Unges mistrivsel og unge på kanten af samfundet er problemstillinger, som får mere og mere fokus på den politiske scene. 

Regeringen har i sit grundlag skrevet, at der skal findes nye veje og løsninger for at få de omtrent 45.000 unge i uddannelse eller job.

Hvert eneste år ender ca. syv pct. af en ungdomsårgang uden for beskæftigelse og uddannelse. Mange har ikke haft en fast hverdag siden folkeskolen og går fra den ene jobpraktik til det næste møde på jobcentret og til forløb, som aldrig får dem tættere på en fast hverdag. 

Regeringen vil have forløst en stor del af gruppens potentiale. For selvom de unge ofte er sårbare og socialt isolerede, kan de potentielt blive en stor ressource på vores arbejdsmarked. Spørgsmålet er, hvordan man når dem, fastholder deres  motivation og ikke mindst får dem i en langsigtet beskæftigelse. 

- Vi taber dem igen og igen, og de får ikke den tilstrækkelige hjælp i hverken folkeskolen eller de sociale systemer. Når sådan en statistik ikke rykker sig over lang tid, kalder det på nytænkning, mener Mathias Bruhn Lohmann. 

Han udviklingschef hos Socialt Udviklingscenter (SUS), som står i spidsen for et nyt forsøg i samarbejde med Randers og Herning Kommune. 

Her vil man forsøge at flytte de unge på kanten fra en position som passive borgere i samfundet til at være ansatte med en stabil hverdag. Det er dog en overgang, som mange kommuner kæmper med. Det nye forsøg “Kollektive Ungebudgetter” undersøger, hvordan man lykkes med det. 

Mathias Bruhn Lohmann er chefkonsulent for projektet. Han mener, at det er på tide, at vi tester, om vi skal bryde med vores gamle metoder, når det gælder denne målgruppe. 

- Vi skal gøre os nye erfaringer og snakke med målgruppen. Grundlæggende handler det her projekt om nyskabelse, indflydelse, ansvar og netværk, siger han. 

Hensigten er at skabe motivation ved at give styringen til de unge selv. De unge skal selv være herrer over, hvilken retning de skal gå for at komme i beskæftigelse på langt sigt.

De får indflydelse, mulighed for uforpligtende inspirationsbesøg i virksomheder og bliver med et mini-projektlederforløb rustet til selv at bruge 15.000 kr. på det, de mener, er meningsfuldt for deres vej mod et arbejde. 

Tunge at flytte

Ud af hele gruppen af unge, som hvert år ender uden for samfundet, udgør målgruppen for forsøgsprojektet, de aktivitetsparate unge på offentlig ydelse, ca. 15.000 unge på tværs af landet. 

Der kan ligge et stort potentiale for fremtidige skatteborgere, men målgruppen har ofte udfordringer, som gør det vanskeligt at få dem i arbejde. 

Iben Bolvig, seniorforsker ved Vive med erfaring inden for beskæftigelsesområdet samt social- og sundhedsområdet, forklarer, at gruppen er svær at flytte. 

- Mange har formentligt været uden for beskæftigelse i mere end et år, og de er ofte på offentlig forsørgelse i lang tid, så de er nogle af de tungeste at flytte på. Der er en stor gevinst, hvis man kan ændre deres livsbane, siger hun og fortsætter:  

- Det vil være realistisk at flytte nogle af dem, men ikke hele gruppen. Dem, hvor mangel på motivation er det største problem, kan man nok nærmere nå i et forsøg som dette end dem, som har permanente funktionsnedsættelser. 

Hun peger på, at for dem, hvor manglende motivation er den største udfordring, kan de succesoplevelser, som projektet kan give, være et skub i den rigtige retning. 

- De 15.000 kr. er i sig selv en lille udgift. Hvis det kan få de unge væk fra offentlig forsørgelse og en masse sagsbehandling, så er det en relativt billig investering, hvis man kigger på potentialet, siger hun og tilføjer: 

- Det kan være svært at sige, præcis hvor mange man skal flytte for at sige, at forsøget er en succes. Men det er klart, at man slet ikke ville rykke noget, hvis man ikke forsøgte sig med nye metoder.

Tid til forandring

Maria Sparrewath er tovholder for forsøget i Randers, og hun så tilbuddet om at deltage i forsøget som en mulighed for at skabe positiv forandring.

- Ingen kommuner har endnu knækket koden på udfordringen, så det har en stor interesse at se nærmere på, hvad vi kan gøre. Her giver det mening, at de unge deltager, og at kommunen kigger på sin egen praksis, siger hun. 

