Jura er principielt en følelsesforladt affære. Jura handler ikke om, hvem det er synd for, eller hvem der er flink eller det modsatte; det handler om, hvad man har krav på og/eller ret til ifølge bestemmelser, der er ens for alle. Lighed for loven. Loven, ikke sympatier. Og lighed. Det skal være ens for alle, så man ved, hvad man kan regne med.

At være forældre er det stik modsatte. Her er der i den grad følelser på spil, og det handler i allerhøjeste grad om at være 100 procent på sine børns side. De skal vide, at de altid kan regne med deres forældre.

Uangribelige principper i begge tilfælde - sidstnævnte dog kun på hjemmebane, i familien. På udebane, i det offentlige rum, tager juraen over, som det tidligere på måneden blev eksemplificeret af to politimyndigheder i hver sin ende af landet. De nåede til samme resultat i to sager, der ganske vist intet som helst har med hinanden at gøre, men som alligevel ligner hinanden en hel del, blandt andet derved, at de aldrig skulle have været sager for politiet.

I den ene, fra Jammerbugt i Nordjylland, var det en gruppe af forældre til handicappede børn, som anmeldte tre navngivne embedsmænd, en udvalgsformand samt borgmesteren for overtrædelse af både straffeloven, retssikkerhedsloven og serviceloven. Og resten af byrådet for meddelagtighed. Vel nærmest en helgardering, idet beskyldningen var, at kommunen ‘forhaler og fejlbehandler sager med vilje’, som en af forældrene sagde til TV2 Nord med henvisning til antallet af omgjorte sager i Ankestyrelsen. Her indtog Jammerbugt en lidet flatterende plads i ‘bund-5’ i en opgørelse over ukorrekt behandlede sager i perioden 2013-2016.

I den anden sag, fra Nordfyn, var det et enkelt forældrepar, også til et handicappet barn, som anmeldte borgmesteren, hele byrådet og flere embedsmænd. Ligesom den første sag handlede det om forældrenes utilfredshed med for ringe eller forkert indsats, og den juridiske tilgang i form af politianmeldelsen var bare endnu en måde at forsøge at trænge igennem med sine synspunkter på. Et udtryk for afmagt.

‘Vi kan ikke trænge igennem længere’, lød det fra forældregruppen i Nordjylland, og forældreparret på Fyn henviste til, at de ‘ikke ad dialogens vej kan komme igennem systemet’. Løsningen - en politianmeldelse  - var bare ikke nogen løsning.

I begge kommuner reagerede de anmeldte personer enten afventende eller slet ikke  - og i begge tilfælde med rette. Efter få ugers undersøgelser af de to sager afviste henholdsvis Nordjyllands Politi og Fyns Politi at indlede en egentlig efterforskning, og begrundelserne levede i den grad op til kravet om lighed for loven: De var identiske.

Politiet efterforsker kun sager, hvor der er en rimelig formodning om, at der er begået noget strafbart, lød beskeden fra begge politimyndigheder - med tilføjelsen, at det mente de ikke der var tale om her.

Både i Nordjylland og på Fyn har de således afviste forældre bebudet, at de vil gå videre med hver deres sag og få den vurderet af næste instans, Statsadvokaten. Ombudsmanden er også blevet nævnt, og uden at foregribe disse myndigheders afgørelser forekommer det rimeligt at betragte klagerne som først og fremmest endnu et udtryk for den afmagt, forældrene i begge sager føler overfor ‘systemet’. Det system, som de, når de juridiske muligheder er udtømt, er nødt til at vende tilbage til.

På en måde ligner det lidt, hvad en række byråd og et enkelt regionsråd har oplevet over de senere år, når følsomme oplysninger er blevet lækket til medierne. Her kan en politianmeldelse også ses som et udtryk for afmagt over et politisk klima, der ikke formår at opretholde fortrolighed, og selvom der i de tilfælde ikke var tvivl om, at der var begået noget strafbart, så har efterforskningen ikke ledt frem til den eller de skyldige.

Også her gælder det, at når de juridiske muligheder er udtømt, er de, der føler sig forurettede, nødt til at vende tilbage til netop dem, de var oppe imod. Omvejen over juraen er og bliver en nødløsning.