Af Suzanne Moll
 | 
Billede

Tid til at skuffe i haven

Naboerne har brugt Corona-karantænen så flittigt i haverne, at Suzanne Moll med sin meditative tilgang til havearbejde knap tør se dem i øjnene.

Synspunkt

Når man er født og opvokset i en lejlighed i København, kan det godt virke skræmmende at flytte i hus med have. For hvad stiller man dog op med alt det grønne? Hvad er godt og hvad er not? Ikke desto mindre giftede jeg mig for mange år siden til en have. Og jeg har med tiden lært at elske friheden ved den åbne havedør.
Så langt så godt.

Hvert forår gribes jeg ikke desto mindre af præstationsangst. For en have passer jo ikke sig selv. Og hverken Corona, en måneds tørke i april eller generelt nationalt mismod formår åbenbart at holde ukrudtet nede. Det pibler op overalt. Og  hvor vi normalt er to personer, har jeg ved skæbnens ugunst boet alene med haven i flere uger, eftersom hustandens mest kyndige haveperson er i risikogruppen og fortrukket til sommerhuset. 

Ned på knæ og skuffe
Så sidder man der; kigger ud på den strålende forårssol, og prøver at lægge en slagplan for det, profferne kalder 'klargøring' af haven.

Det gør ikke mit have-stress-niveau mindre, at naboerne åbenbart har brugt den seneste måned på at luge, plante, beskære og jeg ved snart ikke hvad. Vores kvarter er fyldt med søde haver med gamle frugttræer, staudebede og skønne blomster. Men jeg går med bøjet nakke og undgår øjenkontakt, selv om ingen åbenlyst bebrejder mig for den lysende række af mælkebøtter, der står rank langs kantstenen hele vejen rundt om vores hjørnegrund. Den slags kommenterer man ikke i et pænt kvarter. Men alligevel er mit over-jeg i højeste alarmberedskab af angst for at blive konfronteret. Så det trækker kraftigt op til en lang ydmygt knælende dag på fortovet iført den grønne spand, skuffejern, kost og hvad dertil hører.

Overskueligt overspring
Jeg HAR faktisk været i haven i år. Til tider er havearbejdet min bedste mulighed for at udsætte andre gøremål. Græsset er slået to gange indtil videre. Det har sammenlagt taget cirka 20 minutter, da vores plæne er på størrelse med halvandet fodboldmål. En gammel veninde har belært mig om, at roserne skal klippes efter Dronningens fødselsdag, der jo var svær at overse i år med al den sang ud af alle revner og sprækker. Så det er ordnet. Men der er mange opgaver tilbage på listen. Og inden vi går i gang, tillader jeg mig et nostalgisk tilbageblik på sejre og nederlag i den lille have.

På plussiden kan jeg nævne en vellykket placering af et paradisæbletræ og en syrenbusk. Begge er kilder til stor skønhed og megen ro i sjælen, ikke mindst fordi de nærmest passer sig selv. Mindre heldigt gik flytningen af et større rosenbed, der  stod i vejen for en terrassedør. Jeg elsker roser, men de er åbenbart nærtagende og tydeligvis utilfredse med at blive forvist til en mere diskret plads i haven. Smækfornærmede har de nu i flere år nærmest obstrueret deres egen vækst.  Men i stedet for at skælde ud og fyre dem har jeg i år valgt en overbærende kærligheds-strategi med gødning, søde ord og meget vand i den tørre måned. Håber, de værdsætter deres særstatus og belønner mig med et hav af blomster om et par måneder. 

Spørgsmål om liv og død
Men er roserne nærtagende, er de dog for intet at regne imod den blåregn, vi plantede for fire år siden. Eller rettere de  tre blåregn vi satte. Vi gravede og gødede og vandede efter ekspertanvisning, men det passede åbenbart ikke Madame Wisteria at udkomme i den kontekst på det sted. Sidste år kastede vi så håndklædet i ringen og satte en ny blåregn sammen med en klatrerose efter princippet, at den stærkeste må overleve. Og sandelig om ikke både rosen og blåregnen ser yderest tilfredse ud i år, så det trækker gevaldigt op til blomstring. Juhuuu.

Det bedste ved haven er jo, at man følger tidens gang i gode såvel som dårlige år. Og desværre er tiden kommet, hvor vi må overveje en afsked med det gamle Cox Orange æbletræ, der var her, da vi flyttede ind, bar vores datters gynge i sine grene og har givet os den fineste skygge i varme somre. Men nu falder barken af og det er småt med blomstring. Det gamle træ skal erstattes af et nyt, men hvornår? Den beslutning er svær at tage.

Lidt uperfekt med vilje
Det mest grænseoverskridende jeg har budt min have-stress var besøget af en meget entusiastisk have-konsulent. Der var ingen grænser for alle de muligheder, hun så, og alt det, der skulle laves om. Hendes rådgivning var meget velment og yderst kompetent. Men præcis dér gik det op for mig, at havearbejdet for mig nok er tættere på meditation end på ambition om perfektion. Det er vejen, ikke målet, der giver mig glæde i haven, og jeg har lovet den, haven altså, at den ikke skal være vidne til den slags igen.

Nå men tilbage på listen står ukrudtet som parcellens egentlige hersker. Fortovet og kantstenen fyldt med mælkebøtter skriger på at komme øverst. Derefter skal indkørslen have en tur med skuffejernet. Og til sidst terrassen. Når den så er ordnet, kan man endelig sætte sig med god samvittighed og nyde resultatet af sit arbejde.
Indtil græsset skal slås igen.

De gamle søfolk sagde 'kun en tåbe frygter ikke havet', hvilket vores nationale haveguru Søren Ryge vittigt omskrev til 'Kun en tåbe frygter ikke haven'.

Så det er ingen skam at frygte denne lille uregerlige plet på jorden og samvittigheden. Hade den lidt måske. Men først og fremmest elske den som fristed for alle verdens trængsler. På godt og ondt og lidt på trods.

Andet

Synspunkt

Tema: Molløs

kv21-banner
Tilmeld dig nyhedsbrevet