Ofte har de unge andre udfordringer end blot at være uden for beskæftigelse, og ifølge Maria Sparrewath er det på tide, at de problemstillinger inkluderes i metoderne til at motivere målgruppen.

- Man har meget lidt oppe at vende omkring de unges sårbarhed, når de har sammensatte problemstillinger. Vi kommer til at kigge på ledighed som det centrale problem og tager udgangspunkt i, at de unge er velfungerende og ikke personer med fx psykisk sårbarhed, siger hun og fortsætter:

- Her spørger vi de unge: Hvis I selv kan styre et budget i samspil med andre, hvor vil I så styre jer selv hen? 

Uforpligtende kaffe

Virksomhedsbesøg er et centralt element i forsøget. Fra at få presset en praktikstart ned over hovedet, når de unge besøger virksomhederne, får de i den såkaldte “oplevelsesfase” mulighed for at møde udøvende i forskellige erhverv, alt fra en kunstner til daginstitution, elektriker og tatovør. 

Centralt er det, at virksomhederne har haft “oplevelsesværter”, der viser de unge hverdagen i deres virksomhed. 

Ifølge Mathias Bruhn Lohmann har det lettet et pres, at virksomhedsbesøgene ikke har haft fokus på praktik, men derimod handlet om, at de unge skulle få inspiration og indsigt. 

- Når man tænker over det, så er det jo skørt, at der ikke allerede er mulighed for de her mere frie besøg. At drikke kaffe med nogen, tage en snak, at lære nogen at kende. Vi ved jo, at det faktisk er gennem relationer, folk kommer i arbejde, så det er virkelig på høje tid, at vi tænker det ind som en naturlig del af beskæftigelsesindsatserne, siger han. 

Ny metode 

Projektet tager udgangspunkt i et lignende fra Aarhus Kommune, “Langtidsledige tager teten”, hvor der blev sat borgerstyrede budgetter til rådighed, og her var Mathias Bruhn Lohmann også med. Han understreger, at mens vi ikke har stor erfaring med borgerstyrede budgetter i Danmark, kan man se gode resultater fra udlandet. 

- Vi bygger på en bevægelse, hvor man tænker i borgerstyrede budgetter. Vi startede modellen her i Danmark med bl.a. “Langtidsledige tager teten”. Denne tankegang er vokset i udlandet, men er stadig relativt lille herhjemme. Men vi tror virkelig på den her model, siger han. 

Han forklarer, at det dels handler om, at der er en pulje penge til de unge, men også om at sende et signal om tillid og indflydelse. 

- De styrer, hvad pengene skal bruges på, for vi tror på, at de selv kan være de bedste til at finde vejen hen mod en fast tilknytning til arbejdsmarkedet, siger han. 

Den anden del handler om det relationelle og om fællesskab med borgerstyrede budgetter i små grupper, hvor det er centralt, at de unge ikke står alene med opgaven, men får trænet  sociale kompetencer. 

- Mange af dem er socialt isolerede og lider af social angst, så det kan være godt for dem at blive tvunget ind i et fællesskab og forholde sig til andre, siger Mathias Bruhn Lohmann. 

I Randers Kommune håber man på, at de unge går sammen i grupper og laver en fælles pulje til et større projekt, så de kan bygge relationer og hjælpe hinanden. Det fortæller Maria Sparrewath. 

- For nogle af de deltagende er det fedt at få så meget ansvar, for nogle er det meget skræmmende, og her er vores opgave at understøtte begge grupper. Drømmen er, at de vil lave puljer sammen, så de opnår fællesskab, og at de sikrer pengene til noget, som kan få dem endegyldigt videre. 

Erfaringer og læring centralt

Løbende vil man evaluere og justere projektet. Målet er at se, hvilke faser der virker, og hvor de unge står af. 

Chefkonsulent Mathias Bruhn Lohmann understreger, at projektet er sat til at skulle køre i to runder, så man kan gøre sig nogle erfaringer og justere efter de muligheder og begrænsninger, som dukker op. 

- Vi ved endnu ikke, hvordan de unge har oplevet de forskellige faser, da de stadig er i gang. Nogle har sat rigtig meget pris på oplevelsesfasen, mens andre er stået lidt af på  tilbuddet om en mini-projektlederuddannelse. Det skal vi tage ved lære af og overveje, om vi lægger for meget på dem. På den ene side insisterer vi på, at de unge selv får ansvaret. På den anden side skal det skrues sammen, så de bliver ved med at møde op og kan se meningen med det, siger han og fortsætter: 

- Vi undersøger i virkeligheden, hvad vi kan skabe af resultater for så udsat en gruppe. Hvad virker? Er oplevelsesværterne det mest centrale? Budgetterne? Eller håndsrækningen og samarbejdet med de unge? :