Vi er mange der kender det. Det har gjort ondt i tanden i et stykke tid. Jeg ved godt jeg burde tage af sted og få bestilt den tid. Men jeg tøver, fordi den største tandpine ved tandlægebesøget er regningen. Billedet er rimelig tydeligt, når vi kigger på hvem, der undgår tandlægestolen, og det er særligt de unge og de mennesker, der tjener mindst. Derfor bør vi hæve aldersgrænsen for den kommunale tandbehandling til mindst 25 år. Vores sundhed skal gælde hele kroppen.

Det er dog ikke kun blandt unge at problemet er stort. Der er desværre alt for mange mennesker, der i mange år undgår at blive behandlet mod tandsmerter. Det skyldes, at det næsten er lige så smertefuldt at skulle gældsætte sig for at betale sin tandlægeregning, som at skulle gå med smerterne i munden. Det skaber enorm ulighed. 1/4 af de fattigste 10 procent har ikke været ved tandlægen de seneste 3 år. For de 10 procent rigeste er det under 1/12. Indkomst har derfor en stor indflydelse på ens sundhed i munden. Når man spørger de personer, der ikke går til tandlægen, er indkomst det parameter som er mest afgørende. Tandlægebesøg er derfor ikke et spørgsmål om valg, men om mulighed.

Og når unge ikke får behandling for tandsmerter får det konsekvenser senere hen. Hvad der kan starte som et lille hul i den ene tand, kan hurtigt udvikle sig, hvis ikke man får det behandlet ordentligt, og med det bliver regningen endnu større. Vi sætter mennesker ud i en ond spiral, med voksende tandpine og voksende regninger, der for mange ikke er til at betale. Lad os fjerne tandlægeskrækken allerede fra start, så vi kan mindske uligheden i sundhedssystemet.

Vi bliver nødt til at gøre op med uligheden i vores sundhedssystem og få unge til at komme til tandlægen. Der er et hul i velfærdsstaten.  Normalt kan vi hive sygesikringskortet frem, hvis vi har brækket armen, men ved en knækket tand, så skal dankortet svinges. Jeg håber derfor, at kommunalpolitikerne vil lytte og øge aldersgrænsen for vores tandlægebehandling, så behandlingen ikke stopper når vi bliver 18.