Morten Løkkegaard (V) vil genoprette den politiske orden i Gentofte. Han kalder det unaturligt, at Venstre kun har ham selv siddende i kommunalbestyrelsen. Men sidste gang gik partiets plan i vasken.
Morten Løkkegaard (V) vil genoprette den politiske orden i Gentofte. Han kalder det unaturligt, at Venstre kun har ham selv siddende i kommunalbestyrelsen. Men sidste gang gik partiets plan i vasken.
Celina Dahl, Ritzau Scanpix

Venstre gør diskret oprør i Gentofte

De Konservative sidder unaturligt tungt på magten, mener Venstres enlige byrådsmedlem, Morten Løkkegaard (V). Han ser sig selv som manden, der kan forføre de nordsjællandske vælgere.

kommunalvalg

Af Christian Olesen | [email protected]

I Gentofte er det aldrig spændende, hvilket parti vinder magten. For den konservative højborg er umulig at indtage lige nu, lyder det fra Morten Løkkegaard (V).

- Som spidskandidat for Venstre, er jeg jo per definition borgmesterkandidat. Men man skal være mere end almindelig ambitiøs for at tro, at man kan sikre flertal for en venstreborgmester i Gentofte efter seneste kommunalvalg, siger han.

Hans Toft (K) har været borgmester siden 1993, og 13 ud af 19 kommunalbestyrelsesmedlemmer er konservative. Den mandatfordeling er unaturlig, mener Morten Løkkegaard.

- Så jeg skal styrke Venstre i kommunen - og gerne betragteligt. Vi ligger for lavt i forhold til, hvad vi burde, og i forhold til vores naturlige størrelse, siger Morten Løkkegaard.

Han er et kendt ansigt blandt mange. I 1990’erne og 2000’erne arbejdede han som journalist og tv-vært hos DR, hvor han blandt andet var med til at afdække Tamilsagen. Senere sprang han fra vagthund til magthund og har nu siddet i Europa-Parlamentet i flere år, mens han har været i kommunalbestyrelsen i Gentofte siden 2017.

  For at sige det pænt, så gav vores plan ikke pote. Så når jeg nu sidder i byrådet og gerne vil fortsætte, er jeg nødt til at sige B, når jeg også har sagt A. Jeg må gå all in.

En spidsere spids

Morten Løkkegaard vil ikke sætte tal på, hvad Venstres naturlige størrelse er i antallet byrådsmedlemmer. Men ved seneste valg regnede han og partiet med at få to til tre medlemmer. Derfor var skuffelsen stor, da han blev valgt alene med 722 personlige stemmer. 

- Borgmestereffekten var kraftig ved sidste gang, og vælgerne stemte ikke så meget på partier, de stemte på personer. Her i kommunen har vi en borgmester, som gør det rigtigt godt, medgiver Morten Løkkegaard.

Det kunne dog have gået værre for Venstre. I dag har partiet slet ingen medlemmer i de fire kommuner Høje Taastrup, Vallensbæk, Lyngby-Taarbæk og Rødovre.

  Politisk set er jeg godt tilfreds med linjen, De Konservative fører. Jeg synes ikke, den er konservativ i traditionel forstand måske nærmere socialliberalistisk.

Hvad gør Venstre i Gentofte anderledes til næste kommunalvalg?

- Først og fremmest er jeg spidskandidat. Sidste gang fulgte vi en strategi, hvor jeg skulle leve en tilbagetrukket tilværelse langt nede på listen og ikke gøre væsen af mig, men bare hjælpe lidt til. Jeg tog ikke med til debatter eller stod og delte pjecer ud på gaden.

Dengang var daværende kommunalbestyrelsesmedlem Louise Feilberg (V) spidskandidat. Hun blev ikke genvalgt.

Var der tvivl om, hvem der var spidskandidat sidste gang?

- Ja, der var tvivl. Det var i hvert fald vores egen analyse. Vi havde fælles valgplakater, hvor vi forsøgte at fortælle, at vi var et team. Vi regnede med at blive valgt to eller tre, så vi havde også plakater med tre af os på. Ingen forstod det, eller vælgerne anerkendte det i hvert fald ikke. Folk skal nok have nogle klare valg, siger Morten Løkkegaard, der denne gang går all in som frontmand.

Kommunalbestyrelsen i Gentofte

13 fra De Konservative:
Hans Toft, Pia Nyring, Andreas Weidinger, Per Bruun Andersen, Peter Michael Fenger, Bente Frimodt-Møller, Niels Lund, Karen Riis Kjølbye, Jesper Marcus, Marianne Zangenberg, Knud Ulrik Ankjær Borch, Katja Johansen og Jesper Kamp Nielsen.

2 fra Socialdemokratiet:
Søren B. Heisel og Anne Hjorth

1 fra Venstre:
Morten Løkkegaard

1 fra De Radikale:
Kristine Kryger

1 fra Enhedslisten:
Jeanne Guldbrand Toxværd

1 fra SF:
Brigitta Rick

Små kameler slugt

Selvom Morten Løkkegaard går mere til valgkampen, mener han ikke, kommunalvalget kommer til at gå ud over hans job i EU-Parlamentet.

- Jeg er en del af ugen i Bruxelles og en anden del i Gentofte. Den diskussion er kun interessant, hvis jeg bliver borgmester. At være borgmester er et fuldtidsjob, men det er det altså ikke at være kommunalpolitiker.

Til gengæld vil Morten Løkkegaard drage nytte af sin erfaring som EU-politiker ved at give Gentofte et internationalt udsyn. Her vil han fx engagere kommunens 9.000 udlændinge bedre.

Derudover vil han fokusere på at bevare grønne områder og sikre, at ny arkitektur udvikler sig i samspil med kommunens mange bevaringsværdige bygninger. Han ønsker også at forbedre vejenes belægning.

- Politisk set er jeg godt tilfreds med linjen, De Konservative fører. Jeg synes ikke, den er konservativ i traditionel forstand måske nærmere socialliberalistisk.

Han synes ikke, han har skullet sluge nogle store kameler.

- Men der er masser ting, hvor jeg slår op i banen, fordi jeg ikke har haft kræfter til at fordybe mig i debatten og kvalificere en særlig venstreholdning. Men det er bare at leve med de realiteter, der er, når jeg kun er én mand.

Demokrati

Navne

Politikerliv

Tilmeld dig nyhedsbrevet