Der findes et begreb, der hedder BULLSHIT BINGO.

Det går ud på at sige smarte ord uden mening.

Sidst jeg var vidne til det, var til en SMART CITY-konference for Københavns Kommune. Der blev holdt mange taler, og jeg kedede mig på et tidspunkt så meget, at jeg begyndte at skrive lister over ord og vendinger, der intet betød og var helt uden substans, men alligevel alment accepterede, ja, som man sågar klappede ad som borgerne på torvet, der ser den nøgne kejser og ikke tør hæve stemmen.

Listen kom til at fylde fire sider i min analoge notesbog på 30 minutter, og jeg har ikke turdet tale om det eller læse noterne siden dengang.

Men nu har De Radikale tvunget mig ud i det: De formåede nemlig til deres landsmøde for et par uger siden at få fuld plade i bullshit bingo.

Hør bare her: ‘Teamet skal bestå af unge, digitale native med fod på mulighederne i digitaliseringen. Teamet skal have carte blanche til at disrupte den offentlige service på en lang række områder til gavn for borgere og virksomheder’, hed det i partiets beskrivelse af et ‘digitalt disruption team’, der angivelig skal have base i Statsministeriet og ‘disrupte' lovgivningen på tværs af ministerierne.

Motervejsbrede begreber

Man ser det for sig: En flok unge med mobilerne helt oppe under næsen, der går rundt og fanger Pokémons i Bibliotekshaven på Slotsholmen og indimellem fyrer et distræt, genialt guldkorn af, som straks ophøjes til lov af nogle støvede embedsmænd, der bare smiler og stempler og ophøjer til lov uden at forstå!

Men hov: Jeg mærker allerede her, at nogle læsere er stået af? Hvad betyder ‘disruptiv’ og ‘digitale native’ egentlig?

Det er motorvejsbrede begreber. Ord, man bruger til at pakke omkring projekter, man gerne vil have gennemført hurtigt uden at stå til ansvar for dem, og som derfor skal hylles i skæret fra DET MODERNE, og det skær, det kommer i dag fra Silicon Valley, USA, dér, hvor regnbuen ender et sted mellem Apple og Google – nu Alphabet – et firma, der stadig, hvis man skulle have glemt det, er verdens største annoncebureau.

Google må have en besøgsafdeling, der i omfang og udforming har ikke så lidt tilfælles med skoletjenesterne i Zoologisk Have eller Geologisk Museum med den undtagelse, at alle besøgende allerede har dyret i lommen, bruger det daglig og tager det med i seng om aftenen i form af Google-søgninger og snapchats på deres iPhones. Det meste af Folketinget og bunker af kommunalpolitikere og regionsfolk har været der for skatteydernesregning. Og er vendt tilbage til lille, snusfornuftige Danmark. Fyldt med andægtig begejstring og en rasende lyst til at lave alting om.

Dybe lommer

‘Disruption’ er et ord, der betyder forstyrrelse, rystelse, at regler er sat ud af kraft, at spillepladen og spillet er nyt, og er især i brug, når man taler om firmaer som Uber og Airbnb, firmaer, som Folketinget som bekendt har sit hyr med at finde ud af at beskatte, blandt andet fordi samme firmaer bærer ordet disruption foran sig som en flammekaster, efterladende sig en brændt jord kørt over af det, de i virkeligheden laver: pirat-taxikørsel udenfor lov og ret og private udlejningsbureauer ditto – altsammen med en app, der tager 20 procent af profitten fra dem, der udfører det faktiske arbejde, og ruller det gennem en eller anden skattekonstruktion i Luxembourg.

Begge firmaer har opnået enorm medieopmærksomhed, og Airbnb er en yderst succesfuld forretning for stifterne. Uber derimod brænder stadig investorernes penge af for at kunne underbyde deres konkurrenter, det vil sige offentlig transport og taxier, og giver dundrende underskud. Men Uber har også god tid. Investorerne bag har meget dybe lommer; Amazon og Google er nogle af dem, og de har deres egne agendaer i forhold til selvkørende biler, den næste lovmæssige og samfundsmæssige udfordring, danske politikere står overfor.

De unge ved intet

Inden vi går videre og kommer fra Borgen til kommunerne, skal vi lige have et ord mere fanget ind for et øjeblik: De ‘Digitale Native’, en grum og klodset fordanskning af det engelske ‘Digital Natives’ – tidligere ‘Digitalt Indfødte’.

