For det er, som om magten i vores velfærdssamfund er gledet ud af hænderne på både mennesket og retsvæsenet. Tanken bag velfærdssamfundet er vel næppe, at den reelle magt skal tilfalde den laveste del af selve administrationen? Jeg oplever det som en underkendelse af hele systemet, når retssikkerheden er blevet kidnappet af en administration, der reelt set styres af forholdsvis lavtuddannede sagsbehandlere, der har deres egen position og deres eget levebrød at forsvare, hver gang en sag dukker op.

Der findes en skov af mennesker og - endnu vigtigere - en underskov af børn, der ødelægges af det system, som vi selv har skabt, men som vi har mistet herredømmet over, så det nu er blevet kuppet af dem, der skulle forvalte det. Individet er tabt i det apparat, som kan underkende medmenneskelighed og basale rettigheder for at beskytte sin egen magtfuldkommenhed.

Magtfuldkommenhed

Jeg er selv havnet i en situation, hvor jeg og mine børn er blevet knust af netop dette velfærdssystems svenske administration. I dag må børnene og jeg ikke se hinanden for de svenske sagsbehandlere på grund af anklager, som jeg to gange er blevet frikendt for. Sagen har kunnet vokse ved at blive sendt rundt og rundt mellem instanser, som hverken vil møde mig eller følge rettens afgørelse. Mine børn og jeg har ved rettens ord fået tildelt samkvemsret. Men det har vist sig at være fuldkommen ligegyldigt, da denne ret til stadighed kan tilsidesættes af den administration, der skulle forvalte den.

Mit ønske i den proces, jeg har været igennem, har været at søge dialogen, at lade mennesker møde mig ansigt til ansigt, inden de tager stilling til, hvorvidt man må fjerne mine børn fra mig. Sagsbehandlerne har givet udtryk for, at det ikke er deres opgave at tage stilling til, hvorvidt jeg er skyldig eller ej; derimod har man – for en sikkerheds skyld, eller for børnenes bedste, som det hedder – valgt at obstruere al kontakt mellem børnene og mig. Men det er en sagsbehandling, der ikke leder nogen veje hen. For med samme argument ville man også kunne fjerne børnene fra deres mor, da man jo heller ikke kan eller vil tage stilling til, om hun skulle være skyldig i noget forkert.

Sæt mennesket først

Det er i tiltroen til det menneskelige, at vi mennesker er så fantastiske. Vi må ikke opgive disse evner nu - vi er alt for intelligente til at lade os knuse af et system, vi selv har opfundet. Men jeg mener, at det samfund, der kan dømme mennesker på forhånd, der primært navigerer efter fordomme, ikke er et menneskeværdigt samfund. Derfor kan jeg også forstå den afmagt, som gør, at mennesker i dette system bliver desperate. For velfærdssamfundene, som de ser ud i dagens Skandinavien, er ikke samfund indrettet for mennesket, men for det laveste lag af administrationen selv.

Kunsten for mig har været ikke at svare igen med samme hensynsløshed og uvilje til dialog som bureaukraterne. Jeg har valgt at skrive romanen Anden Person Ental. Men det er ikke alle mennesker, der på den måde kan skrive om det.

Jeg retter mig derfor til alle sociale myndigheder i Skandinavien: Må I indstille enhver umenneskelig behandling. Jeg anmoder om, at mennesket bliver sat forrest, jeg beder om, at lovens ord respekteres, og at forvaltningen i videst muligt omfang trækker sig tilbage og undsiger sig retten til at handle efter egen dagsorden. Det er mine børn, der skal leve uden en far.