Det er på flere måder en besynderlig indretning, man har valgt til den københavnske styreform. Magistratsstyret betyder, at der på rådhuset sidder syv borgmestre – i øjeblikket fra fem forskellige partier, lige fra Enhedslisten til Venstre – som på tværs af partiskel skal føre en politik, der tilfredsstiller københavnerne. 

På den ene side skal borgmestrene arbejde sammen i forsøget på at lave politiske løsninger, der gavner københavnerne, og på den anden side er der en indbyrdes konkurrencesituation, der betyder, at hvis det går dårligt for ens borgmester-kollega, gavner det en selv. 

Overfør lige det koncept til et fodboldhold! Holdet skal spille lækkert, publikumsvenligt bold, der betyder masser af mål og point til tabellen. Men medspillerne må ikke få succes. Så afleveringerne skal være skæve og umulige at arbejde med, og en italiensk tackling i knæhøjde på sin medspiller er i orden, hvis der ikke er nogen, der kigger. 

Der er indlejret en underlig kortslutning i hovedstadens styreform, som gør, at der både ligger incitamenter til at samarbejde og modarbejde. Derfor har kemien imellem borgmestrene også stor betydning for det politiske outcome.         

Fedter Frank?

Det er derfor interessant at zoome ind på, hvordan borgmestrene indbyrdes går rundt og har det. Ifølge flere øjenvidner på rådhusets gange er karmaen faktisk nogenlunde imellem Københavns syv høvdinger. Overborgmester Jensen har i øjeblikket et rimeligt forhold til de fleste af borgmestrene. Særligt forholdet til Enhedslistens Mikkel Warming dyrker han en del. Om det er fedteri over for det parti, der ser ud til at få en afgørende betydning efter næste valg, eller om det er respekt for, at Warming leverer et godt stykke arbejde, er der mere delte meninger om. 

Frank Jensens relation til SF's spidskandidat Ninna Thomsen er også fin. Jensen har en ambition om at spejle regeringens alliance til rådhuset, derfor prøver han at have en rimelig god kontakt til SF og De Radikale. Dog har det store havnetunnelprojekt til 27 milliarder allerede skabt en del grus i den alliance. SF er imod, og den radikale Anna Mee har – til Jensens irritation – ikke besluttet sig endnu. Derfor har han valgt at udskyde diskussionen om havnetunnelen. Jensens forhold til Anna Mee er dog på ingen måde særligt vitaminfyldt, flere vurderer, at der mere er tale om et tåleligt end et godt forhold!  

Den bedste relation

Trods skærmydsler om metrobyggeriet skulle Jensens forhold til SF'eren Ayfer Baykal også være i bedring. Ayfer har haft en svær start som teknik- og miljøborgmester, men på rådhusgangene er der flere, der har noteret sig, at hun har en opadgående formkurve. 

Ayfer Baykal og Venstres Pia Allerslev skulle have den suverænt bedste borgmesterrelation på rådhuset. De har udviklet en slags venindeforhold, hvor de går i byen sammen og har en tæt dialog på rådhuset. Et forhold, flere mener, har reddet Ayfer fra en del 'tæsk' i medierne. Venner fra S og R har ikke haft specielt travlt med at udstille Ayfers startproblemer som borgmester. Denne 'udstilling' skulle komme fra modstanderne fra den anden fløj, men Ayfers tætte relation med Pia Allerslev har lagt en dæmper på den borgerlige kritik.  

Når vi er ved Pia Allerslev, smitter Venstres mere liberale kurs på Borgen også af på kulturborgmester Allerslev, som er begyndt at bevæge sig mere mod højre på den økonomiske politik. Der begynder derfor at åbne sig en spændende politisk debatflade mellem overborgmester-kandidaterne Jensen og Allerslev, der ellers ikke har tradition for at have de mest ophidsende debatter. På kulturområdet befinder Allerslev sig stadig langt væk fra bonde-Venstre-DNA'et. Hun lægger stadig gerne stemmer og penge til skæve kulturprojekter, byfester og gøgl.

Kulturudvalget, der går under navnet 'kulturpartiet', fordi de lever deres helt eget liv og stort set aldrig er uenige trods forskellige partifarver, skulle være godt tilfredse med, at Pia Allerslev stadig sætter pris på kulørte kulturprojekter. Men flere af 'kulturparti

ets' kollegaer  er en smule trætte af at skulle rydde op efter udvalgets -underlige processer.    

Den værste relation 

Den socialdemokratiske børne- og ungdomsborgmester Anne Vang har et ry som en, der lever sin egen tilværelse på Rådhuset. Hun skulle have nok at gøre med at passe Danmarks største forvaltning, og når hun ikke gør det, vil hun helst 'lege' med partikollegaerne på Borgen. 

Men hendes relation til de andre borgmestre skulle være fin. Faktisk er hendes forhold til Frank Jensen så godt, at han skulle være stoppet med 'kom nu videre'-bevægelsen med hånden, når Vang taler. Nu skulle Ninna Thomsen til gengæld have overtaget den utålmodige attitude med Vang, som åbenbart godt kan være lige lovlig lang i spyttet til møderne.    

Dårligste relation på Rådhuset skulle være mellem Enhedslisten og de Radikale. Der går blandt andet et rygte om, at Enhedslisten skulle forsøge at plante historier om, at Anna Mee rejser så meget, at hun ikke kan passe sit arbejde. En historie, som dog næppe kommer op at flyve, da Anna Mee af stort set alle bliver betegnet som rådhusets største arbejdshest. 

Men Anna Mee skulle ikke have kigget særligt hjerteligt på Enhedslistens Morten Kabell, da han forsøgte at være sjov og gav hende hånden med et ”du må være ny her” ved et møde for et par uger siden.  

Den forholdsvis gode stemning kan dog snart fordufte. For jo tættere vi kommer på kommunalvalget, jo dårligere bliver borgmesterkarmaen, er den generelle vurdering på  rådhusgangene.: