De politiske magtforhold i København ser lige så traditionelle ud som udseendet på en pølsevogn. I over 100 år har forskellige partier forsøgt at erobre overborgmesterposten, men det ender altid med, at det er en socialdemokrat, der sætter sig på posten. Næste år skal københavnerne igen vælge, hvem der skal være øverste høvding i byen, og også denne gang vil modstanderne kæmpe bravt for at fravriste Socialdemokraterne magten.

S-SF bløder 

Bedømt ud fra meningsmålingerne skulle der være gode muligheder for at vælte Frank Jensen. For på landsplan styrtbløder Socialdemokraterne, hvor de taber vælgere både til højre og venstre, og den samme tendens kan spores i Frank Jensens støtteparti SF. Selvom de landspolitiske tendenser ikke direkte kan overføres på kommunal politik, er det svært at forestille sig, at S-SF-alliancen på Københavns Rådhus ikke vil blive berørt, hvis det også til den tid går historisk dårligt for moderpartiet. Derfor er det langt fra sikkert, at de efter valget vil stå med 30 ud af 55 mandater, som det er tilfældet i øjeblikket. 

Men trods krisen i eget parti og diverse Johanne-, Løkke-, Vestager- og Samuelsen-effekter, er det nok ikke i den direkte duel på vælgere, at Frank Jensen skal forvente den største trussel. København er en rød by, og det må forventes, at særligt Enhedslisten vil suge en del af de utilfredse S-SF-vælgere til sig. De Radikale med en velkørende Anna Mee Allerslev i spidsen kan nok se frem til en vis fremgang. 

Men ud over Venstres Pia Allerslev skal man nok ikke forvente, at nogle af de andre partiledere offentligt vil stemple ind som overborgmesterkandidater. Ved det seneste valg har det ikke set særligt kønt ud, når forskellige kandidater med mere eller mindre politisk erfaring forsøgte at gøre sig som overborgmesterkandidat. 

Et godt eksempel er, da SF'eren Bo Asmus Kjeldgaard op til sidste valg i forskellige perioder af valgkampen forsøgte sig som overborgmesterkandidat uden at have skyggen af opbakning til projektet. 

Den mest oplagte mulighed for at få skovlen under Socialdemokraterne og Frank Jensen ligger i at få vippet ham af pinden på selve valgnatten, når de giftige konstitueringsforhandlinger finder sted. For selv om ingen officielt melder det ud, er der da flere af partilederne, der går og drømmer om – hvis valgresultatet falder godt ud – at de kan få opbakning fra de andre til at vælte Frank Jensen. 

Vejle-model i København

Og det er da heller ikke umuligt med en såkaldt Vejle-model. Venstres Pia Allerslev kunne sagtens finde på at pege på SF'eren Ninna Thomsen, hvis mulighederne byder sig. Selv om de ligger langt fra hinanden politisk, vil Pia Allerslev skrive sig ind i historiebøgerne, hvis hun kan være den, der får brudt det socialdemokratiske 'enevælde'. Samtidig vil hun med statsgaranti blive godt betalt, hvis hun leverer afgørende stemmer til et magtskifte. 

Vejle-modellen er ikke blevet mindre sandsynlig efter de dramatiske overførelsesforhandlinger, hvor partierne uden om Socialdemokraterne har lavet en plan for, hvordan man skulle fordele de over 800 millioner kroner, der var i overskud på 2011-budgettet. Et forløb, som Ninna Thomsen (SF) og Anna Mee Allerslev (R) var arkitekterne bag, og som de efterfølgende har kørt mega-spin på for at udstille Frank Jensen som en mand, der ikke har kontrol over sin egen butik.  

Det store spørgsmål er så, om SF vil kunne leve med en alliance med de borgerlige. Umiddelbart vil det skabe en voldsom ballade og beskyldninger om løftebrud. Men faktisk har modellen vist sig særdeles holdbar i andre byer, for eksempel Lejre, hvor SF-borgmesteren Mette Touborg boltrer sig med stor succes.

Kan R blive en trussel? 

En anden trussel på valgnatten for Frank Jensen er, at De Radikale får et kanon valg og kommer til at stå i den midterposition, som de elsker, hvor de både kan gå til venstre og højre. De kunne enten selv forsøge at gå efter overborgmesterposten eller tage sig godt betalt og pege på Venstres Pia Allerslev. Ved valget for tre år siden konstituerede De Radikale sig efter stor dramatik med de borgerlige, så det er velkendt terræn. 

Men ud over at det kræver, at der flyttes fire mandater fra rød til blå lejr, vil det også kræve en del mod fra De Radikales side. For samtidig vil de både skulle lukke DF ind i magtens centrum, gå imod regeringssamarbejdet på Borgen og lægge sig ud med mange af de røde radikale vælgere. 

Så sandsynligheden for den model er ikke stor.    

Vælger Danske Spil at sætte kampen om overborgmesterposten på Oddset, vil det klart sikreste Oddset være på Jensen-modellen. Som landet ligger i øjeblikket, er det kun det giftige forhandlingsspil på valgnatten, der vil kunne skabe en overraskelse, men det vil også være så sensationelt, at det ville give kassen.