Store kommunale forskelle i dumpeprocenter
Store kommunale forskelle i dumpeprocenter

Der er fortsat mange elever, der ikke består fagene dansk og matematik, når de forlader grundskolen. Det viser en analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE).
12,8 pct. - svarende til hver ottende - af afgangseleverne i 2019 fik ikke mindst 2 i dansk og matematik.
Analysen viser til gengæld også, at der er store geografiske forskelle. I landsdelen Vest- og Sydsjælland - der også omfatter Lolland og Falster - dumper eksempelvis 17 pct. af eleverne et af de to fag.
I København og Østjylland, hvor den socialøkonomiske profil er en helt anden, er det til sammenligning 11 pct.
- Det handler ikke om, at skolerne i Kalundborg eller på Lolland ikke kan noget. De har bare større udfordringer end andre.
- Derfor er det der, vi som samfund skal sætte ind og investere i, at der er flere, der består eksamen, siger Mie Dalskov Pihl. Hun er chefanalytiker i AE.
Hun foreslår, at man i de hårdest ramte områder tilfører flere lærerressourcer, tilbyder bedre efteruddannelse eller laver målrettede indsatser for børn, der har svært ved at læse og skrive.
Flere faglærer løfter undervisningen
Det vækker genklang hos Steffen Jensen, der er socialdemokratisk borgmester i Halsnæs Kommune. I Halsnæs er det 18 pct., der ikke opnår karaktererne 2 i både dansk og matematik. Her har man prøvet at hæve niveauet i folkeskolerne ved at give lærerne flere timer til forberedelse og desuden sænke klassekoefficienterne.
Steffen Jensen er ikke meget for statsstyring af kommunerne og af øremærkede, åremålsbegrænsede tilskud til særlige initiativer. Han ser dog særligt ét sted, hvor regeringen kan komme ham og andre udfordrede kommuner til gode.
- Der er en sammenhæng mellem en kommunes sociale forhold og andelen af ikke-faglærte, der underviser børn.
- Derfor er fornuftigt, at man vil flytte seminarier tættere på kommuner som vores, så man ad den vej forhåbentlig kan løfte kvaliteten af undervisningen endnu højere op, siger han.
For mange uden eksamen
I alt var det i 2019 omkring 8.800 elever, der ikke fik en eksamen, som gav adgang til en erhvervsuddannelse.
Og det er for mange, hvis man spørger Mie Dalskov Pihl.
- Den måde, du afslutter skolen på, betyder rigtig meget for, hvordan dit ungdoms- og voksenliv bliver. Det er her, det starter.
- Hvis ikke du har det 2-tal med dig i dansk og matematik, er det svært at finde en uddannelsesvej og blive selvforsørgende og få et job.
- Det er der, vi for alvor har muligheden for at få vendt børns og unges livsbane, siger hun.
Tallene i analysen omfatter både folkeskoler, friskoler, efterskoler og specialskoler.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.






















