Tilbage til udkanten

Er det slut med Christiansborgpolitik nu?

Nej, det er det ikke. Vi har selvfølgelig haft en selvransagelse oven på folketingsvalget. Det er tredje gang, vi kikser at komme på Christiansborg, men vi er godt i gang med at samle vælgererklæringer, og jeg regner med, at vi er færdige her i løbet af 2012, så vi er opstillingsparate til Folketinget igen. Og til den tid vil jeg selvfølgelig også være den, der går forrest.

Der har været meget forvirring omkring din post som formand for Kristendemokraterne – vil du være formand eller ej?

Det kan jeg godt forstå, at du spørger om. Det, man skal huske, er, at jeg har været ene mand for partiet de sidste 16 måneder og fristen for at melde sig som formand var dagen efter folketingsvalget. Jeg var helt færdig rent fysisk og mentalt oven på en meget hård valgkamp, hvor jeg jo pendlede fra Vestjylland til Købehavn dagligt, så jeg havde simpelthen brug for lige at trække stikket ud. Men da jeg så kunne mærke, at der var en enorm vilje og gejst i baglandet, valgte jeg at stille mig til rådighed og fik et meget flot formandsvalg.

Hvordan har du det med at være tilbage i Udkantsdanmark?

I kraft af at jeg ikke blev genvalgt til Folketinget, er jeg jo tilbage og bosat og skal ikke pendle til København fire dage om ugen. På sin vis nyder jeg også at kunne have en mere rolig tilværelse i min udkant, og jeg glæder mig til at involvere mig i lokalpolitik. 

Du er selv butiksuddannet, synes du, at der er for mange akademikere og Djøf’ere på Christiansborg?

Jeg har selv siddet i forhandlinger, hvor jeg ikke har fattet en brik. Der er igennem den tid, jeg har været på Christiansborg, sket en udvikling, hvor landspolitikerne og medierne har bevæget sig for langt væk fra den almindelige borger. Der er gået for meget regneark og kassetænkning i den i stedet for egentlig at komme ned i øjenhøjde med borgerne. Det kan godt skyldes, at der ganske enkelt er for få politikere, der har været ude blandt mennesker i et normalt arbejde – man kan ikke læse alt i en bog.

Hvad har været din største succes i din politiske karriere?

Ved finanslovsforhandlingerne i efteråret 2010 fik vi en håndfuld gode indrømmelser og fik gjort en konkret forskel ved blandt andet at oprette flere hospicepladser og redde omkring 20 væresteder fra at lukke. Når jeg ser på den resultatliste, bliver jeg rigtig glad og stolt.

Hvad har været den største skuffelse?

Det var nok, at vi ikke kom i Folketinget igen. Der var ligesom bygget op til, at vi ville komme i hus med et kredsmandat. Og der manglede kun få tusind stemmer, men mange stemte jo ikke på os, fordi de var bange for stemmespild.

Hvem er dit forbillede?

Der skal vi uden for Danmark. Jeg er totalt Kennedy-freak. Alle brødrene, både John F., Robert og Edward, synes jeg, står for en særlig ideologi, som har respekt for det enkelte menneske. Ellers skal vi til Sverige eller Norge hos mine partifæller Kjell Magne Bondevik (Norge, red.) og Alf Svensson (Sverige, red.). 

Ligesom jeg selv, har Alf Svensson tilbage i 70’erne siddet alene i parlamentet og røg helt ud, men kom senere ind med over tyve mandater.  

Hvor ser du dig selv om ti år?

Der er jeg stadigvæk partiformand for Kristendemokraterne, og vi har en folketingsgruppe på en otte-ti mand.