Støjberg færdig som næstformand i Venstre
Støjberg færdig som næstformand i Venstre

"Uundgåeligt."
Sådan lyder dommen fra flere politiske iagttagere, efter at Inger Støjberg tirsdag aften måtte trække sig som næstformand for Venstre. Det skete på direkte opfordring fra formanden, Jakob Ellemann-Jensen. Også partiets forretningsudvalg ville have Støjberg væk.
Venstre-formanden forklarer på Facebook, at makkerskabet ikke fungerede og ikke har gjort det længe.
- Jeg har manglet den loyalitet, som er naturlig for en næstformand, siger Ellemann-Jensen onsdag til Radioavisen.
Jeg har manglet den loyalitet, som er naturlig for en næstformand.
I modsætning til formanden mener Inger Støjberg ikke, at Venstre skal stemme for en mulig rigsretssag i instrukssagen, men i stedet bakke hende op.
Sagen drejer sig om ulovlig adskillelse af unge asylpar i Støjbergs tid som integrationsminister og hendes senere vildledning af Folketinget.
Metoo skabte også splittelse
Støjberg er dog også i andre tilfælde gået mod partilinjen, skriver Ellemann.
- Det er desværre ikke første gang, Inger går imod den linje, Venstre og jeg har lagt. Og det på trods af, at vi to netop blev valgt på et klart mandat på Venstres landsmøde om, at formandskabets tid var forbi. Fra nu af skulle der kun være én formand i Venstre, skriver han.
"Formandskabet" refererer til den magtdeling, der aldrig kom til at fungere mellem Lars Løkke Rasmussen og Kristian Jensen, som nu begge er fortid i partiledelsen.
Jakob Ellemann-Jensen uddyber ikke, hvornår Støjberg ellers er gået imod Venstres linje. De to har dog blandt andet været på kant i debatten om sexkrænkelser.
DF vil sikre "fremtrædende rolle" til Støjberg
Dansk Folkepartis næstformand, Morten Messerschmidt, mener, at Støjbergs exit kan skade samarbejdet mellem DF og Venstre. Han byder straks Inger Støjberg velkommen i partiet.
- Det er endt med et nederlag til Støjbergs linje, siger Messerschmidt.
DF vil gøre "alt, hvad vi kan, for at sikre, hun får en fremtrædende rolle i det borgerlige Danmark".
- Når man på den her måde ser et parti i intern opløsning, så er det klart, man tænker på, hvem der vil Danmark det bedste. Der kan jeg ikke se nogen andre i Venstre end Inger Støjberg.
Overvejer fremtiden
Støjberg selv har endnu ikke gjort sin fremtid op.
- Jeg skal lige vende skråen og overveje, hvad der skal ske nu, siger hun onsdag til DR's TV Avisen.
Jeg skal lige vende skråen og overveje, hvad der skal ske nu.
Forskellen på Jakob Ellemann-Jensen og hende var for stor, erkender Støjberg.
- Når man rejser rundt i Venstres bagland, kan man se, hvor forskelligt det er fra Frederiksberg og til Skive, hvor jeg er valgt, så der ER bare forskel. Og det synes jeg er noget, Venstre skal afspejle, siger hun til dr.dk.
Politisk kommentator og medlem af Venstre Jarl Cordua kalder bruddet uundgåeligt.
- De forsøgte at sælge, at hun skulle tage orlov. Men det var ikke godt nok for ham. Og det indser Inger Støjberg, da de kommer i gang med forretningsudvalgsmødet tirsdag aften.
- Hun trækker sig, fordi hun erkender, at gør hun ikke det, så ender det med et ekstraordinært landsmøde. Der er ingen muligheder for et kompromis, siger Cordua.
Inger Støjberg er en stemmesluger og nyder stor støtte i partiet. Derfor bliver det ifølge Jarl Cordua ikke uden omkostninger, at hun er blevet presset fra posten.
En rigsret dømmer i sager, hvor ministre er anklaget for ulovlig embedsførelse.
- Ministre skal tjene folket og svare på en sand og fyldestgørende måde, hvilket kaldes ministeransvar. Ordet "minister" kommer af latin og betyder tjener.
- Det er op til et politisk flertal, om en politiker skal for en rigsret. Det kan ske, hvis han eller hun har givet urigtige oplysninger eller handlet ulovligt.
- Hvis der er mistanke om, at en minister har handlet i strid med loven, kan et flertal i Folketinget nedsætte en undersøgelseskommission.
- Når den har undersøgt sagen og skrevet en beretning, skal denne behandles af Folketinget. Et udvalg i tinget gennemgår den og vurderer, om der er grundlag for at drage en minister til ansvar.
- Det er til sidst op til Folketinget, om rigsretten skal nedsættes.
Kilde: Folketinget
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.


























