Partierne er i fuld gang med at finde deres pladser og indstille kanonerne forud for det kommende folketingsvalg.

Det er ikke utænkeligt, at man ved det kommende valg ser genfødslen af det egentlige midterparti. Denne gang er det blot Dansk Folkeparti, som indtager positionen.

Helle Thornings valgkampsretorik vil blive, at regeringen overtog et konkursbo, førte nødvendighedens politik, lavede krasse reformer, genetablerede økonomien, og skabte plads til udbygning af velfærden på konkrete områder, som f.eks. sundhed – og så er der også plads til en indirekte skattelettelse i form af fradrag for fagligt kontingent til ”blå Bjarne”.

Nødvendighedens politik eller ej, så ligger denne linje fint til Socialdemokratiet, der i sagens natur ikke kan gå til valg på store velfærdsløfter a la Fair Løsning, uden at det vil afføde lårklaskende latterkramper ude ved kakkelbordene.

Samtidig kan statsministeren forsøge at tegne et billede af en borgerlig opposition, hvor Venstre vil have nulvækst, så langt øjet rækker, hvor Konservatives hedeste drøm fortsat er topskattelettelser til bankdirektører, og hvor Liberal Alliance vil save velfærdssamfundet midt over.

Heroverfor står, at regeringen stadig er repræsentant for et massivt løftebrud, som vælgerne ikke har glemt, og som oppositionen derudover nok skal være flink til at minde om ved enhver given lejlighed. Og selv Lars Løkkes udfordringer med ekstravagante tøjindkøb samtidig med, at befolkningen tilbydes økonomisk strambuks, synes ikke at have givet andet end et kortvarigt udsving i meningsmålingerne, som atter viser en komfortabel føring til de borgerlige på cirka 10 procentpoint. Det store dyr i åbenbaringen er imidlertid, hvilken rolle Dansk Folkeparti ønsker at spille efter et kommende valg. Partiet har i mange år  forsøgt at definere sig selv som et midterparti og påpeget, at De Radikale med al deres multi-kulti og globaliseringsfetich er det ”ekstreme” parti. Den udlægning er De Radikale selvsagt ikke enige i, og hvem der har ret – baseret på politiske forskelle – kan man sikkert diskutere, indtil man bliver sulten igen.

Magt over midten

Sagens kerne er imidlertid, at et midterparti ikke defineres ved, hvorvidt det fører en politik, der rækker ind mod midten og forsøger at kapre vælgere fra den modsatte blok. Det afgørende er, hvorvidt partiet i det parlamentariske arbejde har mandater og vilje til at levere magt og indflydelse henover midten og dermed skabe et alternativt flertal for at gennemføre sin politik. For eksempel som man så det i 80’erne, hvor De Radikale leverede et alternativt flertal indenfor for eksempel sikkerheds- og miljøpolitikken, men stadig pegede på De Konservatives Poul Schlüter som landets statsminister.

Faktum er da også, at det er 21 år siden, at Danmark har haft et egentligt midterparti. Siden Radikale Venstre i 1993 skiftede side og overdrog magten og statsministerposten til Poul Nyrup som følge af Tamilsagen, har der ikke været et parti, som har været villigt til – eller for den sags skyld haft muligheden for – at levere magten henover midten af Folketinget.

Spørgsmålet er, om det kommende folketingsvalg vil ændre dette. Det er værd at notere sig, at Kristian Thulesen Dahl brugte sommeren til at signalere en øget samarbejdsvilje med Socialdemokraterne på den anden side af et valg.

Meldingen er på alle leder og kanter en gratis omgang for Thulesen Dahl. For det første gør han afstanden til Dansk Folkeparti kortere for eventuelt frafaldne socialdemokratiske vælgere, og for det andet tydeliggør han, at et stærkt Dansk Folkeparti er garant for, at der ikke kommer til at ske store reformer på velfærdsområdet, hvis de borgerlige vinder regeringsmagten efter næste valg.

Spiller Thulesen Dahl sine kort rigtigt, kan han efter et valg pege på en borgerlig regering, hvor han er sikker på en stram udlændingepolitik og en nationalt forankret værdipolitik. Til gengæld kan en konstant trussel om alternativt at gennemføre eventuelle velfærdsforbedringer sammen med venstrefløjen tvinge Lars Løkke til at renoncere på sine udmeldinger om nulvækst i den offentlige sektor samt afvise Liberal Alliances eller Konservatives ønsker om yderligere skattelettelser og velfærdsreformer.

Det bør selvsagt give anledning til en del hovedbrud hos Det Radikale Venstre, som formentlig gerne ville indtage samme rolle efter 21 års ægteskab med venstrefløjen, men som bare ikke kan mønstre mandaterne hertil. Ligeledes bør det give anledning til en del hovedbrud hos Konservative og Liberal Alliance, som risikerer at lide samme skæbne, som SF og Enhedslisten har haft de sidste 3 år: Sat uden for reel indflydelse – og med en stående invitation til, at de jo bare kan vælte statsministeren, hvis de gerne vil ud at forklare vælgerne den manøvre i en valgkamp.