Kommunal velfærd udhules år efter år

Lad os spole tiden tre et halvt år tilbage. Til sommeren, hvor Trump, Mogensen og Løkke stjæler avisoverskrifterne. Donald Trump melder sig som præsidentkandidat, Andreas Mogensen sendes ud i rummet som den første dansker, og Lars Løkke Rasmussen bliver statsminister i spidsen for en smal Venstre-regering.

En begivenhedsrig tid. Også for de danske kommuner.

I husker nok, at en af Løkkes første gerninger som statsminister var en kommuneaftale, der dikterede, at kommunerne hvert år skulle aflevere et omprioriteringsbidrag til staten på en procent af den samlede kommuneøkonomi. Konkret lød regningen til kommunerne på 2,4 milliarder kroner hvert år, så langt øjet rakte.

Der var altså ikke længere ”bare” tale om  nulvækst, som ellers var et af valgkampens store temaer, og som et massivt flertal på 70 procent af danskerne vendte ryggen på valgdagen. Løkke gik skridtet videre. Nu skulle kommunerne underlægges decideret minusvækst.

Stadig galt i Danmark
Selvfølgelig mødte omprioriteringsbidraget modstand. Stor modstand endda. Ikke mindst fra landets mange gode borgmestre og byrådsmedlemmer. Selvom regeringen hårdnakket påstod det modsatte, kunne I, der til daglig sidder ude i virkeligheden og skal få budgetterne til at stemme, hurtigt gennemskue, at en cocktail af årlige nedskæringer og et stigende antal børn og ældre oven på en historisk økonomisk krise ville forringe den nære velfærd i daginstitutioner, folkeskoler og på plejehjem.

Sammen fik vi heldigvis presset regeringen til at opgive omprioriteringsbidraget året efter. Desværre blev ikke alle nedskæringerne lagt i graven. Regeringen holdt stædigt fast i, at kommunernes udgiftsloft hvert år skal nedskrives med 0,5 milliarder kroner. Altså 0,5 milliarder kroner mindre til velfærd. Det gælder stadig den dag i dag og de næste mange år frem.

Desværre har det endnu ikke fået lige så meget opmærksomhed og modstand som omprioriteringsbidraget.

Behov for mere velfærd
Med socialdemokratiske briller er det forkert. Det er en kæmpe udfordring, når man hvert år skal starte kommuneforhandlinger med et udgangspunkt, der er lavere end året før. Ikke mindst i en tid, hvor der kommer flere ældre og flere børn. Konsekvensen kan allerede mærkes.

Fakta er, at der over de seneste tre år er kommet over 17.000 flere +80-årige, mens antallet af beskæftigede inden for ældreplejen er faldet med 3.700 i samme periode. Og den udvikling vil fortsætte. I 2025 regner man med, at antallet af +80-årige er steget med yderligere 30 procent, mens der i samme periode vil være behov for pasning af 47.000 flere børn i landets vuggestuer og børnehaver.

Vi burde derfor sikre, at kommunerne får dækket de ekstra udgifter, der følger med, når antallet af børnehavebørn, folkeskoleelever og ældre med behov for hjælp stiger. Finansministeriets egne tal viser, at det kræver, at det offentlige forbrug øges med 0,7 procent om året. Ikke så der kan sikres guld og grønne skove i den offentlige sektor. Nej, blot så vi kan fastholde det nuværende niveau.

Der er brug for, at vi skaber tryghed om vores fælles velfærd. Det betyder, at der ikke automatisk skal skæres 0,5 milliarder kroner af kommunernes budgetter år efter år. Tværtimod skal de offentlige udgifter følge med, når udgifterne stiger. Kun på den måde kan vi sikre en høj kvalitet i det offentlige.