Mens disse linjer skrives, ser de 98 indgåede konstitueringer ud til at holde. De farceagtige forløb i flere kommuner for fire år siden, hvor den ene efter den anden udråbte sig selv til borgmester, er faktisk ikke blevet gentaget. Ikke at byrådene valgte at formulere en ’code of conduct’, men formaninger fra ministre og forskere om at holde indgåede aftaler ser ud til at være trængt ind.

Men, men, men: De aktuelle fordelinger af magten rummer stadig en række aftalebrud – blot af aftaler, der lå forud for valgaftenen. I Allerød valgte Venstres spidskandidat John Køhler at se stort på sin aftale med De Konservative om, at det største parti skulle have borgmesterposten. Køhler kunne derefter manøvrere sig i borgmesterstilling på støtte fra DF, R og den røde blok. Så mens Erik Lund (K) rasede, kunne Køhler tænke tilbage på, hvordan han i spidsen for en lignende aftale i 2009 selv blev snydt – først af S, siden af K. DF fortrød siden sit aftalesvigt og efterlod Køhler-alliancen i en lidt mere snæver tilstand.

På Samsø havde den nye S-borgmester Marcel Maijer ganske vist først peget på Jørn Nissen (K), da han tog imod et tilbud om selv at få posten med støtte fra Venstre. Men tilsyneladende lå der intet underskrevet aftalepapir, der pludselig blev værdiløst. Enhver politisk forhandling må rumme elementer af følere og sonderinger, men efter alt at dømme har forhandlingslederne tøvet med at skrive under, før de har følt sig sikre på, at alle andre muligheder var udtømt.

En Søren Pape-løsning

I Hillerød er den nye konservative borgmester Dorte Meldgaard også kommet til fadet efter, hvad hendes borgerlige aftalepartnere opfatter som brud på en aftale før valget mellem V, K, LA, DF og PetersenListen. Meldgaard fik posten i det, der kunne ligne en Søren Pape Poulsen-løsning: Blå borgmester på røde stemmer. Den samme konstruktion sås i den før så røde kommune Lolland, hvor en konservativ – godsejer såmænd – nu skal regere på rød støtte: Her havde Marie Louise Friedrichsen til gengæld ikke indgået nogen borgerlig aftale, der først skulle brydes, så hun stod frit.

Det nyeste aftalebrud – vel at mærke stadig fra før valget – sås i Hvidovre, hvor DF’s Mikkel Dencker tolkede en borgerlig-lokalliste-aftale sådan, at største parti burde få borgmesterposten, men det mente de andre aftaleparter ikke, og så røg den aftale. På den baggrund skiftede DF blok og solgte sin støtte til S-SF for frikadeller i børnehaverne og juletræ på torvet.

I Region Hovedstaden var det den nye formand, Sophie Hæstorp Andersen (S), der måtte stå for skud: EL blev tredjestørste parti og forventede en musketered med S overholdt. Det blev den åbenbart ikke, for S konstituerede sig ikke blot med SF-R, men også med K-DF. EL ville vente med at aftale, til alle stemmer var talt op, og så var det løb kørt.

Forløbet rummer samtidig eksempler på partiledere, der afviste fristelser til aftalebrud. I Sorø takkede Rolf Clausen (V) nej til at blive borgmester på røde stemmer – og holdt fast i den borgerlige aftale om fornyelse, der gav posten til Gert Jørgensen (K).

Også i Ringkøbing-Skjern kunne en aftale, der holdt, fremhæves som en politisk faktor, der lokalt i øvrigt fastholdt den V-borgmester, der havde mistet sit absolutte flertal. Her tog DF sig øjensynlig betalt – for at holde sin aftale, forstås – derved, at partiet har kunnet pege på, hvilke partier der skal inviteres indenfor i den politiske varme. Og det er vel også noget, når de nu ikke fandt på noget med traditionelle danske retter i børneinstitutionerne.