Vin, veteranbil og restaurantbesøg: Bostedsejer hævede millionløn og brugte skattekroner privat
Vin, veteranbil og restaurantbesøg: Bostedsejer hævede millionløn og brugte skattekroner privat

I den nordjyske by Tylstrup ligger bostedet NordCare for unge og voksne, der har oplevet omsorgsssvigt, har personlighedsforstyrrelser eller har autisme.
Ifølge ejeren leverer de et succesfuldt tilbud, som er skræddersyet beboerne og løser opgaver, som andre har givet op på.
Men NordCare har opkrævet flere skattekroner af kommuner, end det burde. Tilmed er skattekroner gået til private indkøb og millionlønninger.
Med kommunale kroner har leder og ejer Morten Geisnæs købt vin, veteranbil, jagttøj, hundefoder, private restaurantbesøg, og gennem flere år udbetalt høje lønninger til sig selv.
Det viser en række dokumenter, som Kommunen.dk og Politiken har gennemgået.
Socialtilsynet har tidligere overvejet at lukke stedet og kalder forvaltningen af offentlige midler "uacceptabel". Professor i økonomistyring på Aalborg Universitet Per Nikolaj Bukh vurderer, at sagen er alvorlig.
- Der er foregået nogle meget usædvanlige og uforståelige brud på lovgivningen, og ejerlederen har beriget sig selv på en måde, der ligger udenfor de muligheder, der gives i tilsynslovgivningen og den sociale lovgivning.
Morten Geisnæs har ikke ønsket at kommentere kritikken fra professoren, men afviser dele af tilsynets konklusioner, og erkender kun delvist at have forvaltet offentlige midler uansvarligt.
- Nogle af de her poster her kan jeg godt se nu, at det selvfølgelig ikke er en forvaltning af offentlige midler på en forsvarlig måde, siger han og understreger, at NordCare leverer en god service.
- Borgerne har fået det, de skal have, siger han til Kommunen.dk og Politiken.
Kommuner bonnet til overpris
Morten Geisnæs er stifter af flere firmaer og i 2018 oprettede han NordCare, der med sine fire pladser og kun tre beboere er et relativt lille tilbud.
I flere år har bostedet leveret overskud, og i de seneste tilsynsrapporter er der flere positive udsagn fra tilsynet.
Men i 2023 i forbindelse med tilsynets sædvanlige gennemgang af økonomien dukker flere alvorlige forhold op.
Tilsynet kan blandt andet konstatere, at de tre kommuner med borgere på bostedet, bliver opkrævet beløb, der ikke “afspejler den indsats, som tilbuddet leverer”.
Tilsynets beregning viser, at kommuner har betalt 36 pct. for meget, fordi NordCare ikke stillede med det personale, som de havde forpligtet sig til og opkrævet kommunerne for.
Af dokumenterne fremgår det, at NordCare skulle levere 13,5 årsværk, men blot leverede 9,1. Forklaringen var, at Morten Geisnæs lod sit eget arbejde tælle minimum dobbelt, fremgår det af tilsynsdokumenter.
“Socialtilsynet oplyses om, at han ud over leder, indgik både som borgerrettet personale og administrativt og teknisk personale. Dette betød, at Morten Geisnæs indgik med minimum 2 årsværk i budgettet.”
Også Morten Geisnæs ægtefælle har talt ekstra, forklarer Morten Geisnæs.
- Det er jo også fordi, at jeg har arbejdet meget, meget mere, og det har min hustru - eller ægtefælle, som I kalder det - også. Men det har vi så fundet ud af, at det tæller ikke, siger han.
Han mener dog ikke, at han har overbudgetteret. Alligevel valgte han at indgå forlig for i alt 875.000 kroner med anbringende kommuner.
Han forklarer, at det skete for at beholde tilbuddets godkendelse. For at overleve, forklarer han.
Når nu du har tilbagebetalt 875.000 kroner til kommunerne, er det så ikke et udtryk for, at prisen har været for høj?
