Udbryderkongen fik kanonvalg, men endte som valgets taber i Tønder

Udbryderkongen fik kanonvalg, men endte som valgets taber i Tønder
Fri bar har sin effekt – sådan er det også i Tønder, eller rettere sådan er det specielt i Tønder efter dette kommunalvalg. Valgcafé betyder fri bar i Tønder; pilsner, classic, hvid- og rødvin.
En ophedet debat på sønderjysk klokken 01:40 viser endnu en gang, at sandheden kommer fra børn og fulde folk. Fire mænd stående omkring et rundt cafebord – en af mændene med veltrimmet fuldskæg er temmelig selskabelig overrislet, og han er klar med et nærmest råbende udsagn.
- Venstre har opløst sig selv indenfra. Om så Anders And havde stillet op mod Martin Iversen, så havde han vundet. Æ' stemmer ikk å' Venstre mere her. Æ' stemmer å' Venstre til æ' regionrådsvalg og æ' folketingsvalgt. Martin Iversen er en røv med ører, og det ved alle, siger manden, inden han bliver afbrudt.
- No holder do' di' kæft, råber en hjulbenet mand midt i 70'erne til den åbenmundede.
Manden lader sig ikke stoppe og fortsætter sine tirader mod Venstre og Martin Iversen, inden han bliver sendt væk fra journalisternes store ører af samtlige tre andre mænd ved bordet.
Det er kulmination på en aften, der i den grad har været en afregning med Venstre i Tønder og i særdeleshed Martin Iversen. Det har også været en lang valgaften, hvor Henrik Frandsen i den grad har cementeret at Venstres fravalg af ham var en kæmpe fejl.
Detroniseret borgmester med stort personligt valg
Medlemmerne af Venstres lokale partiforening fravalgte sidste år den siddende borgmester, Venstremanden Henrik Frandsen, på en mark uden for Agerskov. I stedet blev den uerfarne politiker og erhvervsmand Martin Iversen valgt som spidskandidat.
Mærkeligt virkede det på alle måder at fravælge en siddende borgmester, der ved sidste valg i 2017 havde hentet 15 mandater til sit parti – blot et mandat fra at sikre sit parti absolut flertal med 16 ud af den 31 byrådspladser.
Tidligere på aftnen så det ud til, at Henrik Frandsen skulle føre sit nye parti Tønder Listen til en historisk sejr. Som borgmesterkandidat hentede han ikke færre end 3.761 personlige stemmer, og det nystartede parti hentede i alt 29 pct. af samtlige stemmer.
Venstre derimod har oplevet en vælgertilbagegang på hele 27,9 pct., og partiets spidskandidat Martin Iversen måtte nøjes med 496 personlige stemmer.
Men i kommunalvalg kan alt dog som bekendt ske, og netop det skete i Tønder. Samtlige andre partier udelukkede valgets vinder fra forhandlingerne allerede inden klokken 22:00.
Henrik Frandsen kunne klokken 02:42 konstatere, at han som valgets store vinder og byrådets største parti med ni mandater alligevel måtte gå hjem i seng.
Overraskende vinder
SF's ene mandat Bjarne Lund Henneberg trak sig fra forhandlingerne om konstitueringen og lod højlydt vide i foyeren på Tønder Rådhus, at han ville videre med den grønne omstilling end de resterende partier.
Næsten præcis en time efter at den vindende men alligevel slagne borgmester Henrik Frandsen forlod Tønder Rådhus, trådte den resterende forsamlings nyvalgte byrådsmedlemmer frem på trappen. Anført af Slesvigs Partis Jørgen Popp Petersen og efterfulgt af Venstre, Socialdemokraterne, Nye Borgerlige, de Konservative og Borgerlisten.
En selvtilfreds Jørgen Popp Petersen kunne konstatere, at han med sit høje personlige stemmetal kunne samle samtlige partier om at skabe ro i Tønder Byråd. Tumulten skulle være slut nu, og det ville der være med den nye konstituering. Jørgen Popp Petersen kunne med sine 1.921 personlige stemmer i alt hente fire mandater. Det var nok til, at han henter borgmesterkæden for de næste fire år i Tønder Kommune.
Venstre kan se tilbage på et hårdt valg. Det tidligere borgmesterparti må nøjes med seks mandater – en tilbagegang på ni mandater i forhold til KV17 og tre mandater tilbagegang sammenlignet med tiden efter bruddet med Henrik Frandsen. Socialdemokratiet går et enkelt mandat tilbage til fem og får i alt 14,8 pct.
Men hvem der er vinder eller taber i Tønder virker stadig svært at sige. Vreden ulmer med sikkerhed videre bare videre, for Tønder Listens mange stemmer føler sig i den grad snydt som byrådets største parti.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.


























