Britt Jensen (S) drømmer om velfærd. Arbejder for velfærd. Skriver om velfærd. Taler om velfærd. Og helst hele tiden. 

Selv baggrunden for hendes store, brede smil, som pryder stort set alle billeder, der er taget af hende, er velfærd. Simpelthen. 

- Jeg er født positiv, og har man grund til andet, når man vokser op i et land med så meget velfærd, spørger Britt Jensen, så man både kan høre og mærke smilet gennem telefonen. 

Hendes forældre har også altid sagt det; at hun er født med et smil på læben. Faktisk er Britt Jensen aldrig sur og kan ikke huske, at hun har haft en dårlig dag nogensinde - for der er jo velfærd. Og mangler det, kan man bide spids på, at hun nok skal forsøge at få det fremskaffet. 

For det er tryghed, et godt socialt sikkerhedsnet og lige muligheder til alle, der er hendes store fokus i livet og som borgmester. 

Desværre fik coronaen med al dens væsen spændt ben for alle de socialpolitiske initiativer og drømme, som Britt Jensen havde i sin drejebog, da hun blev borgmester efter Erik Nielsen i marts sidste år.

Ikke alene måtte Britt Jensen lægge sine planer til side, hun fik heller ikke den “inkubationstid”, som man som nytiltrådt borgmester normalt får. I stedet for stille og roligt at komme under huden på sit nye job, sin stab og sine borgere, blev hun fra første dag - og nat - kastet ud i at skulle træffe dramatiske beslutninger, der havde stor betydning for borgernes hverdagsliv her og nu. 

Heldigvis er Britt Jensen en kvinde, der trives godt med hurtige beslutninger og handling. 

- Arbejdet under coronaen har til tider været så hæsblæsende, at mange nok ville være løbet skrigende bort, siger hun og tilføjer: 

- Men det har også været spændende, og jeg har lært sindssygt meget af processen. 

Et samfund i knæ

Britt Jensen er født og opvokset på Lolland. I Nakskov. Byen, der måske er mest kendt for sit skibsværft, der eksisterede fra 1916 og frem til 1987. 

Værftet, der var byens og områdets hjerte og livsnerve - og Britt Jensens omdrejningspunkt som barn. Hendes far var fagforeningsmand på værftet, og fars datter var altid med på kontoret om torsdagen, hvor der blev holdt møder, og om søndagen, hvor hun hjalp med at stemple dagpengekort. 

Dem kom der mange af, da værftet blev opgivet af staten og lukkede og slukkede. Krisen på værftet begyndte, da Britt Jensen var omkring ti år gammel og kunne mærkes af alle. 

På nær ganske få havde stort set alle i Britt Jensens skoleklasse en far, der arbejdede på værftet. Så når der endelig kom en ordre til værftet, blev det annonceret over skolens fælles højttaler, og flagene blev hejst i byen, husker Britt Jensen. 

Men da Britt Jensen var 12 år, gik den ikke længere, værftet lukkede, og et samfund og en befolkning gik i knæ. Over en nat steg arbejdsløsheden med 25 pct. på Vestlolland. Hendes far blev fyret efter 30 års tjeneste. Alle fik dårligt råd. Til tøj, mad, fritidsaktiviteter, selv skolebøger var der ingen penge til. 

Britt Jensens mor, der var hjemmegående som de andre "værft-koner", købte aflagt tøj af nabokonen, hvis datter var et par år ældre end Britt Jensen. Og når hun og familien handlede, havde de lommeregner med i supermarkedet, så de ikke overskred madbudgettet på 100 kr. om ugen. 

Det blev til mange dage med grød på menuen, så det hjalp gevaldigt, når faderens ven, der var fisker, pludselig ringede, at de hos ham på havnen kunne hente rødspætter, som de så flåede om natten og fik i fryseren. 

Byen var traumatiseret, men Britt Jensen og en masse andre unge gik ind i krisen med ildhu. De demonstrerede for bedre forhold foran rådhuset og engagerede sig i det hele taget i politisk arbejde. I stedet for at lægge sig i fosterstilling kæmpede de sammen. 

Politikerne lyttede til de unge og gjorde, hvad de kunne. Britt Jensen så, at det nyttede noget at kæmpe. Og hun så sin far gøre alt for at få de arbejdsløse mænd i arbejde igen fx på boreplatformene i Norge. 

Med det ulykkelige vendepunkt i Nakskov blev kimen lagt til Britt Jensens politiske engagement, og hun fik siden job i forskellige a-kasser, hvor det var hjerteblod at hjælpe folk videre i arbejdslivet.

Familiens projekt

Der var ikke snerten af curlere i Britt Jensens forældre. Men det var vigtigt for dem, at deres to børn, Britt og hendes otte år ældre bror, fik en uddannelse. Faderen havde selv drømt om at blive installatør, men økonomisk kunne det ikke lade sig gøre. 

Britt Jensen blev optaget på Roskilde Universitet - blandt andet takket være velfærdsstaten - men bøgerne havde hun, trods SU og rengøringsjobs, ikke råd til at købe. Så når pensumlisten kom, sendte hun den og prislisten til faderen i Nakskov, der sammen med Britt Jensens moster iværksatte en indsamling i familien til hendes bøger. 

- Alle i min familie var involveret i mit studieprojekt. Alle ville bare, at det skulle lykkes for mig at blive familiens første akademiker, griner Britt Jensen taknemmeligt. 

Britt Jensens far døde for syv år siden, så han nåede ikke at opleve, at hun blev borgmester, men han nåede at opleve, at hun blev formand for social- og sundhedsudvalget som 25-årig.