- Nej, det er ikke det samme, som at jeg synes, at jeg har taget for meget. Det er, fordi socialtilsynet har sagt, at jeg skal gøre det her ift. at fortsætte godkendelsen, siger han.
Millionløn til leder
At Morten Geisnæs har varetaget flere stillinger på NordCare har ifølge dokumenterne i sagen også været en af grundene til hans, ifølge tilsynet, “usædvanligt høje løn”.
Tilsynet opdagede, at Morten Geisnæs havde udbetalt i alt 1,3 mio. kr. i løn til sig selv i 2022, hvor han var godkendt til en løn på 600.000 kr.
Da Socialtilsyn Midt indledte sagen om at sanktionere bostedet, havde Morten Geisnæs allerede udbetalt over en million kr. til sig selv i løn for de første ti måneder af 2023.
Det blev dog senere reduceret efter en tilbagebetaling.
“Det er socialtilsynets vurdering, at tilbuddet er uforholdsmæssigt dyrt, og at tilbuddets kapitalejer aflønnes med en usædvanlig høj lederløn,” lyder det i tilsynets konklusioner.
I alt har Morten Geisnæs, efter at have tilbagebetalt en del af sin løn i 2023, udbetalt tre mio. kr. i løn til sig selv i perioden 2021-2023.
Ligeledes har hans ægtefælle ifølge tilsynet haft en høj løn.
Nogle af de her poster her kan jeg godt se nu, at det selvfølgelig ikke er en forvaltning af offentlige midler på en forsvarlig måde
Per Nikolaj Bukh mener, at leders løn er kritisabel.
- Det er klart, at lønnen er markant større, end ved sammenlignelige tilbud. 1,3 mio. kr. er totalt uden for skiven for et lille tilbud, der kun har tre beboere. Det er der ingen tvivl om, siger han.
Morten Geisnæs forklarer dog, at udbetalingen af løn på 1,3 mio. kr. også skyldes, at han ikke fik udbetalt løn de første 2,5 år efter oprettelsen af NordCare.
Men det argument affejer tilsynet:
- Det er sådan set ligegyldigt, fordi man kan ikke sige, at tilbuddet skylder løn, siger tilsynschef Ulla B. Andersen.
Morten Geisnæs lægger ansvaret for den uansvarlige forvaltning af offentlige midler og udbetaling af løn over på NordCares revisor. Han mener, at revisor skulle have sikret, at lønnen overholdt reglerne. Adspurgt om, han ikke selv burde have sat sig ind i reglerne svarer han:
- Nej, det er simpelthen min statsautoriserede revisor, der skal det. Jeg kan ikke både sætte mig ind i lov om magtanvendelser, pædagogiske metoder og mit personale og så samtidig... Det er sgu revisoren, der skal holde styr på det, siger Geisnæs.
Adspurgt om det forhold forklarer statsautoriseret revisor i Attiri Jesper Ovesen, at han ikke kan udtale sig i sagen.
- Jeg er underlagt tavshedspligt, så jeg må ikke udtale mig om kundeforhold, siger han.
Socialtilsyn Midt vurderer dog, at Morten Geisnæs ikke kan “lægge skylden” over på tilbuddets revisor eller på dårlig rådgivning, fremgår det af en aktindsigt.
Nej, en halv million koster alle biler sgu da nu om dage, hvis du skal have en plugin. Vi skal jo tænke på miljøet,
Indkøb af vin og restaurantregninger
En række fakturarer og bilag, som Kommunen.dk og Politiken har fået aktindsigt i, viser desuden, hvordan Morten Geisnæs i 2023 har brugt skattekroner på en række indkøb af vin og restaurantbesøg, som tilsynet er stærkt kritiske overfor.
Fakturaer viser køb af vin og spiritus for samlet 77.314 kr. på blot fem måneder.
Desuden har NordCare også betalt for restaurantbesøg i 2023 for cirka 27.000 kr. Det gælder blandt andet besøg på restauranterne Pingvin og Provence, der begge ligger i Aalborg.
