Kommunevalget nærmer sig med hastige skridt. 'Børnevenlige ord' er der mange af: der skal være flere af velfærdsstatens helte (Ø), da; børn har krav på en på en god og tryg hverdag (C), og; forældre skal have gode muligheder for at være sammen med deres børn (V), fordi; vi ønsker at give et samfund videre til vores børn, der er endnu bedre end det, vi fik (R). Det er altså ikke ord og partipolitiske paroler, det skorter på. Børnene er på valgplakaten.

Der er bare så langt fra ord til handling, i hvert fald når det handler om tid til samvær på tværs af generationer, og hvad er et godt og trygt hverdagsliv for et barn overhovedet?

Første punkt, tiden, har i efterhånden 25 år været henlagt til privatlivets sfære. Har man god tid til hinanden i familien, skyldes det, at forældrene har truffet de rigtige beslutninger. Er man stresset og har man for travlt, skyldes det, at forældrene ikke har truffet de rette beslutninger. Uanset hvad peger pilen på forældrene.

Sidst vi i Danmark havde et fælles fokus på familiernes pressede hverdag var omkring 1990. Det var dengang, at det Tværministerielle Børneudvalg konkluderede, at hverdagen med to fuldtidsstillinger var urimelig for såvel børn som voksne. Sidenhen er forståelsen af, at god familiepolitik er den politik, der ikke blander sig i familiernes hverdagsliv, rullet ind over den familiepolitiske steppe, der er om muligt endnu mindre frugtbar end tidligere.

Det andet punkt, at have et godt og trygt hverdagsliv, er i de seneste 15 år blevet indskrevet i en læringsdagsorden, hvor der er fokus på, hvad børn skal lære, når de er i vuggestue og børnehave. Med den skolastiske dagsorden, der først blev rullet ind over børns dagtilbud for senere at blive trukket lidt tilbage igen, da det viste sig, at det alligevel ikke var sådan, at børn bliver bedre til at læse og regne senere i livet, har selv de mindste børn fået en plads i en output-tænkning. I et forsøg på at styre samfundet i en særlig retning indskrives 'det gode og trygge' hverdagsliv for et barn i førskolealderen alt for nemt i en uddannelsespolitisk dagsorden, hvor det gode og trygge findes et sted ude i fremtiden; som uddannelse og beskæftigelse.

Men hvis børn skal have: en god og tryg hverdag (C), så skal hverdagen først og fremmest indrettes, så den er god og tryg for børnene her og nu. Det betyder, at der i barnets hverdag skal være gode og trygge relationer med voksne, der har tid, og som kan tage del i en hverdag sammen med børnene gennem nærvær og opmærksomhed.

Det fælles ønske om at skabe gode rammer for børnene er fint, men det klinger hult, når pædagoger (og for den sags skyld lærere) må melde hus forbi i forhold til omsorg, relationsarbejde og tid til at se og være der for både det enkelte barn og børnegruppen. Mange pædagoger forlader den efterhånden synkende skude med udsagn, som: 'omsorgssvigt' og 'ren opbevaring' af børnene.

En del af svaret kunne være, at der skal være flere af velfærdsstatens helte (Ø), men det batter ikke nok, hvis vi ikke samtidig får sat fokus på, hvilke betingelser der er for 'det gode liv', og hvordan sådanne betingelser alene etableres, hvis man har øje for, hvordan hverdagen knirker rundt omkring i samfundets kroge. Det gælder sådan set hele vejen rundt. Det gælder for de yngste, for de ældste, for alle, hvis hverdag er afhængig af, at samfundets institutioner fungerer godt. Kun sådan kan vi give et samfund videre til vores børn, der er endnu bedre end det, vi fik (R).