Kommunen.dk
MENU

Studie tyder på meget mindre omikron-risiko

En foreløbig undersøgelse af 70.000 covid-19-patienter fra USA viser, at risikoen for at dø med omikronvarianten er 90 procent mindre end for delta.

Studie tyder på meget mindre omikron-risiko

En foreløbig undersøgelse af 70.000 covid-19-patienter fra USA viser, at risikoen for at dø med omikronvarianten er 90 procent mindre end for delta.
Selv om den er mildere, er omikronvarianten af coronavirus stadig en uønsket sygdom, siger Mike Ryan fra WHO.
Selv om den er mildere, er omikronvarianten af coronavirus stadig en uønsket sygdom, siger Mike Ryan fra WHO.
Foto: Denis Balibouse, Reuters
13. jan 2022
RITZAU

Det har længe været det indtryk, mange sad med. Og nu lader det også til at have solid, videnskabelig rygdækning. Den nye omikronvariant af coronavirus har en fordelagtig sygdomsprofil sammenlignet med den tidligere dominerende variant, delta.

Den er "i sig selv mindre slem" end delta, lyder den foreløbige konklusion af et nyt studie af indlæggelser med coronavirus.

Folk, der bliver smittet med omikron, som på knap to måneder er blevet dominerende i både Danmark og en lang række andre lande, har langt mindre risiko for at ende på hospitalet.


Mængden af smittede, som i sidste ende dør, er også langt lavere end hos smittede med deltavarianten.

Det gælder både patienter med og uden coronavacciner.

Det viser en ny undersøgelse af 70.000 coronasmittede i december, blandt andet fra hospitalsnetværket Kaiser Permanente i Californien, ifølge nyhedsbureauet AFP.

Også forskere fra det anerkendte universitet Berkeley samt USA's Center for Sygdomsbekæmpelse og Forebyggelse, CDC, bidrog.

90 pct. mindre risiko for at dø

Studiet er endnu ikke fagfællebedømt, hvilket betyder, at det ikke er blevet set efter af uvildige forskere, der ikke selv har haft noget at gøre med det.

Men holder tallene stik, kan det give grund til optimisme. For selv om studiet viser, at omikronvarianten er mere modstandsdygtig over for vacciner, viser det også, at den giver markant mildere sygdom.

Risikoen for at blive indlagt med covid-19 faldt til halvdelen - og med 75 procent for intensivindlæggelser - for de omikronsmittede. Det var sammenlignet med smittede med deltavarianten.

Dem med omikron havde hele 90 pct. mindre risiko for at dø med covid-19.

Studiet viser også, at indlagte med omikron var på hospitalet i markant kortere tid. I gennemsnit brugte de halvanden dag på hospitalet, mens de deltasmittede i gennemsnit lå indlagt i fem dage.

Stort set alle ender med at være udsat for omikron og sandsynligvis smittet.

 

Undersøgelsen er justeret for en lang række faktorer såsom alder, køn, kronisk sygdom, og om patienten har haft covid-19 før eller er vaccineret, siger Rochelle Walensky, chef for CDC.

De allerede vaccinerede var dog stadig bedre beskyttet, viser studiet.

Studiet er især godt nyt i lyset af omikronvariantens høje smitsomhed.

Forleden vurderede Hans Kluge, regional leder af Verdenssundhedsorganisationen, WHO, at over 50 procent af befolkningen i Europa vil blive inficeret med omikron inden for seks til otte uger.

I USA gik Anthony Fauci, coronarådgiver for den amerikanske regering, onsdag et skridt længere.

- Stort set alle ender med at være udsat for omikron og sandsynligvis smittet, sagde han ifølge avisen Washington Post.

Derfor opfordrer han stadig alle til at blive vaccinerede.

WHO: Stadig ikke en mild sygdom

  • Omikronvariantens mildere profil har fået flere til at argumentere for, at coronavirus ikke længere udgør en trussel.
  • Senest har for eksempel Brasiliens præsident, Jair Bolsonaro, sagt, at "omikron ikke har dræbt nogen".
  • Det har fået Mike Ryan, krisechef i Verdenssundhedsorganisationen, WHO, op af stolen.
  • Omikron er "mindre slem", men det er ikke en "mild" sygdom, sagde han på et pressemøde onsdag.
  • - Ingen virus, som slår folk ihjel, er velkommen. Især, når dødeligheden og lidelserne kan forebygges med passende brug af vaccination, sagde Mike Ryan.

Kilde:Reuters.

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.

Til toppen
GDPR