Indkøbene og restaurantbesøgene har mødt kritik fra Socialtilsyn Midt, der konkluderer, at det er “uvedkommende udgifter” for tilbuddet.
Morten Geisnæs erkender overfor Kommunen.dk og Politiken, at omfanget af vin var for stort og forklarer, at noget blev købt som kompensation til ansatte, der arbejder overtimer og andet skulle bruges til et personalearrangement:
- Der er nok købt lidt rigeligt vin til det personalearrangement, vi skulle have, siger han.
Han har tilbagebetalt omkring 41.000 kr. af vinudgiften og desuden tilbagebetalt omkring 8.000 kr. for tre restaurantbesøg, som han erkender var private.
Ét af dem var besøget på Pingvin med sin kone og en medarbejder, som de endte med at bruge næsten 2.000 kr på.
Resten af besøgene har ikke været private og altid været med borgere til stede, så de kunne få “social træning", forklarer han.
Foto: Claus Bjørn Larsen, Politiken
Fri bil og veteranbil til borger
NordCare møder også kritik for at have købt en veteranbil af mærket Austin A125 fra 1952 til 117.000 kr, som en aktivitet for en borger.
Morten Geisnæs forklarer, at en af beboerne drømte om at blive lokomotivfører, at han var interesseret i fotografi, og det derfor gav mening at købe veteranbilen, så beboeren kunne være med til bryllupskørsler.
Det skete én gang.
Og NordCare tjente 3.500 kr for kørslen, oplyser Morten Geisnæs. Men Socialtilsyn Midt mener ikke, at købet af veteranbilen hører til på et bosted. Det var ikke forsvarlig forvaltning af offentlige midler.
- Det var ikke hensigtsmæssigt. Begrundelsen, der blev givet over for os, var at beboeren havde interesse for at fotografere. Med veteranbiler kan man jo bare tage på udstilling, siger tilsynchef Ulla B. Andersen.
Morten Geisnæs er uenig. Alligevel har han efter tilsynets kritik solgt bilen til sig selv for 100.000 kr for at tilbagebetale midlerne til bostedet.
- Jo, det har jeg gjort. For det var jo tilsynets krav. Men jeg holder stadig fast i, at den havde et rigtig godt pædagogisk formål, siger han.
Af dokumenter som Kommunen.dk har fået aktindsigt i, fremgår det dog, at NordCare slet ikke er godkendt som et aktivitetstilbud. Tilsynschef Ulla B. Andersen forklarer, at købet ikke var i orden.
- I hvert fald får vi også understreget pointen om, at det ikke var til beboernes behov med den veteranbil, når han selv har købt den.”
Men det er ikke den eneste bil, som tilbuddet har købt.
NordCare sørger nemlig for at stille fri bil til rådighed for både Morten Geisnæs og hans kone. Selv kører han i en Toyota Plugin Hybrid RAV4, der af NordCare blev indkøbt til næsten en halv million.
Morten Geisnæs afviser, at det er i overkanten til et bosted.
- Nej, en halv million koster alle biler sgu da nu om dage, hvis du skal have en plugin. Vi skal jo tænke på miljøet, svarer han.
De frie biler er et forhold, som socialtilsynet mener, er med til at gøre bostedet “uforholdsmæssigt dyrt”.
“Lempelig tilgang til sandheden”
I forbindelse med at tilsynet i 2023 opdager de mange kritisable forhold i økonomien, støder de også på et nyt problem.
De konstaterer nemlig, at Morten Geisnæs “ikke har til hensigt at følge gældende lovgivning”, og at han har en “lempelig tilgang til sandheden”.
Overfor tilsynet havde Morten Geisnæs nemlig ikke oplyst, flere bestyrelsesmedlemmer var nære kontakter, og at der faktisk heller ikke blev afholdt bestyrelsesmøder.
Morten Geisnæs erkender fejlen og fortryder.
- Ja, selvfølgelig fortryder jeg det. Ja, ja
Hvad ville du have gjort anderledes, hvis du kigger tilbage på det her forløb?