Digitalt Native er ligesom ‘disruption’ et afmagtsbegreb. Det er den sære erkendelse af, at man ikke selv forstår, hvad der foregår, at man er en fremmed i et nyt, skærmbesat univers, og at de unge, bortautomatiserede og selvbetjenende app-generationer, opvokset med let tilgængelig og ekstremt brugervenlig teknologi fra Silicon Valley, på magisk vis har forstået noget, vi andre ikke har.

Det har de ikke!

Det er en stor fed løgn, at man er god til at programmere eller tænke disruptive tanker, bare forbi man kan betjene en iPhone, en iPad eller en PlayStation 4.

Skulle nogen være i tvivl, så prøv at tjekke en teenagers computer for, om den er opdateret, eller oplev hysteriet, hvis ‘internettet ikke virker’.

Fakta er, at broderparten af de unge i dag slet INTET ved om computere, og at de fleste af dem ville gå i seriøs panik, hvis de skal klare sig mere end ti minutter uden Google og sociale medier. Vi har for længst opgivet at undervise dem i programmering og simpel forståelse af computere og givet dem iPads og Snapchat i stedet og dermed cementeret afmagten og gjort den til religion.

Bare SMART?

Men hvad med kommunerne? De vil også være med. De vil være SMARTE.

SMART er endnu et af de ord, det er svært at sige nej til; vi skal jo i forvejen arbejde ‘smarter, not harder’ for at nå sparemålene.

Men KAN en by egentlig være SMART? Det mener EU, der har afsat astronomisk store summer til udvikling af noget, de håber skal blive til det, EU selv ikke rigtig er lykkedes som: en digital union, et indre, grænseløst, elektronisk marked af glade europæere, der handler og bor og disrupter på livet løs.

Der skal være WIFI-sensorer i gadelygterne, så man kan se, hvor mange cykler og biler der passerer, sensorer i skraldespande og kloakker, så vandstand og spildevandets tilstand kan overvåges på afstand, smarte elmålere og sensorer i vejene, i togene, på cyklerne og naturligvis i mennesket, der heldigvis bærer sin sensor på sig konstant i form af en permanent overvåget mobiltelefon. Det hele skal samles i databaser og kontrolrum med meterstore skærme, og der skal tælles og måles og sekventeres og udføres ‘crowd control’ og ‘nudging’, som var Ølstykke og Bjerringbro Rio under OL.

Det koster en hel del altsammen. Man køber konsulenter og måleudstyr og licenser. Derfor kappes man i kommunerne om at finde på positive, profitable måder at bruge alle disse sensorer på, primært med endnu et nyt blinkende begreb som den store forløser: Big Data!

Med Big Data kan alting udforskes og forudsiges og forbedres og gøres nemmere og – smartere, lyder det – noget, der så igen kan give direkte besparelser, efterhånden som alle kommunale funktioner gøres til selvbetjening på telefonen. Og så kan data sælges, hviskes der i krogene; det er ganske vist problematisk i forhold til borgernes ret til privatliv, men mon ikke de glemmer det med tiden, især hvis vi ikke bliver for konkrete, men nøjes med ord som GOVERNANCE, IMPLEMENTERING og SMART, SMART, SMART?

Bingo uden bullshit

Men SMART er baseret på digital registrering af borgerne i et omfang, der får Stasi-Tyskland og Sovjetunionen og Kina til at fremstå som amatører og småfuskere, især fordi den oftest går hånd i hånd med kommercielle tjenester som Facebook, Google og Twitter.

Og man overser helt, at Big Data er mest værd for Big Business - og at den slags har vi ikke meget af i Danmark.

Bag det hele gemmer der sig ideen om og længslen efter kontrolcentret, kontrolstaten: At vi kan styre alle mennesker gennem teknologi.

Mennesker, der ikke har noget at skjule, der gerne vil være gennemsigtige, nyttige, selvbetjenende, selvbærende, selvlærende små noder i et strengt logisk nyttesamfund. Som om!

Det kan og skal gøres anderledes. Vi vil danse. Vi må ud af ordenes fængsler og stå nøgne foran fremtiden som de kiksede kejsere, vi er, og svinge fornuftens scepter over eget hoved.

Og mennesket, det dejlige, vilde dyr, unddrager sig forhåbentlig forudsigelighed, manipulation, ‘nudging’ og forbedring lidt endnu.

Det plejer vi.

Vi ved jo godt, at BINGO også kan spilles uden bullshit.

Nogen, der har et nummer?