Mange har måske hørt om partiet Alternativets kamp for en ny kultur i dansk politik. En kamp, som jeg tror, de fleste kan bakke op om. Men for mig at se er det ikke en kamp, der skal sættes i gang 'oppefra' eller inde fra Christiansborg. Det er en kamp, som handler om, at så mange beslutninger som muligt skal træffes sammen med dem, som de vedrører.  Borgeren, medarbejderen, den udsatte, den frivillige, den pårørende, patienten.

Alt for mange føler sig ikke hørt. Når et tiltag eller en regel er blevet besluttet, uden at tage de involverede med på råd, er det ikke mærkeligt, at det vedtagne  møder modstand. Når medarbejderen skal ændre sin arbejdsgang på grund af et nyt tiltag, der kommer ind fra højre, så skaber det frustration. For hvor kommer det fra, det nye tiltag? Hvem har besluttet det? Og hvorfor? Den frustration, mener jeg, er årsagen til, at vi i dag diskuterer ny politisk kultur. Og dermed ikke sagt, at det er den frustrerede sygeplejerske, der udgør problemet. Lige omvendt faktisk. Det er vores ekstremt centraliserede bureaukrati, der er problemet. Stod det til mig, skulle kommuner og regioner tage langt flere beslutninger. For det skaber frustrationer, som er giftige for vores demokrati, når en minister via sit departement styrer sygeplejerskens hverdag.

Den her form for top-down-styring har præget Danmark lige siden enevælden, hvor kongen sad med sit kongeråd og bestemte alt fra kongens København. Vores statslige bureaukrati er stadig enormt hierarkisk og topstyret. Og det er for mig at se akilleshælen i hele diskussionen om en ny politisk kultur.

Men hvis vi har haft topstyring siden enevælden, hvorfor er det så først nu, der for alvor bliver råbt på en ny politisk kultur? Jeg tror, man skal lede efter en tendens i måden, det moderne mennesker går til sit arbejdsliv på i dag. Vi vil arbejde med noget, der giver mening. Vi vil gøre en forskel og føle, at de mange timer på jobbet nytter noget. Følelsen af at gøre en forskel trækker for rigtig mange ligeså meget som lønsedlen. Hvis ikke mere.

Og hvis målet med arbejdet er mening, så kan det hurtigt gå helt galt, når der kommer en regel eller tiltag ind fra højre, som ikke giver mening. Og det giver ikke mening for medarbejderen, fordi hun ikke ved, hvorfor hun nu pludselig skal arbejde på en ny måde. Og hvorfor ved hun ikke det? Fordi hun ikke har været inddraget i beslutningsprocessen. Og det er derfor, jeg siger, at vi skal give langt mere frihed og rum til at træffe beslutninger meget tættere på borgerne, nemlig ude i kommunerne eller regionerne. Som tidligere regionsrådsmedlem ved jeg, hvad det giver, hvis medarbejderen, den pårørende eller patienten bliver taget med på råd. Det giver en helt anden indsigt i den problemstilling, man skal træffe beslutning om, og beslutningen bliver taget bedre imod, når den skal implementeres i arbejdsgangen. Derfor er det heller ikke en total revolution af vores bureaukrati, jeg forstår som en ny politisk kultur. For det kan lade sig gøre at træffe rigtig mange beslutninger i byrådene og regionsrådene. Men det skal være lettere. Der er brug for mere frihed og rum til at gøre det.