- Der ville jeg nok have holdt min bestyrelsesformand mere op på at få holdt de møder, vi skulle, selv om alting gik godt, siger han.
Tidligere bestyrelsesformand Claus Ræbild Jensen, der er fysioterapeut, driver også et lille ejendomsfirma sammen med Morten Geisnæs. Han har desuden udført fysioterapi for flere beboere på NordCare.
Han erkender ikke at have levet op til sit ansvar om at sikre, at NordCare blev drevet hensigtsmæssigt. Adspurgt om lønnen og indkøb af blandt andet vin og restaurantbesøg, forklarer han, at han ikke var bekendt med omfanget.
- Det må stå for den daglige leders egen regning. Jeg har ikke nogen kommentar til det.
Han forklarer, at han tiltrådte som formand som en vennetjeneste, og at han ikke vidste, hvordan selskabet blev drevet.
- Jeg burde måske have haft noget mere interesse i det, men jeg startede som en god vennetjeneste, der blev lavet over køkkenbordet.
Han erkender, at han ikke sikrede, at der blev holdt bestyrelsesmøder. Et forhold som han også gik til bekendelse til tilsynet.
Helt overordnet, når vi kigger på Socialtilsynets kritik, mener du så selv, at du levede op til dit ansvar som bestyrelsesformand i forhold til, om det blev drevet forsvarligt?
- Nej, det har jeg også meddelt Socialtilsynet. Det føler jeg ikke, jeg gjorde. Jeg lægger mig fladt ned.
Pressede kommunale budgetter
Socialtilsynet er efter det seks måneder lange skærpede tilsyn nu gået over til et “intensiveret tilsyn”.
NordCare er godkendt, og tilsynet har fremhævet en række gode forhold på stedet.
“[...] det er socialtilsynets vurdering, at borgerne bliver hørt, respekteret og anerkendt. Socialtilsynet vurderer, at de unge trives i tilbuddet,” lyder det blandt andet i den seneste tilsynsrapport.
Trods leders “lempelige tilgang til sandheden” og de mange eksempler på uansvarlig forvaltning af offentlige midler, var det den rette beslutning ikke at inddrage godkendelsen og siden at løfte det skærpede tilsyn, lyder det fra tilsynet .
- Når vi varsler at trække godkendelsen, så er det den hårdeste konsekvens, vi kan give. Det gør vi kun, når det er meget alvorligt, siger Ulla B. Andersen
Hvorfor var det præcist, at I ikke gik med inddragelsen?
- Det var, fordi tilbuddet lavede en stenhård opbremsning og tilbagebetalte en del penge, siger Ulla B. Andersen.
Hun forklarer, at både revisor og bestyrelse er skiftet ud, at man har forhandlet nye kontrakter med kommuner og tilbagebetalt en del af pengene. Det gør samlet, at tilbuddet nu har rettet op, forklarer hun.
Trods den tidligere markante kritik og sanktion fra tilsynet, har Morten Geisnæs ifølge tilsynet fortsat høj løn og giver personalegoder til sig selv og ægtefælle i form af fri bil. NordCare er uforholdsmæssigt dyrt for kommunerne, lyder det fra tilsynet.
Det er dog inden for skiven, forklarer Ulla B. Andersen.
- Det holder vi godt øje med. Men i og med den ligger inden for skiven - dog i yderkanten af skiven - så kan vi ikke gøre andet end at signalere til kommunerne, at hvis I vil købe ind her, så kommer I til at betale noget ekstra.
Morten Geisnæs afviser, at han fortsat udbetaler for høj løn og oplyser, at den nu er på 800.000 kr.
Per Nikolaj Bukh mener, at kommunerne, med deres pressede økonomi for øje, bør kigge sagen igennem.
- Det her er så grelt, at kommunerne er nødt til at forholde sig til det, der er foregået. Man er nødt til at forholde sig til, om det her tilbud er uforholdsmæssigt dyrt for de kommuner, der har borgere boende på tilbuddet. Især set i lyset af kommunernes pressede økonomi, siger han.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.