Borgerne kan i mange kommuner stille spørgsmål til byrådet forud for møderne. I Roskilde i sin tid var spørgetiden begrænset til højst en halv time – og fem minutter for den enkelte spørger. Skævinge havde tidligere en åben model, hvor man uden at have meldt sin ankomst kunne møde op og bare spørge – endda med mulighed for uddybende spørgsmål. Det blev ikke linjen i Hillerød, hvor spørgelystne dengang måtte formulere deres spørgsmål inden klokken 12 dagen før, og hvor man måtte finde sig i ét svar og så slut.

Man fornemmer, at det med borgerne ikke skal tage overhånd. I Randers oplevede daværende borgmester Michael Aastrup Jensen (V) engang, hvordan én borger sendte 27 spørgsmål – med 100 sider bilag – om sin nabos udstykning ind til spørgetiden. En sag, der ikke var administrativt behandlet og risikerede at kvæle spørgeordningen.

I Kolding har spørgetiden siden ’98 været lukket i fire måneder op til et valg, hvor politikernes dyrebare tid skulle beskyttes mod vælgernes – i valgår altid stigende – tilbøjelighed til at konfrontere de valgte med virkeligheden. I marts kom borgmester Jørn Pedersen (V) galt af sted, da han først egenhændigt suspenderede spørgetiden for at forhindre spidskandidaten fra EL i at tage ordet. Spørgetiden var ikke tænkt som en politisk platform, lød det, og det gav hug. Udemokratisk eller ej, spærretid bliver der dog igen fra juli.

I Odsherred dekreterede borgmester Thomas Adelskov (S) i sidste uge, at punktet ’Meddelelser fra formanden’ nu ikke skulle kunne bruges af andre end netop formanden. Adelskov, der tidligere havde tilladt de andres spørgsmål og synspunkter dér, frygtede nu, at meddelelsespunktet kunne blive mødets længste.

Det gav en – ironisk nok – længere debat, hvor V-spids Morten Egeskov kritiserede, at Adelskov i hans øjne blot ville reservere sig selv muligheden for at komme med statements. Web-tv fra mødet bevidner en stigende irritation hos en ærgerlig Adelskov, der kaldte debatten kedelig og ligegyldig proceduresnak og frabad sig et fast punkt til drillerier og uforberedte debatter.

På Facebook undrer Helge Fredslund (V) sig over argumentet om, at punktet ikke skulle bruges til at drive politik… for er det ikke netop dét, politikerne er valgt til? Og V fastholdt, at også andre end borgmesteren må kunne komme med vigtige – også politiske – oplysninger før mødet.

Og mens borgmestre fra hver deres parti og hver deres ende af dagsordenen vil begrænse mængden af ukontrollerede ytringer, lukkes der fra august tilsvarende op på Christiansborg, hvor der efter britisk forbillede skal en mere levende debatform til. Helle Thorning-Schmidt (S) går i direkte duel med andre partiledere. Formand Mogens Lykketoft (S) vil tilnærme sig spørgetiden i Underhuset og drømmer om en mere principiel og livlig diskussion.

Mange kommuner skal roses for demokratiske initiativer, politiske cafeer, borgermøder og debatter på sociale medier – men vi har til gode at se den konstruktive praksis, hvor stigende debatlyst under udsigten til valg ikke betragtes som et problem, men som en demokratisk styrke.

Jo mere tid, bedre rammer og måske en moderator til spontan og aldeles uforberedt debat, jo nemmere at beskytte politikernes arbejde, der rummer mange seriøst forberedte beslutninger. Politiske veteraners ærgrelse over, at der ’går politik i den’ må stadig undre udenforstående, der kun sjældent nærmer sig kommunalpolitisk debat – eller mangel på samme.