Vi har i flere årtier været vidner til en offentlig styring, hvor der til stadighed er blevet indført flere og flere parametre, der styres efter. De fleste kender det berygtede minut-tyranni i hjemmeplejen, hvor hjemmehjælpen har et på slaget angivet minuttal til at passe og hjælpe de ældre. De eneste, der ikke systematisk bliver anvendt som pejlemærke for styringen, er nogle af de største eksperter, nemlig borgerne selv

Granhøjen er et af Danmarks største botilbud for psykisk og socialt udsatte unge og voksne. Vi har mere end 100 beboere, der, når de kommer til os, hører til de tungeste klienter i kommunerne. Vi har erfaring med at opnå resultater, så mange af vores beboere kommer dertil, at de får et liv med mere indflydelse på eget liv og kan leve et liv, der giver overskud i dagligdagen. I en ny undersøgelse fra Center for Kvalitetsudvikling har vi dokumenteret, at vores beboeres livskvalitet ligger over gennemsnittet af sammenlignelige tilbud.

Vi er altså nogle af dem, der rent faktisk lykkes med at levere mere velfærd for færre penge. Et af vores særkender er, at vi siger, at beboerne og deres pårørende er de største eksperter. Vi lytter, og vi bruger denne viden til at målrette behandlingen. Vi indleder derfor ethvert behandlingsforløb med en meget grundig dialog med borgeren. Hermed ikke sagt, at vi kan undvære behandleren, men vi skal være i en dialog, hvor borgerne er eksperterne i deres eget liv. En sådan dialog handler ikke bare om at lade beboeren eller de pårørende styre. Det handler om, at borgerne jo er en ressource, der bedst kender deres egen situation. 

Det kan lyde banalt, at en dialog med vores behandlingskrævende beboere er et columbusæg til billigere velfærd. Men det er ikke sjældent, at vi oplever, at ganske få ændringer for en borger kan øge livskvaliteten betragteligt, og derved den samlede effekt af behandlingen. Det kan være borgere, der har været gennem langvarige og dyre behandlingsforløb, hvor der måske også har været en belastning af de pårørende og dermed deres liv og træk på fælleskassen. Måske har nogle lyttet til borgeren før, men det kræver også fagkundskab at kunne handle på den rigtige måde, når man lytter, og det er afgørende for at kunne bruge borgeren som ekspert.

Nye redskaber til målinger

For at opnå effekt ved også at bruge borgeren som ekspert, kræver det systematiseret og praktisk anvendelig indsamling af data fra borgeren. Nye redskaber viser, at kvalitetsmålinger sagtens kan tage udgangspunkt i den enkelte beboer og bruges i en større målestok. For godt et år siden indgik vi en aftale med Center for Kvalitetsudvikling i Region Midtjylland om at måle kvaliteten af vores sociale arbejde efter det såkaldte Sociale Indikator Program (SIP), der er udviklet i samarbejde med Aalborg Universitet. Systemet måler på syv forskellige parametre for livskvalitet. Beboerne bliver interviewet ud fra et spørgeskema, og ud fra svarene kan man vurdere den enkelte beboers livskvalitet. Analysen bliver gentaget hvert år, hvilket betyder at behandlerteamet kan vurdere effekten af den indsats, der er foretaget sammen med beboeren. Resultaterne af dokumentationen aflæses i niveauer af beboerens tilfredshed med de syv parametre for livskvalitet.  Vi får herved pejlemærker, der anviser livskvaliteten hos den enkelte og generelt.  Det er pejlemærker og vurderinger, som vi  bruger aktivt  i vores videre arbejde. Vores behandlerteam kan sammen med den anbringende kommune sætte mål, som vi kan følge udviklingen frem mod. 

Netop dokumentation inden for socialt arbejde er nyt som arbejdsredskab i praksis. Mange steder forsøger man sig med forskellige metoder. Problemet er dog, at der er alt for mange forskellige metoder. Det betyder, at kommunerne  ikke har noget grundlag for at vurdere kvaliteten og sammenligne indsats og effekt på tværs af forskellige botilbud. Lidt groft kan man sige, at mange sociale tilbud hver især har opfundet deres egen dybe tallerken i form af egne former for statusrapporter, evalueringer m.m.

Fordelen ved SIP er, at alle, der anvender denne dokumentationsmetode, kan sammenligne data hos hinanden. Det bliver altså muligt at sammenligne på tværs af sociale tilbud i landet. Og derved bliver der systematisk indsamlet de samme data eller informationer på tværs af landet.  Med SIP-undersøgelsen kan vi ikke bare se, om vi har nået målet eller ej.  Vi kan også se, hvor langt vi er i forhold til målet, og det er en stor styrke for at kunne målrette en indsats. For på den måde kan vi følge sammenhængen mellem pris og kvalitet. En indsats med øget fokus – og deraf øgede ressourcer – skal jo gerne rykke beboerens livskvalitet.

Grundlag for inspiration

Modellen bør være til inspiration for hele velfærdsdebatten, fordi den ikke alene viser en metode til at måle noget så abstrakt som livskvalitet. Det handler ikke om et mål for borgerne om beskæftigelse, færre udgifter til medicin, færre psykologtimer eller andre styringsmål. Nej, det handler om at sætte et mål ud fra den konkrete situation. På den måde undgår vi, at en besparelse ender med at koste penge, fordi opnåelsen af målet frembragte et andet behandlingsbehov. Det er også det, der kan kaldes kassetænkning.

Et godt eksempel på, hvor kommunerne med kvalitetsmåling, set for borgerens side, kunne have haft større effekt af udgifterne, er inden for beskæftigelse af socialt svage borgere. Da vi på Granhøjen for 20 år siden som de første oprettede socialøkonomiske virksomheder som beskæftigelse, var vi mange steder i modvind, fordi vi satte socialt og psykisk udsatte borgere til at arbejde. 

Vi kunne se, at et virkelighedsnært arbejde var et godt element i beboernes behandling, men vi måtte i mange år forsvare det hårdt. Og først i dag er det blevet en vej alle ønsker at gå. I vores SIP-måling kan vi se, at beboerne på Granhøjen vurderer deres beskæftigelse langt højere end gennemsnittet af de øvrige botilbud i målingen. Havde vi – eller for den sags skyld andre - for 20 år siden målt på samme måde, ville samfundet formentlig være langt længere i arbejdet med at få socialt og psykisk udsatte borgere ud i virkelighedsnær beskæftigelse. På samme måde kan vi gennem systematiseret og sammenlignelig dataindsamling bruge erfaringer fra andre steder og udvikle kvaliteten af vores tilbud.

Vi kan altså med andre ord måle effekten af nytænkning og enten lade inspirationen blomstre på baggrund af dette eller hurtigt ændre kurs, så indsatsen hele tiden har den optimale effekt. For borgernes skyld skal socialområdet på langt flere områder have mere fokus på effektiv målstyring baseret på saglig dokumentation med udgangspunkt i den enkelte. Hvis det kan lade sig gøre for nogle af de behandlingsmæssigt mest komplicerede borgere, så må det kunne udbredes til langt flere led i den sociale sektor. Det handler ikke om, at lade borgere bestemme – men derimod om at interessere sig for dem, og inddrage erfaringer og viden i arbejdet. Og vigtigst af alt. Det handler om at lytte – det vil være et stærkt udgangspunkt for den videre debat.