En god spindoktor gør sin minister bedre. Det vil sige 1. sørger for at ministeren ikke dummer sig på nogen af de tusindvis af måder, en minister kan dumme sig på, og 2. får ministeren til at shine med sit overblik, sin viden, sin evne til at lyde overbevisende og hvad der ellers falder i samme kategori.

At en minister siger eller gør noget klogt, er i den politiske logik upåfaldende, og i det omfang, det overhovedet bliver bemærket, bliver det hurtigt glemt. Siger eller gør en minister derimod noget dumt, vil det blive husket til evig tid.

Derfor er punkt 1 i spindoktormanualen langt det vigtigste. Man kan sige at det er derfor, det kommer først. Imidlertid er der også, hvad vi kunne kalde et punkt 0, et slags forord eller en præambel. Et grundvilkår for at punkt 1 og 2 overhovedet lader sig praktisere.

Det er, eller burde være, så indlysende at det ikke har noget nummer, men det gælder alligevel: En spindoktor må aldrig skygge for sin minister.

Dog, fra tid til anden sker det alligevel.

For år tilbage var den fra Region Syddanmark medbragte spindoktor for den tidligere regionsrådsformand og senere kortvarige forsvarsminister Carl Holst et eksempel på dette, fordi spindoktorens virke under Carls Holsts regionsrådsformandskab blev et kritikpunkt i ministertiden. Imidlertid blev ministertiden så kort, og Carl Holsts eget virke så tumultarisk, at det i længden ikke var muligt for spindoktoren at skygge for sin minister.

Men nu er det så sket igen.

Skatteminister Jeppe Bruus har hentet sin gamle ven Jacob Bjerregaard ind som spindoktor. Det med venskabet har dog intet som helst at sige, har ministeren forsikret overfor Ekstra Bladet, og det er da heller ikke derfor, spindoktoren fra det første sekund af sin ansættelse har skygget for sin minister.

Jacob Bjerregaard er tidligere borgmester, og for bedømmelsen af det kunstneriske indtryk af borgmestre gælder det samme som for bedømmelsen af det kunstneriske indtryk af ministre: Hvis man siger eller gør noget klogt, bliver det hurtigt glemt, men hvis man siger eller gør noget dumt, vil det blive husket til evig tid.

Det gælder i den grad for makkerparret i Skatteministeriet.

Jeppe Bruus har, skønt uprøvet da han kom til for blot et år siden, performet ganske hæderligt på posten, som ellers ikke er blandt de letteste i en regering. Men hvem husker det, nu da Jacob Bjerregaard har taget scenen.

Jacob Bjerregaard var folketingsmedlem, da han efter blot to år og uden større glæde rykkede hjem til Fredericia ved KV13 for at blive borgmester. Et absolut socialdemokratisk flertal ved KV17 og alle syv budgetter vedtaget i enighed var en ganske god track record, men igen, hvem husker det, efter at hans afgang fra posten druknede i skandalesager, især med køb af en attraktiv kommunal grund udenom reglerne, og i det hele taget egenrådighed i en grad så det dengang blev kaldt enevælde.

I dag ville man måske have kaldt det magtfuldkommenhed.

Alligevel er Jeppe Bruus fast i mælet, når han forsikrer, at Jacob Bjerregaard er den bedst kvalificerede til jobbet. Hvor velegnet han er, må jo så vise sig, når en hverdag indfinder sig, og det igen begynder at handle om ministeren og ikke om spindoktoren.

Den første prøve klarede han dog ikke. En god spindoktor ville have frarådet at hyre ham til jobbet.