Trap Danmark forærer kommunerne en fælles identitet
Trap Danmark forærer kommunerne en fælles identitet

I Halsnæs går den som gave til nye danske statsborgere. I Hørsholm bliver den givet til kommunens frivillige kræfter. Og i Lyngby-Taarbæk følger den gratis med til vielserne på rådhuset. Trap Danmark-bøgerne om de danske kommuner skal dog ikke kun stå på borgernes boghylder. Kommunerne kan også drage nytte af bøgerne.
Det mener Niels Elers Koch, der er chefredaktør på Trap Danmark. Han står i spidsen for projektet med at udgive 98 bøger, der skal skildre naturen, historien, byerne, kulturlivet og erhvervsforholdene i samtlige danske kommuner.
Indtil videre har Trap Danmark lanceret 54 kommunebøger, og ved midten af 2022 er samtlige 98 bøger udgivet. Niels Elers Koch håber, at kommunerne tager imod gaven, der er fuldt finansieret af fondsmidler. Men han er ikke sikker på, at det sker.
- Vi synes, det er ærgerligt, at der er så mange kommuner, der endnu ikke er klare over, hvor flot en gave de får med beskrivelsen af deres kommune.
Identitet til sammenbragte kommuner
For nogle kommuner vil udgivelsen af bøgerne nemlig være første gang, at kommunens natur, historie og samfundsforhold bliver beskrevet i et samlet værk. Bøgerne kan blandt andet være med til at give en fælles identitet til de sammenbragte kommuner, der blev dannet under strukturreformen.
- Vi oplever stor interesse fra de sammenbragte kommuner. For dem er det formentlig første gang, at de får en samlet beskrivelse.
- Strukturreformen fusionerede i mange tilfælde forskellige kommunale identiteter i én kommune. Bøgerne kan være med til at give de sammenbragte kommuner én samlet identitet, siger han.
Niels Elers Koch kan også se, at bogen hitter blandt de kommuner, der typisk ikke så ofte bliver beskrevet i større værker. Blandt andet nævner han Rebild Kommune, hvor borgmesteren, Leon Sebbelin (R), købte bogen om Rebild Kommune til samtlige medarbejdere.
"Vi bruger omkring to år og to mio. kr. på hver bog med hjælp fra med flere hundrede lokale og nationale eksperter hver gang. Kommunerne får virkelig en gave med bogen."
Egedal arrangerer Trap-ture
Egedal er en af de kommuner, der i særlig grad har udnyttet mulighederne med udgivelsen af Trap-bogen. Kommunen har blandt andet brugt bogen som gave til de brudepar, der bliver gift på rådhuset og som en gave til lokale ildsjæle.
Inden corona lukkede samfundet ned, arrangerede kommunen også bus-, cykel- og gåture rundt i kommunen. Her fik borgerne fremvist de seværdigheder, som Trap-bogen beskriver. De forskellige politiske udvalg i kommunen stod på skift for at arrangere en rundtur i kommunen. Borgmester Karsten Søndergaard (V) var også med på en af turene som guide.
- Egedal er en sammenbragt kommune. Bogen er et godt værktøj til at fortælle om Egedals samlede historie. Vi har en hel fantastisk kommune. Det er der nogen, der ikke ved, selvom de har boet her i lang tid, siger han.
- Vi har en interesse i at udvikle kommunen og at fortælle om de muligheder, der er for borgerne. Under corona har vi desværre ikke kunnet holde vores Trap-ture, men vi har planlagt at vi vil tilbyde ture rundt i kommune for vores tilflyttere på baggrund af bogen. Vi vil helt sikkert bruge den til yderligere markedsføring af kommunen.
Skatteborgernes penge
Udgivelsen af kommunebøgerne er udelukkende finansieret af fondsmidler. Derfor er Trap Danmark ikke afhængig af at sælge bøgerne til kommunerne. I forvejen har mange borgere bestilt bøgerne gennem Trap eller boghandlerne.
Alligevel håber Niels Elers Koch på, at flere kommuner får øjnene op for gevinsterne ved at bruge bøgerne aktivt ligesom Egedal. Kommunerne kan ved større indkøb købe bøgerne fra Trap Danmark til en pris, der typisk ligger under 100 kr. pr. bog. Derfor undrer det Niels Elers Koch, at flere kommuner bruger skatteborgernes penge på skrive deres egne bøger, når Trap Danmark har været i gang i mange årtier.
- Vi bruger omkring to år og to mio. kr. på hver bog med hjælp fra med flere hundrede lokale og nationale eksperter hver gang. Kommunerne får virkelig en gave med bogen.
- Der er nogle kommuner, der skriver deres egne jubilæumsbøger. Det kan koste mange tusind kroner. Det er vel ikke at passe på skatteborgernes penge. For vi laver jo bøgerne alligevel.
Om Trap Danmark
Trap Danmark er opkaldt efter Jens Peter Trap, der skrev den første udgave af Statistisk-topographisk Beskrivelse af Kongeriget Danmark i 1856-1860. Værket er siden kendt som Trap Danmark.
Trap Danmark har siden haft fire udgivelser. I de tidligere udgivelser har det været de danske sogne, der har været beskrevet. Men i sjette udgave er det de 98 kommuner, der er fokuspunktet. Sjette udgave indeholder dels 34 bind med flere kommune-beskrivelser i hvert bind samt 98 selvstændige kommunebøger.
Bindene og bøgerne bliver skabt af Trap Danmarks fagredaktionen i samarbejde med nationale og lokale forskere og eksperter
Trap Danmark har desuden lanceret den digitale tjeneste trap.lex.dk, hvor man kan helt gratis kan slå op i Trap Danmarks værker.
Kilde: Trap Danmark
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.



























