Kommunen.dk
MENU

Arbejdsløse unge er ikke et ligetil potentiale for arbejdskraft

I sidste uge pegede beskæftigelsesministeren på, at de unge udenfor beskæftigelse skal afhjælpe manglen på arbejdskraft. Dog har de ofte komplicerede udfordringer, som gør det svært at få dem aktiveret, understreger seniorforsker i Vive.

Arbejdsløse unge er ikke et ligetil potentiale for arbejdskraft

I sidste uge pegede beskæftigelsesministeren på, at de unge udenfor beskæftigelse skal afhjælpe manglen på arbejdskraft. Dog har de ofte komplicerede udfordringer, som gør det svært at få dem aktiveret, understreger seniorforsker i Vive.
- Nogle er uden for beskæftigelse, fordi de har mange udfordringer, andre er midlertidigt ledige, fordi de skal til at i gang med en uddannelse, siger seniorforsker ved Vive Iben Bolvig.
- Nogle er uden for beskæftigelse, fordi de har mange udfordringer, andre er midlertidigt ledige, fordi de skal til at i gang med en uddannelse, siger seniorforsker ved Vive Iben Bolvig.
Foto: Mads Jensen/Ritzau Scanpix

Landet mangler arbejdskraft i efterhånden de fleste offentlige sektorer, og kommunerne gisper efter ledige hænder, som kan lukke huller i vagtplaner i ældreplejen, sundhedsplejen og børnepasning. 

I sidste uge sagde beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) til Politiken, at unge uden for beskæftigelse og uddannelse skal være med til at løse de store udfordringer med rekruttering, et potentiale regeringen længe har ønsket at få forløst. 

Udtalelsen kom efter debatten om international rekruttering, som udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) har foreslået. Ane Halsboe-Jørgensen mener, at gruppen med unge er førsteprioritet.

Men  de ledige unge er ikke én til én et potentiale for arbejdskraft. 

Iben Bolvig, seniorforsker ved Vive med fokus på blandt andet udsatte og ledighed, peger på, at denne gruppe af mange årsager kan være vanskelig at få i beskæftigelse. 

- Potentialet kommer virkelig an på, hvem vi ser på. Nogle er uden for beskæftigelse, fordi de har mange udfordringer, andre er midlertidigt ledige, fordi de skal til at i gang med en uddannelse, siger seniorforskeren. 

Gruppen består af 43.000 unge, som er bredt sammensat, og ingen af dem har en ungdomsuddannelse. 

Der er oftest en grund til, at de ikke er i gang. De kan have en del risikofaktorer, det kan være højt fravær fra folkeskolen, kriminalitet og eller en baggrund i svære vilkår.

Staten ser gerne, at en stor del af dem færdiggør en ungdomsuddannelse, og dermed er der blot tale om et midlertidigt potentiale for arbejdskraft. 

Den anden del, som udgør ca. halvdelen, er på offentlig forsørgelse, mangler en plan for fremtiden og har været uden for beskæftigelse i længere tid. 

- Der er oftest en grund til, at de ikke er i gang. De kan have en del risikofaktorer, det kan være højt fravær fra folkeskolen, kriminalitet og eller en baggrund i svære vilkår, siger Iben Bolvig og fortsætter: 

- Nogle af dem kan godt have potentialet for at komme i arbejde, men det er ikke nødvendigvis så nemt. De har ofte udfordringer som gør, at de ikke bare er til at hive ind. Det er lidt friskt, hvis man siger, at alle de 43.000 udgør potentiel arbejdskraft, især når vi samtidig har som mål, at en stor del af dem skal tage en ungdomsuddannelse, siger Iben Bolvig. 

Hun peger på, at man kan overveje at slække på, hvor stor en andel af en ungdomsårgang der skal tage en ungdomsuddannelse og åbne op for, at der er andre veje for de unge at gå. 

Samtidig understreger hun, at der hverken er en let eller hurtig løsning på at få de sårbare af gruppen i beskæftigelse. 

