Kommunen.dk
MENU

Ukrainsk guvernør om samarbejde med danske kommuner: “Jeg håber, vi kan gøre Mykolaiv til et bedre sted”

Flere danske kommuner samarbejder med ukrainske kommuner om genopbygning. Trods krig og tab er samarbejder vigtigt, fortæller ukrainsk guvernør.

Ukrainsk guvernør om samarbejde med danske kommuner: “Jeg håber, vi kan gøre Mykolaiv til et bedre sted”

Flere danske kommuner samarbejder med ukrainske kommuner om genopbygning. Trods krig og tab er samarbejder vigtigt, fortæller ukrainsk guvernør.
Flere danske kommuner samarbejder med Ukrainske kommuner om at genopbygge. Vitalii Kim, guvernør i Mykolaiv, peger på at erhvervsudvikling er noget de er særligt opmærksomme på.
Flere danske kommuner samarbejder med Ukrainske kommuner om at genopbygge. Vitalii Kim, guvernør i Mykolaiv, peger på at erhvervsudvikling er noget de er særligt opmærksomme på.
Foto: Thomas Trutschel/AP/Ritzau Scanpix

Dansk støtte til det krigshærgede Ukraine er ikke bare kanoner, kampfly og Ukrainefondens mange mia. kr. Den danske støtte handler også om flere danske kommuner, der har kastet sig ud i genopbygningen af Ukraine. 

Som en slags udvidede venskabsbyer stiller kommunerne sig til rådighed for at styrke alt fra vandforsyning, veteranindsatser til erhvervsudvikling i ukrainske kommuner. Et samarbejde der har været i gang i snart et år og efter planen skal køre yderligere tre. 

Marie Elisabeth Andersen, chefkonsulent hos Komponent, er projektleder for samarbejdet. Hun mener, at det er vigtigt, at Ukraine ikke bare får penge og militært udstyr, men også råd til at udvikle landet.

- Militær støtte er kun en af måderne, vi kan hjælpe Ukraine på. Der er også brug for en kæmpe genopbygning og omstilling af deres infrastruktur og de offentlige services. Det er noget, de efterspørger, og som vi kan hjælpe med. 

På en telefonforbindelse til Ukraine fortæller Mykolaivs oblasts guvernør Vitalii Kim til Kommunen.dk, at krigen satte en stopper for det meste af den planlagte udvikling af regionen. Han mener, at støtten fra Danmark er en stor hjælp. 

- Jeg har levet her i 43 år. Min drøm er, at krigen slutter, og vi kan vende tilbage til et normalt liv. Derefter håber jeg, at vi kan gøre Mykolaiv til et bedre sted. Jeg har en vision, men den er ikke lige så nem at udføre, som at snakke om, siger han.

Mere end en venskabsby

Ukrainefonden på knap 22 mia. kr. skal støtte “Ukraines kamp for frihed og demokratisk og bæredygtig udvikling”. Det arbejde foregåri tre spor, militært, civilt og erhvervsorienteret. 

Her er Ikast-Brande, Aarhus, Aalborg, Odense, Guldborgsund, Vejle og Københavns Kommuner blevet en del af kommune-samarbejdet under Komponent og KL.

Ukraine havde inden krigens udbrud reformeret folkestyret og samlet omkring 1.469 hromadas (kommuner), men udviklingen af kommunerne blev i høj grad sat på pause af krigen med Rusland. 

Marie Elisabeth Andersen forklarer, at det giver god mening ikke bare at sende penge, men også sikre, at de lokale ukrainske myndigheder kan få inspiration og sparring og vejledning i deres omstilling.

- Der er mange internationale donorer, der sender mange penge til Ukraine. Men at nogle kommer som kollegaer og deler erfaringer og kan tilbyde samarbejde og sparring myndighed til myndighed, giver en anden øjenhøjde. 

- Selvom vi som kommuner ikke giver støtte til udstyr og ikke har millioner i ryggen, får det betydning, at vi kan dele vores viden og erfaringer og give sparring til den udvikling, som ukrainerne gerne vil foretage, siger hun. 

