Taberne hejser den ideo logiske fane – og sænker den igen

Store oppositionspartier skifter strategi efter et helt fast mønster, jo længere tid de har siddet uden for indflydelse. Mister et parti regeringsmagten eller borgmesterposten, vil den umiddelbare reaktion være at søge ud mod fløjene for at lægge afstand til det nye magtbærende parti og mobilisere kernevælgerne.

Er det ikke nok til at sikre valgsejren ved de efterfølgende valg, vender det strategiske blik sig igen mod den politiske midte og de sagnomspundne svingvælgere. 

Bølgelignende dynamik

I de tilfælde, hvor ikke engang den møjsommelige tilbagevenden til midten belønnes med en magtovertagelse, vender oppositionspartiet sin ørkenvandring ud på fløjen igen. Og så fremdeles.

- Vi kan se, at der er en bølgelignende dynamik i forhold til, hvor lang tid et parti har været i opposition. Nogle gange virker det mere hensigtsmæssigt at skærpe den ideologiske profil, mens det andre gange kan være naturligt at prøve at overtage det politiske midterfelt i forsøget på at vinde magten, siger Martin Bækgaard, der er adjunkt ved Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet.

Han blev sammen med forskerkollegaen Carsten Jensen i april hædret med en international pris for at have afdækket, hvordan de store oppositionspartier i de danske kommuner (Venstre og Socialdemokraterne) opfører sig alt efter, hvor lang tid de har været forvist fra borgmesterposten. 

Fra signal til real

At oppositionsstrategier kan skifte over tid, genkender den socialdemokratiske gruppeformand i Ringkøbing-Skjern, Karsten Sørensen. Han er henvist til et liv som permanent opposition i den stærkt Venstre-dominerede kommune og overtog selv posten som gruppeformand efter et opgør i partiforeningen om den politiske linje.

- Den tidligere gruppeformand var mere konfrontatorisk i sin tilgang og typen, der positionerede sig mere. Det førte til en diskussion, om vi skulle være realpolitikere eller signalpolitikere, siger Karsten Sørensen.

I Aarhus er det derimod Venstre, der er tilbage i rollen som politisk udfordrer, efter det fra 2002 til 2005 lykkedes at bryde den socialdemokratiske dominans med Louise Gade som borgmester.

Partiets rådmand, Bünyamin Simsek, forstår godt forskernes pointer, men mener, at det vigtigste som opposi-tion er at ’minimere skaden’ af det flertal, som sidder på magten. Derfor er partiet også altid med i budgetforligene.

- Det ville måske have været strategisk klogere, hvis vi stillede os udenfor og markerede os ved at sige, hvad vi mener, der burde være gjort, i stedet for at indgå i en aftale. Det ville måske have været det rigtige at gøre strategisk. Men jeg synes, at det er vigtigere, at vi er med til at præge den politik, som bliver ført, siger Bünyamin Simsek.