sammen med den øvrige direktion fortæller, at de ikke har kendskab til, at der er vagter, hvor der ikke har været sygplejersker med kardiologisk kompetence til stede.

I forbindelse med den nye handleplan er chefsygeplejersken fratrådt sin stilling efter et ekstraordinært møde, men direktionen fortæller, at der ikke er tale om en fyring. Charlotte Mose Hansen understreger derudover, at man i øvrigt har tillid til ledelsen. 

Direktionen vil ikke kommentere konkrete patientforløb i forhold til de dødsfald, som ansatte mener kunne være undgået, hvis der havde været tilstrækkeligt med kompetencer. Direktionen fortæller dog, at den har talt med afdelingsledelsen om sagen og på den baggrund ikke kan genkende de ansattes udlægning af forløbene. 

Ifølge Kommunen.dk og JydskeVestkystens oplysninger har formand for Region Syddanmark Stephanie Lose (V) været orienteret om sagen på afdelingen. Det bekræfter Stephanie Lose selv, men hun ønsker ikke at gå yderligere ind i sagen. 

Når den slags problemer opstår på det enkelte sygehus, er det sygehusdirektionens ansvar at tage hånd om det, og derfor er jeg også tilfreds med, at der med handleplan sættes ind overfor de udfordringer, der er, siger hun i en skriftlig kommentar.

Danske Regioner og DSR vil have flere fastansatte

Danske Regioner, KL og regeringen har i økonomiaftalerne for 2023 aftalt at udarbejde en fælles vikaranalyse, der fokuserer på sundheds- og ældreområdet. 

Den samlede rapport forventes offentliggjort i februar 2023, men i september landede den første delrapport, som blandt andet viser, at regionernes udgifter til eksterne sygeplejerskevikarer har ligget nogenlunde stabilt på omkring 250 mio. kr. om året mellem 2017 og 2021. 

Ingen ønsker at bruge vikarer, men virkeligheden er bare sådan, at hvis man står med en afdeling, som fx er ramt af sygdom, skal man finde en løsning. 

Hos Danske Regioner er man meget opmærksom på at sikre flere sygeplejersker i regionerne. I september lancerede organisationen en ny plan med 12 indsatser, som både skulle bekæmpe ventelister og personalemangel i sundhedsvæsenet. 

- Vi vil allerhelst have mere fastansat personale. Derfor arbejder hospitalerne hårdt for at fastholde og ansætte sundhedsfagligt personale og begrænse brugen af eksterne vikarbureauer, siger Heino Knudsen (S), formand for Danske Regioners løn- og praksisudvalg. 

Det gælder blandt andet bedre arbejdsmiljø, fastholdelse af seniorer og en indsats for at genansætte sygeplejersker, som er stoppet indenfor det seneste år. I den forbindelse ønsker Danske Regioner at begrænse anvendelsen af eksterne vikarbureauer, som “dræner de offentlige budgetter”.

Konkret ønsker Danske Regioner at sænke udgifterne til vikarer med 50 pct.

Irene Hesselberg mener ligeledes, at man bør se på problemet som et strukturelt problem: 

- Det er for nemt at tørre den af på den enkelte afdeling, siger hun. 

Undervejs i valgkampen var højere løn på brættet blandt flere partier. Det kan være med til at sikre, at flere sygeplejersker bliver i faste stillinger i stedet for at skifte til en bedre løn hos vikarbureauer. Man bør dog også kigge på det samlede antal af sygeplejersker: 

- Hvis der ikke er nok hænder, kan vi tilrettelægge arbejdet nok så meget, men stadig have problemer. Vi kæmper jo om de samme mennesker. Vi risikerer, at man lukker et hul i en vagtplan for så at skabe et hul på en anden afdeling.

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.

Til toppen
GDPR