Politik er fyldt med hurraord og plusord, som det er svært at sige noget imod. Hvem kan f.eks. være modstander af helhed i børns liv, inklusion, demokrati eller effektivitet? På udlændingeområdet førte den tidligere regering en ”fast og fair”, mens den nye fører en ”robust og retfærdig” politik. I virkelighedens verden er der ikke den store forskel, men det lyder rart og trygt.

Ord er ikke værdineutrale eller uden ideologisk betydning. Men meget af vores daglige, faglige og politiske kommunikation foregår som om ord er værdineutrale og entydige. På den måde ender vi op i samtalerum, hvor vi snakker forbi hinanden og slører de bagvedliggende politiske og ideologiske intentioner. Problemet er at de fleste ord er flertydige og tvetydige, f.eks. ”negativ social arv”.

Et af de områder, som er mest inficeret af hurraord og skjulte dagsordener, er debatten om forholdet mellem fritid og skole.

I over et halvt år har der hængt en dødsdom over to traditionsrige institutionstyper. Fritidshjemmene (landets sidste 184) skulle laves til SFO’er, og de sociale klubber skulle flyttes til ungdoms- og folkeskoleloven. Men S-SF-R-regeringen har valgt ikke at udmønte den del af Økonomiaftalen for 2012. Det nydannede Børne- og Undervisningsministerium bekræfter, at det betyder at regeringen dropper forslaget. Ministeriet oplyser også at regeringen grundlæggende synes, det er rigtigt at samtænke skole- og fritidstilbuddene for at få synergieffekter og optimal udnyttelse af personalets og ledelsens kompetencer.

Siden den første SFO så dagens lys i 1984, har den politiske og faglige retorik kredset omkring synergieffekten. Synergieffekt betyder, at helhedens samlede indsats er større end summen af de enkelte elementers indsats.

Men kan der efter 26 år med SFO’er fremvises videnskabelige og forskningsbaserede resultater der bekræfter synergieffekten?

 Hvis der var en synergieffekt at spore, så vil det betyde at børns trivsel, læring, livsduelighed og faglighed var øget over hele linjen. Men modsat den politiske fortælling kan vi konstatere, at der (forsat) findes en stor gruppe elever, der forlader folkeskolen med så ringe færdigheder, at de har meget svært ved at forsætte i en ungdomsuddannelse.

Folkeskolen har ikke frasorteret eller reproduceret sociale uligheder mindre, fordi skolen har fået fritidshjemmene under deres ledelse. Fritidspædagogikken har altså ikke kunne rede skolen fra skolen selv, men er blevet en del af problemet. Fritidspædagogikken er blevet reduceret til et nyttigt redskab for ikke-pædagogikkens barbariske målsætninger.

Den politisk italesatte synergieffekt handler ikke om børn og unge, men om forandrings- og effektiviseringslogik udtænkt i Folketinget og KL. Som igen handler om at spare penge, om kvadratmeter og om at sikre en bestemt ideologisk konstruktions dominans.

Ingen kan som skrevet være imod helhed i børns liv. Men helhed er ikke lig med at være på den samme matrikel eller i de samme rum dag ud og dag ind. Helhed er ikke en strukturalistisk størrelse, men først og fremmest et spørgsmål om selvfornemmelse. Helhed i en humanistisk kontekst har åbenhed overfor andre rum som sit omdrejningspunkt. Fordi en righoldig kompetenceudvikling kræver mange rum.

Ønsker vi at vores børn skal have en alsidig, og ikke kun akademisk udvikling, så skal vi adskille skole og fritid. Børn er ikke kun fremtidens voksne. Barndommen har en egen værdi. Vi gør vold på den viden og gør børn en bjørnetjeneste, når vi taler om fritid, læring og skole ud fra økonomiske termer.

En debat om fremtidens folkeskole, må og skal løsrive sig fra de sidste 26 års mantra om den påståede synergieffekt mellem skole og fritid. Spørgsmålet er blot om interessenterne omkring folkeskolen magter at tage et selvopgør med små tre årtiers fordrejninger og stråmandsargumenter?