Halvdelen uden en plan

Hvis man skal dele gruppen op, er der blandt de 18-24 årige ca. 41.500 ledige. Her er halvdelen på offentlig forsørgelse. 

- De fleste af disse er ledige og har dermed et beskæftigelsespotentiale lige nu - altså de har ikke umiddelbart andre forestående planer som fx uddannelsesstart. Det gælder dog kun hvis vi ser bort fra deres problematikker, for de har ofte en del udfordringer, og er den del af gruppen som er tungest at løfte, siger Iben Bolvig.

De kan komme med udfordringer såsom et højt skolefravær fra folkeskolen, nogle har ikke færdiggjort 9. klasse, de mangler motivation og har ofte helbredsproblemer, især psykiske problemer.

- De er tit mislykkedes mange gange, og mangler motivation til at komme i gang igen, siger Iben Bolvig. 

Ikke en ny udfordring

Som Kommunen.dk tidligere har afdækket, laves der forskellige initiativer i kommunerne, som skal få gruppen aktiveret. 

Senest et projekt fra Socialt Udviklingscenter (SUS), hvor man med “Kollektive Ungebudgetter”, ville give sårbare unge motivation ved at give dem indflydelse, mulighed for uforpligtende inspirationsbesøg i virksomheder og med et mini-projektlederforløb blive rustet til selv at bruge 15.000 kr. på det, de mente, var meningsfuldt for deres vej mod et arbejde.

- Vi taber dem igen og igen, og de får ikke den tilstrækkelige hjælp i hverken folkeskolen eller de sociale systemer. Når sådan en statistik ikke rykker sig over lang tid, kalder det på nytænkning. 

Sådan lød det fra Mathias Bruhn Lohmann, udviklingschef i SUS og chefkonsulent på projektet. 

- Vi skal gøre os nye erfaringer og snakke med målgruppen. Grundlæggende handler det her projekt om nyskabelse, indflydelse, ansvar og netværk. 

Projektet tog udgangspunkt i et forsøg i Aarhus Kommune, “Langtidsledige tager Teten”, som var et af de første af sin slags i Danmark, som arbejdede med borgerstyrede budgetter. 

Hvis man bliver bedre til at være fleksibel på begge sider af arbejdsmarkedet, så kan denne del af gruppen måske lukke flere huller.

Hvordan får vi forløst potentialet?

Hvordan, man får de passive unge i beskæftigelse, er ikke en simpel problematik, og det kræver systemer, hvor vi på arbejdsmarkedet kan rumme deres udfordringer og skabe rammer, som de kan trives i. 

Derudover har godt halvdelen af de unge formentlig planer om at starte på en uddannelse, så hvis de skal i spil på arbejdsmarkedet, så vil det kræve at en arbejdsgiver – for eksempel hvis de søger job som pædagogmedhjælper i en børnehave – vil acceptere, at de kun kan arbejde 2-3 måneder, vurderer Iben Bolvig.

- Hvis man bliver bedre til at være fleksibel på begge sider af arbejdsmarkedet, så kan denne del af gruppen måske lukke flere huller, siger seniorforskeren fra Vive.  

Iben Bolvig peger blandt andet på, at virksomhederne kan løfte en del af opgaven, hvis de kan rumme unge, som kan have en del udfordringer med i bagagen og hjælpe dem på rette vej. 

Derudover opfordrer hun uu-vejlederne til endnu større fokus på, hvad et meningsfuldt arbejde kan være, indtil en evt. studiestart. 

- Så kunne der være et potentiale for arbejdskraft der, men det er nemmere sagt end gjort. 

Iben Bolvig understreger, at vi formentligt ikke vil kunne finde tilstrækkelig arbejdskraft ved at aktivere gruppen, og at en kombination med udenlandsk arbejdskraft vil være både fornuftig og nødvendig. 

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.

Til toppen
GDPR