EP24 blev en grim oplevelse for Socialdemokratiet. Ikke alene blev statsministerpartiet overhalet af lillesøsterpartiet SF, rent stemmemæssigt kyssede man bunden med 15,6 pct. Det er det laveste siden 1898 (14,2 pct.) og skidt for historieskrivningen, men i praktisk politik her og nu er det mindst lige så slemt, at S dermed har overtaget Venstres rolle som regeringens ledende prügelknabe.

Nominelt gik EP24 heller ikke godt for Venstre, men kun rent europaparlamentsmæssigt. Som det defacto midtvejsvalg, EP24 først og fremmest var, var valgresultatet efter års deroute tværtimod “en helt ufattelig forløsning”, som en kisteglad V-formand Troels Lund Poulsen kaldte det på valgaftenen.

Trods tilbagegang er en stemmeandel på 14,7 pct. uendelig meget bedre, end hvad partiet kunne have frygtet, og derudover er der megen luning at hente ved at være landet mindre end et procentpoint under Socialdemokratiet. Og vigtigst af alt markerer det et vendepunkt efter en tilsyneladende ustoppelig nedtur.

Der er noget at arbejde med, og ikke mindst kan Venstre nu gøre det med håb i hjertet. Det ligger det noget tungere med for Socialdemokratiet, som valgresultatet har anbragt i en svikmølle, hvor partiet ikke kan flytte nogen brik i nogen retning, uden at alting bliver værre, end det allerede er.

Det tredje regeringsparti Moderaterne slæbte sig kun lige i land med et mandat i kraft af overskydende V-stemmer fra valgforbundet. Men et mandat er et mandat, og det interessante betragtet som midtvejsvalg er da også stemmeandelen på 5,9 pct., som man mest nærliggende kan sammenligne med FV22-resultatet på 9,3 pct., idet der jo ikke var noget M-resultat ved EP19 at måle sig med.

Den korte version: Vælgerklø til alle tre regeringspartier, og da statsminister Mette Frederiksen var fraværende på valgaftenen efter den korporlige episode nogle dage forinden, slap hun for at udlægge valgresultatet i realtid. Heller ikke Troels Lund Poulsen så noget formål i at følge partifællen Søren Gades lidet hjælpsomme eksempel og tale en glad valgaften ned, men Lars Løkke Rasmussen ville hellere end gerne tage sine med-regeringspartier i skole.

Der er brug for en revitalisering, sagde han blandt meget andet. En slags reference til hans efterlysning sidste sommer af en “genbekræftelse” af regeringsprojektet, dengang motiveret af usikkerheden om Mette Frederiksens mulige udlængsel.

Statsministeren er stadig statsminister, og med nyudskrevet valg til den franske Nationalforsamling på vej sker der næppe nogen ændring på den front, før efter det er afgjort i begyndelsen af juli. En revitalisering står heller ikke først for, både S og V er køligt afvisende overfor M. Passér gaden, ikke noget at se her.

Udenfor regeringen var det foruden for SF også et godt valg for De Konservative, som for første gang siden man hånligt kaldte Bendt Bendtsen for Mr. 10 Procent, denne gang kom op i nærheden af netop den stemmeandel. 8,8 pct. - mere end Liberal Alliances 7,0 pct. hvilket næppe nogen havde ventet, i hvert fald ikke LA. Klogt at Alex Vanopslagh ikke erklærede sig som statsministerkandidat, endda klogt af en grund mere end han selv troede.

Og ja, vel var det et europaparlamentsvalg og ikke et indenrigspolitisk midtvejsvalg, men allerede på forhånd stod det klart, at mindst 12-13 af de 15 valgte i henseende til EU-realpolitik ville komme til at ligge på det brede midterspor. Sådan gik det også for EU-landene under ét, selv om midtersporet i andre lande viste sig smallere.

Dog ikke så smalt at den politiske midte mistede sit flertal. Den udbredte danske ikke-interesse for EU-politik kan fortsætte uanfægtet fem år mere, indtil EP29 banker på.