Bevares. Det kommer næppe som den store overraskelse, at den borgerlige opposition benytter enhver tænkelig lejlighed til at rakke regeringens politik ned. Det er jo en oppositions pligt at opponere, som det engang blev formuleret af den amerikanske senator Robert A. Taft (R).  Ligeledes kan det heller ikke undre, at støttepartiet Enhedslisten konsekvent markerer sin uenighed med regeringen, når de får mulighed for det.

Langt bagud

Men så er der jo vælgerne. Og her står det også skralt til. Socialdemokraternes vælgeropbakning ligger på gode dage lige over 20 procent, mens de på de dårlige er pænt under dette niveau. Det er i alle tilfælde langt fra partiets elendige valg i 2011, hvor S igen gik tilbage til det historisk ringe valgresultat på 24,8 procent. De radikale ligger omkring valgresultatet dvs. 9,5 procent, mens SF konsekvent ligger 2-3 procent under partiets skuffende valgresultat på 9,2. Enhedslistens store fremgang kan slet ikke opveje tilbagegangen i rød blok. Ifølge Berlingskes vejede gennemsnit er man bagud med cirka 11 procent-point i forhold til blå blok. Selvfølgelig kan vælgerne nå at komme tilbage igen, men lige nu er det svært at forestille sig, hvordan det skulle ske.

Hvad så med regeringens støtter i pressen? Ved sidste valg anbefalede Ekstra Bladet, at man støttede en ny regering. Det ønske fik avisen så opfyldt. Siden har Ekstra Bladet på forsiden hånet statsministeren ved flere lejligheder bl.a. sidste forår, da man med jesustyper bedømte Helle Thorning-Schmidts indsats med ordene: ”HUN DUER IKKE”.

Manglende respekt

På dagbladet Politiken går der ikke en dag, uden at avisens lederkollegiums spidse penne skoser regeringen for ikke at føre den nødvendige det vil sige klassisk keynesiansk økonomisk politik, som også fagbevægelsen efterspørger. Både lederartikler og kommentarer fra ”den private del af A-pressen”, som Poul Schlüter engang kaldte Politiken, emmer det af manglende respekt, ja endog hån overfor regeringens ledende ministres indsats og dens politiske kurs. Set fra Rådhuspladsens vinduer er regeringen fuldkommen i lommen på Finansministeriets embedsmænd (herunder den tidligere kontorchef i ministeriet: Margrethe Vestager)

Komiske Ali

Det passer dog ikke helt, at regeringen slet ikke bliver forsvaret nogen steder. Der findes enkelte nichemedier såsom Ugebrevet Mandag Morgen og dens uforfærdede redaktør Bjarke Møller, som i sine artikler, der nogle gange er vinklet, så de leder tankerne hen på noget, der kunne være formuleret af Komiske Ali, i forsøget på at forklare og forsvare regeringens politik. Og så er der naturligvis de mange (og i nogles øjne ”borgerlige”) økonomer, som både omfavner regeringens reformpolitik og alle forsøg på at holde de offentlige udgifter i ro.

En anden planet

Helt slemt bliver det, hvis man spørger lidt rundt blandt regeringens naturlige støtter i fagbevægelsen. Eksempel: Før jul røg låget helt af 3F's Poul Erik Skov Christensen, som i arrigskab bemærkede, at hans egen statsminister - den første socialdemokrat i 10 år på posten – tilsyneladende lever på en anden planet. Det var måske de hårdeste ord, der er udtalt offentligt mellem en S-ledet regering og fagbevægelsen siden LO’s formand Thomas Nielsen tilbage i 1970’erne betroede verden, at den daværende S-statsminister Anker Jørgensen var ”en lille lort”. Man skal i øvrigt ikke drikke mere end en mundfuld kaffe før at folk i og omkring fagbevægelsen i lighed med Skov Christensen giver udtryk for en dyb frustration og endda foragt for statsministeren.  Det berettes blandt andet, at Helle Thorning-Schmidt ikke siden valget har sat sine ben på kontorerne hos fagbevægelsens top, og de har heller aldrig været på besøg i statsministerkontoret. Det var ellers økonomiske bidrag fra fagbevægelsen og ikke mindst en stor frivillig indsats fra almindelige medlemmer, der også ved det seneste valg udgjorde rygraden i Socialdemokraternes valgkampagne. De færreste i S forudser, at man efter reformer af dagpenge, kontanthjælp mv. vil se fagforeningsfolk i samme omfang gå på gaderne for at anbefale vælgerne at stemme på Thorning ved det kommende folketingsvalg.

Total sejr

Hvad så med regeringen selv? Tjah. De Radikale farer åbenlyst med lempe.  Man underspiller så godt man nu kan, at De Radikales (og Finansministeriets) økonomiske linje totalt har sejret. Det interne brok, der har været, bliver traditionen tro ignoreret. Sådan er det jo.

Og hos SF’erne har man (foreløbigt) brugt mindst et halvt år på intern borgerkrig, som tydeligvis har tappet partiet for stort set al energi. Spekulationerne går nu i retning af, at en stor del af den detroniserede Søvndal-fløj inden så længe melder sig hos Socialdemokraterne. Det bidrager næppe til at forbedre hverken stemningen eller sammenholdet.

Sat på Uriasposten

Når det gælder Socialdemokraterne, så går der længere og længere imellem folk, som for alvor tror på, at Thorning kan genvælges. Og derfor er spekulationerne – og positioneringen – om, hvem der kunne blive hendes efterfølger som S-formand også for længst gået i gang. Og der er såmænd bred enighed – hvis man spørger Socialdemokrater – at partiets næste formand hedder Mette Frederiksen. Det er så hende, som Thorning har sat på den uriaspost som beskæftigelsesminister med at skulle forklare utilfredse vælgere i rød blok, at dagpengeperioden ikke bliver forlænget, at akutjob-ordningen nok skal virke, og at kontanthjælpen også skal reformeres. Indtil videre løser Frederiksen opgaven uden at kny, mens Thorning uden tøven fortsætter den lagte kurs. Spørger man i rød blok, så lyder svaret oftest: At kursen er sat direkte mod katastrofen. Godt Nytår.