AI skal styrke medarbejderne i kommunen, ikke erstatte dem
AI skal styrke medarbejderne i kommunen, ikke erstatte dem

Dette er et debatindlæg og udtrykker alene skribentens holdninger.
Har du selv et debatindlæg inden for Kommunen.dk’s interesseområder, kan du sende det til debatognavnekommunen.dk
Mandag Morgen skrev for nylig, at erhvervslivet ejer fortællingen om kunstig intelligens – og det er et narrativ, der er centreret om vækst, produktivitet og innovation: AI er motoren, der skal drive Danmark og verden fremad – både i erhvervslivet og i den offentlige sektor. I min optik er det en meget unuanceret fortælling.
Når snakken om AI reduceres til bundlinje og besparelsespotentialer, risikerer vi at overse noget helt centralt, i hvert fald i den offentlige sektor – og ikke mindst i kommunerne: At mødet mellem medarbejder og borger skal være præget af tillid. Tillid til, at kommunen træffer de rigtige og forklarlige beslutninger. Der må ikke opstå en oplevelse af, at teknologien har trumfen.
AI er en af de største forandringer på arbejdsmarkedet i mange år. Og derfor er vi nødt til at tage styringen på, hvordan vi bruger den. Hvilken teknologi, vi vil bruge? Hvornår? Med hvilke effekter?
Understøtte, ikke overtage
For mig er linjen krystalklar: AI skal være en makker, aldrig en erstatning. Digitale værktøjer skal understøtte arbejdet, ikke overtage det. Når et system peger på manglende bilag i en byggesag, får sagsbehandleren mere tid til de rigtige afvejninger og til at give borgeren en forklaring, der kan forstås.
Når AI lynhurtigt hjælper juristen med overblik over tidligere afgørelser, kan der træffes beslutninger baseret på langt bredere erfaringsgrundlag, end en enkelt person nogensinde kan opnå. Og når AI optimerer køreruterne for personalet i ældreplejen, får de mere tid hos den enkelte borger. Det er sådan teknologien giver mening. Ikke som magi. Men som et redskab, der skaber bedre information, hurtigere forberedelse – og mere nærvær i mødet med borgeren.
Det, vi til gengæld aldrig må gøre, er at overlade dømmekraften til algoritmer. Når en afgørelse griber ind i borgernes rettigheder, skal der altid stå et menneske bag. Og borgeren har krav på et klart svar: Hvad talte mest? Hvilke oplysninger blev lagt til grund? Hvordan blev skønnet brugt? Hvis vi ikke kan forklare det, underminerer vi ikke bare tilliden til systemet, men til kommunen som helhed.
KV25 bliver lakmusprøve
Derfor er det også et problem, at erhvervslivet og teknologerne fylder det meste i debatten. Fagbevægelsen skal fylde mere. Lederne skal tage det store ansvar på sig. Vi skylder medarbejderne at tage deres erfaringer og ideer med ind i udviklingen. Ellers ender vi med løsninger, der ser imponerende ud på PowerPoint – men falder sammen, når de rammer virkeligheden.
Kommunalvalget den 18. november 2025 bliver en lakmusprøve. Kandidaterne bør forholde sig til, hvordan vi bruger AI i kommunerne. Og her er mit budskab enkelt: Start med de regelstyrede og mekaniske opgaver, hvor teknologien kan lette sagsforberedelsen. Brug AI til at forberede og foreslå – men lad altid mennesker træffe beslutningerne og tage ansvaret. Og rul først løsningerne ud, når rammer, data og kompetencer er på plads.
Jeg vil samtidig opfordre kommunalpolitikere, kommunaldirektører og tillidsrepræsentanter til at tage ejerskab over fortællingen om AI. Fortæl åbent om erfaringerne. Hvor teknologien faktisk lettede arbejdet, gav færre fejl og bedre forklaringer. Og vær lige så åbne om de steder, hvor I valgte teknologien fra – fordi datakvalitet, forklarlighed eller hensynet til GDPR gjorde det nødvendigt. Den ærlighed er afgørende. Den gør os klogere. Og den giver borgerne den indsigt, de har krav på.
Som formand for Djøf er min tilgang klar: AI må aldrig blive en undskyldning for at skære i bemandingen og presse medarbejderne yderligere. Den skal bruges til at gøre medarbejderne stærkere og løfte kvaliteten for borgerne.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.