Venstre vil have mere kønsopdelt undervisning
Venstre vil have mere kønsopdelt undervisning

Venstres formand Lars Løkke Rasmussen var tirsdag morgen på besøg på Tagensbo Skole i det københavnske Nordvestkvarter med et kamerahold fra Danmarks Radio. Besøget var ikke en tilfældig udflugt til hverdagens Danmark. Venstre vil nemlig have mere kønsopdelt undervisning i folkeskolen, som folkeskolereformen i princippet giver mulighed for.
- Underviserne skal kunne tilrettelægge undervisningen, så der tages højde for både de superaktive drenge og de stille piger, hvis man skal blive lidt i stereotyperne, siger Karen Ellemann, der er folkeskoleordfører i Venstre.
Undervisningsminister Christine Antorini (S) understregede i august, at man ikke på forhånd må udelukke elever fra valgfag på grund af køn. De ord faldt efter, at det kom frem, at flere kommuner havde oprettet valgfag "kun for drenge" og "kun for piger" i 7.-9. klasse. Karen Ellemann anerkender, at den nuværende folkeskolelov ikke giver mulighed for fuldstændig adskillelse i enkeltfag, men hun holder fast i, at mere kønsinddeling er en god idé:
- De her rammer kan være en forhindring for progressive skoleledere, der ønsker at skabe en større dynamik i undervisningen. I øjeblikket kan man ikke lave fag, der er kønsopdelt over et helt skoleår, men man kan lave forsøg med opdelt undervisning i tre til fem måneder og så vurdere effekten af det.
Skoleleder på Tagensbo Skole, Jeanne Jacobsen, kan ikke se meningen med Venstres ønske om mere kønsopdelt undervisning. Hendes erfaring er, at drenge ofte ikke kan leve op til forestillingen om at have for meget energi, og det holder heller ikke at tale om stille piger.
- Man skal diskutere børn ud fra, at de er børn og ikke deres køn. Man kan ikke opstille de her stereotyper. Jeg kan jo se, at verden ikke hænger sådan sammen. Det giver ikke mening at sige, at der skal være en type undervisning til drenge og en anden til piger, siger hun.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.





















