Randers har prøvet det, Horsens har, Esbjerg og flere andre har, og nu senest er det Odense. At få nok af diverse motorcykel- og andre banders vrangopfattelse af egen betydningsfuldhed og deraf følgende tilløb til selvbestaltet myndighedsudøvelse, senest eksemplificeret, da et mindre Black Army-slæng til Odense-borgmester Peter Rahbæk Juel sagde: ‘Du må godt være her. Vi vil bare lige give dig hånden.’

Bortset fra, at de naturligvis er et par naragtige spradebasser sådan at tro, at det er op til dem at tillade eller afvise en borgmesters tilstedeværelse på bestemte steder i egen by, så er det naturligvis nemmere at sidde og skrive sådan på tryg afstand, end det er at være fysisk omgivet, hvis ikke omringet, af intimiderende typer hvor man aldrig helt ved, hvad de kan finde på. Nærværende klummeskriver har selv engang i embeds medfør oplevet en mindre intens variant i forbindelse med en retssag, om hvilket det bedste at sige er, at den på tre måneder nær resulterede i tilsammen 80 års fængsel til de indblandede. Den slags uønsket selskab kan godt føles meget utrygt.

Des mere afgørende i situationen var det, at Peter Rahbæk Juel simpelthen beholdt hænderne i lommen og nægtede at give hånd. Igen  – det er en del nemmere at vælge den reaktion, når man overfaldes af facere, der vil prakke en et ny telefonabonnement på, eller en nyt el-leverandør eller bare et medlemskab indenfor godhedssegmentet, end det er at stå fast på sit overfor en bande, hvis rygmærke viser to korslagte Kalasjnikov-geværer. Men han gjorde det, og tak for det. En praktisk demonstration af, hvem der ikke bestemmer.

Men det har ikke været omkostningsfrit. Politibeskyttelse har, skønt hensigten er tryghedsskabende, også et element af noget utryghedsskabende over sig. Desuden inddrager det familien i problemet, og det øger alt andet lige presset.

Men presset går også den anden vej. Hvad enten de kaldes rocker-taskforcer eller bandespecialenheder, er samarbejder om at stresse rockere og andre bander en effektiv måde at demontere deres selvbillede. Måske ikke i første omgang for dem selv - det er de ikke nødvendigvis kvikke nok til - men i længden og overfor det rekrutteringsgrundlag af rodløse unge, som søger tilhørsforhold og status i bandemiljøet. Til dem er den bedste besked netop: ‘De bestemmer ikke en skid’, som Odense-borgmesteren statuerede i et interview til Berlingske.

‘Maksimal aktivering’ hedder et af tiltagene i det kommunale kodesprog, og det dækker over, at alt, hvad et jobcenter kan hitte på, bliver kastet efter bandemedlemmerne: samtaler og beskæftigelsestilbud, fremmødekontrol og hvad har vi. Foruden sanktioner af model nultolerance og med månedlig afrapportering til det politiske niveau, så alle også internt i kommunen er klar over, at det er alvor, det her. Det skal være så uattraktivt som overhovedet muligt at bære rygmærke.

Virker det så? Ja, det har virket i vekslende grader andre steder, og i Odense har sammenholdet mellem alle gode kræfter foreløbig båret igennem til, at tre Black Army-medlemmer for nylig blev dømt for at afpresse en række tatovører for beskyttelsespenge. Det falder ikke svært at forestille sig det mentale pres, det må have været at stå bag politianmeldelsen, men nogen gjorde det, og resten stod sammen med dem.

Med bandepakker med mulighed for opholdsforbud og uddrivelse af klubhuse er der kommet yderligere redskaber i værktøjskassen, som alt i alt bør give gode muligheder for at stresse en persongruppe, hvoraf rigtig mange har et så svageligt helbred, at de har fået deres læge til at skrive en erklæring om, at de ikke kan tåle at have en motorcykelhjelm på hovedet. Idet det naturligvis i virkeligheden handler om at flashe deres stammetilhørsforhold i form af tatoveringer og nakkedeller. De lægeerklæringer skal i øvrigt også ses efter i sømmene. Der er ikke noget, der skal være for nemt.