De danske kommuner skal bidrage med at styrke de ukrainske kommuners indsats indenfor flere områder såsom affaldshåndtering, vandforsyning, erhvervsudvikling og den kommunale administration. Det ligger i tråd med Ukraines ambitioner om at blive optaget i EU, som stiller krav til administrationen af kommunerne. 

Samarbejdet fungerer som en udvidet venskabsbyaftale. De danske kommuner må grundet kommunalfuldmagten ikke støtte de ukrainske kommuner med penge eller udstyr. Den kommunale støtte foregår derimod gennem peer-træning, sparring og vejledning, studieture og fælles workshops og konferencer. En række danske ansatte har været på besøg i Ukraine, ligesom ukrainere har været i Danmark for at lære. 

En række danske ansatte har været på besøg i Ukraine, ligesom ukrainere har været i Danmark for at lære. 

Trods krigen er Vitalii Kim optimist ift. de mange projekter og udvikling af sin region. 

- Jeg ser muligheder. Lige nu under krigen er der tab, problemer og udfordringer. Men vores region og land er blevet mere forenet, end det før har været. Det er en ekstrem situation. 

- Det sværeste er når nogen bliver dræbt eller bygninger bliver ødelagt. Men vi vænner os til, at det er farligt. 

Han henviser til, at det er blevet mere sikkert i hans region siden krigen begyndelse. De største udfordringer, som Mykolaivs lokale kommuner står overfor udover krigen handler lige nu handler om erhvervsudviklingen og job, lyder det. 

- Udover militære problemer er det problemer med arbejdspladser og manglende virksomheder samt manglende indtægter fra skatter, da regeringen bruger det til militæret. Det støtter vi. Men vi har ikke penge til udvikling med underskud på budgettet. 

- Et andet stort problem er borgernes mentale helbred. Mange børn kan ikke huske andet end krigen. Og det vil dukke op senere, så det skal vi arbejde med, siger han. 

Af de internationale partnere er Danmark størst. Og samarbejderne gavner regionen.

- Det er derfor, vi har succes med at genopbygge. Det hjælper også befolkningen at se støtte fra vores partnere. Det er meget vigtigt. 

Han forklarer, at de ukrainske kommuner er begyndt at arbejde selvstændigt med de danske kommuner. Med succes. 

- Vi prøver at lære dem at  arbejde selvstændigt. Der er kommuner, der arbejder selvstændigt og allerede har fået resultater. 

- Vi forstår at de her projekter først kan startes når krigen slutter. Men det er vigtigt, at vi forbereder projekterne, og der har vi brug for et år eller to. Derfor er vi i gang nu, siger han. 

Det handler samarbejderne om:

Genoptræning/rehabilitering

Veteranindsatser og svagtseende

Vandforsyning og spildevandshåndtering

Ungeinddragelse og ungedemokrati

Offentlig administration og interessevaretagelse

Erhvervsfremme og byudvikling

Infrastruktur og byplanlægning

Klimatilpasning

Affaldshåndtering.


Kilde: Komponent

Ikast-Brande Kommune

Ikast-Brande er en af de syv danske kommuner, der tog imod opgaven med at hjælpe den ukrainske kommune. Og det er faktisk lidt usædvanligt. 

For Ikast-Brande har aldrig haft en venskabsby.

- Men det vil vi gerne gøre op med for at kunne gøre en forskel for Ukraine. Det er et projekt, der virkelig giver mening at være med i, siger kommunaldirektør Flemming Storgaard, der fortæller, at to håndfulde ansatte er en del af Ukraine-samarbejdet.

Valget af venskabskommune landede hurtigt på landkommunen Voznesensk, der er på størrelse med Ikast-Brande og også har mange tekstilvirksomheder og landbrug. Voznesensk tog imod tilbuddet og sammen sporede de sig ind på flere indsatsområder.

Et af de helt store problemer i Voznesensk er drikkevandet med vandtab på 40 pct. fra kilden til vandhanen. Og selvom Ikast-Brande ikke kan donere bedre vandrør eller sende penge, kan kommunen alligevel gøre en stor forskel, siger Flemming Storgaard. 

