Vikarer fylder meget på skoleskemaet - men ikke alle steder i landet
Vikarer fylder meget på skoleskemaet - men ikke alle steder i landet

Der er stor forskel på, hvor ofte der indfinder sig en vikar i stedet for en fast lærer i skoleklasserne rundt omkring i landets kommuner.
I 17 kommuner er forbruget af vikarer på mere end 10 pct. af de afholdte timer, mens det i fem kommuner er på mindre end 3 pct. af timerne.
Det viser en analyse af forbruget af lærervikarer i landets kommuner baseret på et gennemsnit over to skoleår, som den borgerligt-liberale tænketank Cepos står bag.
- Vikarforbruget går helt fra 14,6 pct. af de afholdte lektioner og ned til 1,4 pct., siger forskningschef Karsten Bo Larsen fra Cepos, som har lavet analysen.
Han mener, at det springer i øjnene, at der ikke er et tydeligt mønster i, hvilke kommuner der bruger flest og færrest vikarer.
- Der er storbykommuner i både top og bund, Der er også både landkommuner og udfordrede kommuner begge steder, siger han.
- Det siger mig overordnet set, at det måske handler mere om, hvor gode man er i kommunen til at drive folkeskolen - altså ledelse simpelthen - og ikke så meget om, hvilke udfordringer man ellers har, siger forskningschefen.
Lavest vikarforbrug finder man ifølge analysen i Kerteminde, Aalborg, Thisted, Skanderborg, Favrskov, Assens, Lolland, Nordfyns, Billund og Tårnby kommuner.
Højst vikarforbrug finder man ifølge analysen i sjællandske kommuner - i Faxe, Gladsaxe, Rudersdal, Egedal, Allerød, Hvidovre, Halsnæs, Roskilde, Frederikssund og Ringsted.
Ifølge Cepos er de væsentligste årsager til vikarforbrug sygefravær og jobskift hos lærere. Her viser tidligere analyser fra tænketanken, at sjællandske kommuner har højere sygefravær og udskiftning af lærere.
I Kerteminde er skoleleder og stedfortrædende skolechef Jesper Bech Madsen glad for, at vikarforbruget er lavt.
- Vi har haft stort fokus på medarbejdertrivsel og på at nedbringe sygefravær. Og det har selvfølgelig indflydelse på vikarforbruget. Men der er jo også et mørketal, siger han.
For ifølge Jesper Bech Madsen handler fokus på sygefravær også om besparelser i økonomien. Derfor kan der lokalt også være ekstra fokus på at løse udfordringer ved fravær uden at skulle tilkalde en vikar.
- Der kan være en lærer, der ser efter to klasser på samme tid. Det kan også være, at der allerede var planlagt en ressourcepædagog i klassen i en tolærerordning, siger han.
Tolærerordninger, hvor der er to voksne i klassen, er udbredt i kommunen.
- Det betyder jo så, at når der er sygdom, så bliver de typisk ikke vikardækket, siger han.
Spørger man de uddannede lærere i folkeskolen, har et højt vikarforbrug konsekvenser for elevernes faglige og sociale udvikling.
I en undersøgelse, som Danmarks Lærerforening gennemførte i oktober 2024 med svar fra 2.133 medlemmer, svarer 90 pct., at det giver mere uro i klassen.
81 pct. svarer, at det giver et højere konfliktniveau, ligesom 77 pct. svarer, at det giver elever en dårligere faglig udvikling.
- Ofte er det jo ikkeuddannede vikarer, som ikke har de faglige, pædagogiske og didaktiske forudsætninger for at varetage undervisningen tilstrækkeligt godt, siger formand for Danmarks Lærerforening Gordon Ørskov Madsen.
Han understreger, at baggrunden for forskelle i vikarforbruget er komplekse.
- Men vi kan se i vores opgørelse, at vikarforbruget er forskelligt fra kommune til kommune, og at det generelt har været stigende igennem en hel del år, siger Gordon Ørskov Madsen.
- Det er jo blandt andet på grund af sådan noget som langtidssygefravær, og at lærere stopper i utide, fordi de bliver slidt op.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.





















