Der venter regeringen et dramatisk politisk efterår med svære forhandlinger om skattereform, pensionsreform, ejendomsvurderinger, PSO-afgifter, 2025-plan, planlov og en finanslov, som nok ikke bliver lige så let at få kørt igennem som sidste år. Med en lille skrøbelig mindretalsregering, der kæmper med dårlige meningsmålinger og ditto relationer til støttepartierne, vil valgtrommerne buldre en del gange i efteråret.

Udover at Lars Løkke Rasmussen har vist sig som en gudsbenådet overlever og som en person, der vil gøre alt for at bevare magten, er det også fraværet af et grundlæggende strategisk element, der taler imod et efterårsvalg. Partiet Venstre har i mange år været uofficielle danmarksmestre i at få opstillet negative billeder af deres politiske modstandere. Men indtil videre er det på ingen måde lykkedes Venstre at frame den nye socialdemokratiske partileder Mette Frederiksen negativt.

En lang tradition

Og det er en helt ny situation for Venstre. Den tidligere socialdemokratiske leder Helle Thorning fik flere gange en ordentlig rystetur i Venstres framingmaskine. Hun blev for eksempel bevidst og effektfuldt framet som en skattesnyder, løftebryder og som Hindbær-Helle. Hendes forgænger Mogens Lykketoft havde Venstre også travlt med at fremstille som en træt gammel mand.

Tilbage i slutningen af 90’erne blev Poul Nyrup også med succes udstillet som en statsminister, der var kørt fast med uld i mund. Selv under Anker Jørgensen var Venstre dygtige til at fortælle historien om en statsminister, der ikke havde forstand på økonomi. En fortælling, som man stadigvæk kan høre venstrefolk rejse rundt med, og som skal bruges til at understøtte framingen om, at Venstre er bedre til økonomi end Socialdemokraterne.

Løbet tør for partisoldater

I Venstre er de helt bevidste om, at en negativ framing af den politiske modstander kan være afgørende i de ofte tætte valgkampe. For eksempel var deres løftebrudsframing enorm effektfuld, hvor det ikke bare var Venstres partisoldater, der konstant sagde løftebrud, men også landets journalister, der daglig brugte ordet i deres nyhedsproduktion.
Derfor kan det også undre, at Mette Frederiksen endnu ikke har fået en tur i Venstres framingmaskine. At fremstille den socialdemokratiske partileder negativt plejer at være en lige så fast del af Venstres kampagnemaskine som at få hængt valgplakater op i lygtepælene.

Årsagen til Venstres manglende framing skal findes i, at partiet er løbet tør for partisoldater, der kan udtænke og udføre det ofte hårde og tidskrævende framingarbejde. De politikere, der normalt står for det arbejde, er enten begravet i arbejde i deres ministerier eller er slet ikke blevet valgt ved sidste valg. Tilbage i Venstres folketingsgruppe sidder hovedsagelig nogle, der kan betegnes som sognerådspolitikere, som slet ikke forstår sig på den disciplin af den politiske kommunikation, og som har nok at gøre med at udføre det daglige arbejde i folketingsgruppen. Så også på den konto er det hårdt at være en lille mindretalsregering.

Regeringens held

Den negative framing af ens politiske modstandere er et redskab, som alle partierne har liggende i den politiske kommunikations-værktøjskasse, men der er bare ikke andre, der er så dygtige til disciplinen som Venstre. Eksempelvis har Socialdemokraterne igennem tiden forsøgt sig med forskellige framingstrategier overfor DF. Op til 2015-valget var strategien bygget op om at udstille DF som et parti, der ikke kunne indfri alle deres velfærdsløfter.

Men Tulliard-kampagen blev aldrig effektiv – snarere tværtimod, fordi DF på ingen måde havde noget imod at blive fremstillet som et parti, som elsker velfærdssamfundet så meget, at deres ønsker overgår den christiansborgske økonomiske logik. Efter valget er DF forsøgt framet som nogen, der ikke vil tage politisk ansvar. Heller ikke denne fortælling har haft effekt, hvilket nok hænger sammen med, at vælgerne slet ikke interesserer sig for, hvem der tager ansvar eller ej.

Til Venstres held har Socialdemokraterne heller ikke i deres første år framet regeringen særlig hårdt. Socialdemokraternes kritik af regeringen handler mest om, at det sejler, og den framing har samme gennemslagskraft som en knaldperle nytårsnat.

Set fra et strategisk perspektiv er det et centralt problem for Venstre, at deres framingmaskine er sat helt ud af drift. For når man tænker på, hvor meget Thorning-regeringen helt til det sidste kæmpede for at komme ud af modstanderens negative fortælling, så der var plads til at opbygge sin egen fortælling, mangler Venstre et stærkt våben i deres kampagne.