-  Vi må ikke føre udenrigspolitik eller give donationer. Men vi må gerne udveksle viden. Det kan gøre en kæmpe forskel for dem, siger han. 

Samarbejdet handler også om erhvervsmulighederne og arbejdskraften i Voznesensk. Og her drager kommunen nytte af, at Ikast-Brande i 13 år har været kåret til den mest erhvervsvenlige kommune. 

I Voznesensk hvor mange af arbejdspladserne er på tekstilfabrikker handler det om at sy militiærtøj til fronten. Fabrikkerne er dog ikke moderne, og derfor har projektet fokus på at opkvalificere arbejdskraften.

For eksempel bliver flere ukrainske lærere undervist på VIA University College, så de kan tage tilbage og lære fra sig. Derudover er der flere andre erhvervstiltag, siger Flemming Storgaard.

- Jeg tror også, at vores erhvervsvirksomheder kan få noget ud af samarbejdet. Der bliver en kæmpe opgave at genopbygge landet. Og den bedste måde at genopbygge på er at handle med dem. 

- Det er klart at vi også skal kunne magte det. Det er noget, som vi gør ved siden af at være kommune. 

Kommunen får omkring to mio. kr. af Ukrainefonden, så samarbejdet ikke går ud over Ikast-Brandes borgere. Det at samarbejde med en kommune i krig er ikke uden udfordringer.

- Vi kan ikke bare tage derned, og de kan ikke bare tage herop. På et tidspunkt havde vi pc’ere i overskud, og de ville sende en herop og hente dem. Han blev stoppet i tolden og sendt til fronten, den stakkels mand. Efterfølgende fandt vi en organisation, der kunne sende dem derned.

-Vi har virtuelle møder, og nogle gange siger de, at de lige må afbryde mødet, fordi flere sidder i kælderen for at undgå bomber og missiler. Det er en besynderlig situation, siger Flemming Storgaard. 

Men projektet er indtil videre en succes. De er lykkedes med at skabe relationer. Og det er vigtigt at have på plads, når der skal genopbygges, siger han.

- Det er svært at samarbejde med et krigsførende land, og svært at grave rør og ledninger ned, hvis man risikerer at det bliver bombet dagen efter. 

- De vil rigtig gerne have vores viden. Og det føler vi os også forpligtede til at dele ud af. Vi tror, at vores erhvervsliv vinder ved det her, samtidig med at vi kan være med til at gøre en forskel. 

Udvikling i krigstid

Marie Elisabeth Andersen fortæller, at man trods sprogbarrierer, kulturelle forskelle og sikkerhedsrisici pga. krigen, allerede er godt på vej i det første år af det fireårige projekt. 

- Jeg er positivt overrasket. Mange siger, at det er svært eller umuligt at genopbygge, mens man er i krig. Men hvis man først tænker på genopbygningen, når der er fred, er man allerede bagefter, siger hun.

Vitalii Kim opfordrer andre danske kommuner at samarbejde med Ukrainske kommuner: 

- Vi kan finde noget at samarbejde om. Det er ikke farligt at starte et projekt sammen nu. Der er flere danske virksomheder, der har analyseret markedet og finder det interessant. Kom og se området, og du vil se Ukraine fra et andet perspektiv og blive overrasket. Jeg inviterer alle til Ukraine for at se, siger han. 

 

Historien Kort

  • 1. Flere danske kommuner deltager i et fireårigt projekt for at støtte genopbygningen af Ukraine ved at dele viden og erfaringer inden for områder som vandforsyning, affaldshåndtering og erhvervsudvikling.
  • 2. Vitalii Kim, guvernør i Mykolaivs oblast, understreger betydningen af det danske partnerskab, da krigen har stoppet udviklingen i regionen. 
  • 3. Han opfordrer også til, at flere danske kommuner engagerer sig for at skabe langsigtede partnerskaber og bidrage til Ukraines genopbygning.

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.

Til toppen
GDPR