Biodiversitetsloven er blevet udsat igen og igen gennem den seneste folketingsperiode. 

Og selvom loven er nævnt i både Grøn Trepart og regeringsgrundlaget, nåede SVM-regeringen ikke at få gjort noget ved det. 

Det var ellers tæt på denne gang. 

Forhandlingerne om loven var netop startet. Biodiversitetsloven var først sat på lovprogrammet for februar, siden april, da folketingsvalget blev udskrevet. 

Samme dag folketingsvalget blev udskrevet, skete der to ting:

Klimarådet udkom med deres rapport, hvor de fastslår, at vejen til 2030-målet ikke er anskueliggjort. 

Derudover udkom en bog med titlen  “Vild Natur - den glemte løsning på klimakrisen.”

Bogens titel siger det meget klart. De 11 forfattere, der har bidraget til bogen, mener, at biodiversiteten er blevet glemt midt i andre store klimamål. 

Biodiversitet er ikke bare en luksus

Forfatterne konkluderer, at opmærksomheden på biodiversitet er kølet betragteligt. Det er blevet en krise, der kan løses, når vi er færdige med at løse klimakrisen. Nice-to-have frem for need-to-have. 

Men biodiversitet er ikke bare en luksus-ting for storbyfolk.

Sådan lyder det fra Jeppe Aagaard Kristensen, forfatter og redaktør til bogen ‘Vild Natur – den glemte løsning på klimakrisen’ og adjunkt ved Aarhus Universitet.

Han oplever, at der har bredt sig et narrativ, som skubber biodiversitet og vild natur ud på et sidespor i klimadebatten. 

Biodiversitet er noget, folk i storbyen finder vigtigt, og som skygger for de virkelige problemer med klimaet. 

Men det er en misforståelse og et udtryk for silotænkning i diskussionen om, hvordan vi skal bruge Danmarks arealer, mener han. 

For hvis man ikke finder synergierne mellem klima og vild natur, har Danmark slet ikke areal nok til at opfylde alle de politiske ønsker. 

Et valgtema

I denne valgkamp er det tydeligt, at brugen af arealerne optager både politikere og vælgere. Rent drikkevand har i valgkampens første uger været et af de største emner. Det har fået mange til at kigge mod Grøn Trepart.

Men mange lokale treparter har i første fase udtaget lavbundsjorde for at opnå kulstofmålene. Der har ikke været fokus på drikkevand, for det var ikke de lokale treparters opgave.

Den form for silotænkning ærgrer forfatterne sig over i bogen, og henviser til, at Klimarådet i 2024 konkluderede, at når arealanvendelsen planlægges med hensyn til biodiversitet og vandmiljø, opnås store klimagevinster. Endda med en relativt lav omkostning.

Og hvis der både skal udtages lavbundsjorde, opstilles solceller og vindmøller, plantes træer og være plads til et velfungerende landbrug, så er der bare ikke meget plads tilbage. 

Ifølge Teknologirådet skal vi have både Skåne og Blekinge tilbage for at realisere alle de politiske ønsker til de danske arealer. 

Grøn Trepart

Terningerne er allerede kastet i det store spil om arealerne. Kommunerne kan fejre, at de lokale treparters omlægningsplaner er principvedtaget, og at over 1000 projekter allerede er skrevet ind i MARS, en digital platform til arealregistrering.

Men pladsen er trang.

Derfor peger forfatterne på, at det er tvingende nødvendigt at kigge på synergierne mellem kvælstofreduktion, biodiversitet og rent vand, frem for at forsøge at løse problemerne hver for sig. 

Og selvom Grøn Trepart er blevet kaldt en historisk aftale, der kommer til at ændre det danske landskab, kommer den ikke nødvendigvis til at gøre meget for biodiversiteten i dens nuværende form.

- Da de lokale treparter skulle tegne streger på et kort, var det svært at få øje på biodiversiteten, siger Jeppe Aagaard Kristensen.  

Han forklarer det med, at den letteste måde for de lokale treparter at leve op til kravet om reduktion af kulstof, har været at udtage mange kulstofrige lavbundsjorde. 

- Biodiversitet er blevet en efterrationalisering. Man har udpeget nogle områder ud fra nogle kulstof- og kvælstofmodeller, og så håber man, at det også giver noget mere biodiversitet på en eller anden måde 

Jeppe Aagaard Kristensen finder udviklingen interessant, fordi biodiversitet og vild natur fyldte meget i Trepartens spæde begyndelse.

- Det startede med at være fuldstændig ligeværdigt med de andre ting, der skulle opnås. Der blev faktisk nærmest snakket mest om biodiversitet i starten, hvilket var helt utroligt at høre. Men så gled det stille og roligt i baggrunden. 

- Hvis man er seriøs omkring, at man vil bruge vores areal til at bidrage til at løse biodiversitetskrisen, så kommer vi ikke nogen vegne uden meget faste definitioner for, hvad beskyttet natur betyder i Danmark, og hvor meget vi skal have af det. Og det håber jeg, at biodiversitetsloven kan fastsætte. 

Rød bloks udspil 

Det er ikke kun forskere i biodiversitet, der sukker efter en lov. 

SF, Enhedslisten, Radikale Venstre og Alternativet er stået frem med et klart krav til en kommende regering:

Naturen og biodiversiteten skal have en lov med bindende mål. 30 pct. beskyttet natur på land og på havet, hvoraf 10 pct. skal være strengt beskyttet natur. 

- SVM-regeringen har spildt tre vigtige år for naturen, hvor vi ikke har fået den biodiversitetslov, som de lovede danskerne, da de trådte til. Men naturen kan ikke vente på politisk nøl. Når vi mister en sommerfugl, får vi den aldrig tilbage. Derfor kræver vi handling for naturen nu, siger Pelle Dragsted, politisk ordfører for Enhedslisten. 

Partierne foreslår, at planerne skal tage udgangspunkt i eksisterende natur og allerede vedtagne naturprojekter, som naturnationalparkerne, statslig urørt skov og arealer ejet af naturfonde. 

Strengt beskyttet natur forudsætter bl.a., at der ikke må foregå skov- eller landbrugsdrift inden for områderne. Men definitionerne på beskyttet natur og strengt beskyttet natur er stadig uklare:

- Så længe man ikke har en klar definition, vil der konstant komme nye bud fra landmændene på mindre intensive produktionssystemer, som de gerne vil have på de udtagne arealer for at bevare en vis produktion, siger Jeppe Aagaard Kristensen. 

Det kan for eksempel være skovrejsning med hurtigt voksende arter, elefantgræs og paludikultur. 

- Ingen af disse kommer til at bidrage til biodiversitet, men de virker politisk attraktive, da Grøn Trepart lige nu er underfinansieret. Derfor kan enhver indtægt på et areal mindske prisen, som politikerne skal ud og finde andre steder for at kompensere lodsejerne. 

Derfor har Jeppe Aagaard Kristensen et klart budskab til kommunerne, når det kommer til Grøn Trepart og biodiversitet: 

- Sørg nu for, at gøre de arealer, I har peget på, til vild natur i stedet for at blive fristet af alle mulige andre produktionssystemer, man kunne have på de her arealer.

- Hvis vi både skal have rent drikkevand, mindre kvælstof i vandmiljøerne og mere biodiversitet og samtidig få noget på klimakontoen, så er vild natur bedre til at levere over hele paletten end alternativerne.