Der blev skrevet en artikel om Britt Jensen i den forbindelse, som faderen kopierede og delte ud af. For eksempel fik hans datters gamle skolelærer en kopi, og artiklen kom op at hænge på lærerværelset på hendes gamle skole. 

Britt Jensen er i dag selv optaget af, at børn og unge skal have gode opvækstmuligheder. Det er en af grundene til, at Rødovre som den eneste kommune har oprettet et fag, der hedder teknologi og innovation. 

Faget giver mulighed for, at alle børn og unge kan dygtiggøre sig og klare sig i et digitalt samfund. 

- Faget koster vores kommune bunker af penge at have på skemaet, men det er vigtigt og banebrydende, siger Britt Jensen. 

Nytår i New York 

Kommunen.dk går bagom Britt Jensen dagen før nytårsaften - en anledning og aften, som ikke får pulsen til at stige hos Britt Jensen. Slet ikke. Så skulle det da lige være, fordi hun synes, at nytårsaften er totalt opreklameret. 

- Helt ærligt. Det der med at sætte en fast dato for noget, hvor man forventes at være i et bestemt festhumør og skal spise det og det … Undskyld, jeg siger det, men det er jo helt gak. Jeg bryder mig íkke om traditioner. I det hele taget.

Nytårsforsætter er hun heller ikke til fals for. Hun har aldrig haft et i sit liv. 

- Jeg sætter mig ikke mål, fordi det er nytår. Hvis jeg vil noget eller ændre på noget, så gør jeg det, når det er vigtigt for mig, og behovet opstår. 

Men Britt Jensen har nu alligevel sin egen lille tradition, nemlig at holde nytår i New York. Og helst hvert år. 

Hun har sin mand, Jens, med, og sammen besøger de hendes allerbedste ven, der er musiker, og som spiller på forskellige jazzklubber i den pulserende by. 

- Så sidder vi med, tæt ved pianoet, og nyder aftenen. Et år var vi med på Birdland, en kendt jazzklub. Det er fantastisk. Jens, min mand, spiller selv saxofon, så musik betyder meget for os.

Det er ikke kun musikken og den gode ven, der får Britt Jensen til New York. Det er også mangfoldigheden, der trækker. Det, at man kan gå på gaden og møde de allermest udsatte og de allermest feterede og rige på samme strøg.

 - Det er godt at møde hele verden, alle typer og alle samfundslag. Og jeg har venner fra alle lag. Mit liv bliver rigere og klogere af mangfoldighed, siger hun. 

Det giver mening. Pigen fra Lolland der elsker storbyens puls og mødet med mangfoldighed. To, ting som ikke var til stede i hendes opvækst. Forkert. Der var rigelige mængder af mangfoldighed i Britt Jensen barndomsland, korrekser hun mig. 

Nok var der stort set kun arbejdere, men mange kom til værftet fra både Polen og Tyskland og fra Tyrkiet. Og hun gik i skole med børnene. Og var derfor lige så meget, hvis ikke mere, sammen med ‘fremmede’ som med sine egne landsmænd. 

Handlekraft og helte

Britt Jensen emmer af integritet. Hun er ikke et spinkelt siv, der let bliver taget af vinden, eller som vakler i sine holdninger. Fornemmer man. 

Hun siger, det er rigtigt. Hun er heller ikke bange for at blive upopulær, tilføjer hun. Derfor har hun på alle sine arbejdspladser altid fået tildelt rollen som problemknuser. Opgaver med vanskelige menneskelige processer; kulturfusioner, reorganiseringer, sammenlægninger … Og fået løst dem. 

Går du aldrig i seng med ondt i maven over dine beslutninger eller handlinger? 

- Nej. For jeg stoler på mig selv og på, at det, jeg gør, er rigtigt. 

Hun ved, at der er mange, der anerkender hende for hendes handlekraft, men samtidig er hun også ret sikker på, at hun qua den kan være irriterende for sine omgivelser. Fordi hun maser på for at hæve ambitionsniveauet. Hele tiden. 

I anledning af sit 25 års jubilæum som folkevalgt i Rødovre Kommune skrev Britt Jensen en bog om stærke og svage i samfundet og om forpligtende fællesskab. Et kapitel i bogen handler om hverdagens helte. 

Hvem er din egen personlige helteskikkelse?

 - Det er min afdøde far og Jens. De er begge vigtige milepæle i mit liv. De har troen på, at man kan ændre samfundet til det bedre, og så står de for ordentlighed. Det er vigtigt for mig, at man er et ordentligt menneske. 

Britt Jensen har kendt Jens i 28 år og været gift med ham i 25. De mødtes tilfældigt i Rødovre. Jens var ishockeyspiller og spillede på eliteplan. I dag er han finance business partner ved siden af sine hobbies. 

Udover at Jens er god til at skøjte og spille saxofon, så er han også god til at tackle Britt Jensens ofte lidt for høje energiniveau. Så cykler han hende træt. Ind til København og hjem igen - og nogle gange to gange på en dag, hvis hans kone stadig har lidt for meget krudt i kroppen efter den første tur. Andre gange spiller han saxofon for hende, så hun får hvilepuls.

 - Jens har den bedste indflydelse på mig. Han kender mig til hudløshed, griner Britt Jensen.

Børn har de ikke fået sammen. Det har aldrig rigtig stået på ønskelisten hos nogen af dem.

- Vi har nok overordnet altid haft det sådan her: Hvornår skulle vi have tid til det? Når der nu også skal være tid til venner, ishockey, musik - og ikke mindst - til arbejdet med velfærd.