”I november var jeg på en kort ferie – på en af de vestindiske øer. Flyveturen gav mig en sælsom oplevelse. Jeg læste om slavernes skibe på vej til slavernes øer. Pludselig følte jeg – på vej over Atlanterhavet – at jeg var i et slaveskib i det 17. århundrede. De mange velklædte mennesker i flyet blev for mig forvandlet til sorte mænd og kvinder ...”

Sådan indleder statsminister Anker Jørgensen sin nytårstale i 1973. Da Anker er færdig med sin indledning om slaver, springer han tilbage til fly-scenen, hvor stewardessen serverer hans frokost og spørger, hvad han skal have at drikke. ”Jeg bestilte to øl”, siger Anker i nytårstalen.

En stærk fortælling

Derefter bruger Anker slavehistorien til at reflektere over en række af 70’ernes undertrykkelsesregimer og frihedskampe på jordkloden. Han kommer med budskaber om, at vi aldrig må stoppe med at bekymre os om andres problemer, for så bliver vi kolde mennesker. Anker ender nytårstalen hjemme i Danmark og bruger sin fortælling til at komme med perspektiver på landets indenrigspolitiske situation.

Der er nok mange meninger om Anker Jørgensens nytårstale. Men én ting kan der ikke være uenighed om: Talen rummer gode for–tællinger – både slavehistorien og statsministerens flyvetur med familie, frokost og de to øl bliver på en begavet måde brugt som ramme i Ankers tale. En ramme, der både siger noget om Anker som politiker og privatperson og sætter en masse tanker og følelser i gang.

Smid Christiansborg-manualerne ud

I disse måneder sidder mange lokalpolitikere og forbereder deres kampagner til kommunalvalget næste år. Og lad os for guds skyld håbe, at de vælger at lade sig inspirere af de ”gamle” politikeres sprog fremfor de nuværendes. For sproget på den landspolitiske scene tager hovedsageligt afsæt i hokuspokus-beregninger og lagkagediagrammer, som er fuldstændig uigennemskuelige for almindelige mennesker og støvsuget for narrativer, der kan sætte følelser i gang hos modtageren. Eller også er politikernes sprog fyldt med trætte klicheer a la ”regningen må ikke ende i børneværelset” eller ”vi skal fremtidssikre velfærdssamfundet!”

Lokalpolitikerne må ikke gå nedad den vej i deres kampagneforberedelser. Lige meget hvor mange valgmanualer – fyldt med tal, budskaber og angrebspunkter, som partisekretariatet på Christiansborg kaster efter de lokale kandidater – skal de holde fast og nægte at overtage den kommunikationsform. Kommunikation blottet for fortælling, følelser og ægte ”fordi jeg mener det”-argumentation bider ikke på vælgerne – tværtimod er det snarere med til at skabe politikerlede.

Skru op for følelserne og virkeligheden 

De lokale politikere skal derimod kigge på den virkelighed, der omgiver dem, og hente fortællekraften i de miljøer, som de er en del af, og som de fremover gerne vil påvirke og have indflydelse på. For ved at tage afsæt i den virkelighed får de fortællinger, der indeholder følelser og historier, som vælgerne kan relatere sig til. Der er brug for langt mere patos end logos ved det kommende kommunalvalg.

Faktisk virker det banalt, at det selvfølgelig er den vej, man skal gå. Men desværre viser erfaringerne fra de seneste kommunalvalg, at mange af kandidaterne tror, det gælder om at kopiere landspolitikernes sprog og kampagneform.

Tal vælgernes sprog

Det er, som om de lokale politikere har mere travlt med at vise partitoppen, at de skam også kan ”tale” deres sprog, end de har lyst til at tale vælgernes ”sprog”. Derfor kan det være en god idé at huske på, at det kan godt være, det giver point at kunne tale christianborgsk, men det giver endnu mere kredit på kontoen at kunne fremvise et flot valgresultat.

Derfor et godt råd til alle de lokale politikere, der er i gang med at planlægge den kommende valgkamp: Skru op for Anker-fortællingen og ned for det kedelige DJØF-sprog.