Med strukturreformen i 2007 kom mange behandlinger langt væk for mange borgere. Det er rigtig godt med et professionelt og erfarent læge- og sundhedspersonale ved specialoperationer og -behandlinger på supersygehusene. Men tiden har vist, at vi fortsat har brug for et stærkt og nært sundhedsvæsen.

Derfor skal vi værdsætte og prioritere den praktiserende læge som familiens sundhedsfaglige kontaktpunkt - og vi skal have dygtige og engagerede sundhedsfaglige faciliteter tæt på os: Skadestuen, fysioterapeuten, ergoterapeuten, stresscoachen, kiropraktoren, sundhedsplejersken, psykologen og psykiateren - og alle de andre offentlige og private sundhedstilbud, der kan være brug for livet igennem.

Disse tilbud skal være enkle og gennemskuelige, og borgerne skal ikke løbe rundt i en administrativ og geografisk labyrint for at få den rigtige behandling på det rigtige tidspunkt.

Men Folketingets og skiftende regeringers indbyggede behov for at virke handlekraftige gør det meget svært at få struktur og effektiv drift i de kommunale og regionale sundhedstilbud. I de senere år er der således kommet pudsige knopskydninger på modeller til håndtering af de nære sundhedstilbud.

Så meget for én indgang til den offentlige sektor

På grund af vandringen af borgere mellem kommunale og regionale behandlingstilbud er begrebet ”sundhedsklynger” således dukket op. Sundhedsklynger er forpligtende samarbejder mellem kommuner, almen praksis og hospitaler, som pr. 1. juli 2022 er etableret omkring landets akuthospitaler.

Så meget for én indgang til den offentlige sektor, som mantraet lød i 2004, da Strukturkommissionen barslede med tanker om en ny opdeling af landets kommuner, amter og statslige organisering.

Der har også været skiftende regeringers bud på ”nærhospitaler”, der - fordi de ikke indeholder sengepladser - snarere er sundhedscentre frem for rigtige hospitaler, som vi kender dem.

Gennem det seneste år har politikere og embedsfolk i kommuner, regioner og ministerier arbejdet på at konkretisere indholdet og kæmpet om indstillingen af placeringen af de 25 ”nærhospitaler”.

Hundredvis af fysiske og online-møder, utallige notater, præsentationer, tanker og forhandlingspositioner er blevet udviklet. Men med regeringsskiftet er alt dette arbejde nu skudt til hjørne på grund af større tanker og ambitioner om endnu en gang at vælte rundt på vores sundhedsvæsen.

En Sundhedsstrukturkommission er blevet nedsat. Et element i arbejdet er blandt andet at finde en måde ”at skabe et sundhedsvæsen, der skal kunne håndtere det stigende antal borgere med kroniske sygdomme”.

Endnu en kommission og endnu en reform

Jamen, det er der da ikke noget nyt i. Det var også et af elementerne i sidste strukturreform, der blev igangsat for snart 20 år siden. Og det har også været en af de grundlæggende piller i regionernes arbejde, siden de afløste amterne i 2007.

Vi er endnu ikke færdig med at bygge supersygehusene, der blev vedtaget dengang. Og nu skal vi så i gang med endnu en kommission og endnu en reform.

Borgerne kan ikke finde ud af, hvor de skal henvende sig i systemet - og når de endelig finder indgangen, så bliver de kastet rundt fra sted til sted. Det er uværdigt. Og det skal vi have gjort noget ved. Men det behøver man ikke en statsinitieret reform for.

Og medarbejderne får konstant nye mål og signaler. Der er ikke noget at sige til, at lederne ikke kan udpege en retning, og at medarbejderne ikke ved, hvad de skal prioritere. Initiativ og handlekraft afløses af apati og manglende ejerskab.

Hvad med at Folketinget lader reformhammeren hvile et øjeblik og koncentrerer sig om at få sine egne systemer og enheder til at fungere. Som fx Skat, PostNord og SAS. Så skal vi sammen med de private aktører nok løse de sundhedsnære opgaver i kommuner og regioner.