Lars Barfoed har i sine to år som partileder reelt kun haft en enkelt stjernestund, og det var i sommer, da V-toppen keglede rundt i deres svært salgbare udmeldinger under skatteforhandlingerne med regeringen. Lykkeligvis for V, så landede man på benene i kraft af en feberredning i allersidste minut, inden katastrofen havde været en realitet. I nogle døgn forinden havde Barfoed fået lov til at spille rollen som den mest voksne i klassen af uvorne borgerlige unger, der var mest villige til at indgå et kompromis med regeringen. I et par dage lignede Barfoed en trussel mod den noget bøsige Lars Løkke, der tilsyneladende – og uforståeligt for de fleste - forsøgte at flytte de danske skatteforhandlinger til Rio de Janeiro. Pludselig tog journalisterne Barfoed mere alvorligt. Selvfølgelig fordi Venstres position gav en åbning for De Konservative til at profilere sig. Men da Venstre til sidst genvandt fatningen, og siden mente det samme som K, så var det korte PR-eventyr slut.

Rivalisering med V

V og K har siden SV-regeringens kollaps i oktober 1979 med enkelte afstikkere i realpolitisk forstand hængt sammen i tykt og tyndt. I midt-90'erne forsøgte den daværende partiformand Hans Engell at profilere partiet og få 80'ernes store, men hensygnende og skandaleramte regeringsparti ud af det fremadstormende Venstres skygge. Finanslovsforhandlingerne i 1995, da Engell i hemmelighed lavede en finansaftale ”bag om ryggen” på Venstres Uffe Ellemann-Jensen står som den nære fortids mest dramatiske opgør mellem de to partier. Det dramatiske opgør er kun overgået af provisorietiden, da De Konservative hed Højre, og så den berømte episode fra 1929, ”da piccoloen tabte suppeterrinen". Da bragte de konservative med John Christmas-Møller i spidsen Venstre-regeringen Madsen-Mygdal i mindretal, hvorefter den faldt.

Rivaliseringen mellem de to partier har altid været åbenbar. Svend Auken kom måske tættest på, da han engang bemærkede, at forholdet mellem V og K var som et had-kærlighedsforhold – uden kærlighed. I 00’erne var forholdet måske allermest harmonisk, ikke mindst fordi Bendt Bendtsen kun sjældent udfordrede Anders Fogh Rasmussen. Kun i 2007 gik det galt, da Fogh måtte vente et par måneder med at udskrive valget, efter et frækt forsøg på (igen) at stjæle De Konservatives skattepolitik. Men ind imellem måtte Fogh også mane sine egne til besindighed, når De Konservatives irritation truede med at koge over, og ”de gamle spøgelser” (fjendskabet mellem V og K) truede regeringskollektivet.

K er udkonkurreret

Det er dog ikke kun den hårde konkurrence fra Venstre, der p.t. ligger på ca. 30 procent i meningsmålingerne, der har gjort livet surt for K. Også Dansk Folkeparti har taget sin andel af de stemmer, som engang naturligt ville gå til liste C. I dag er DF – i de fleste vælgeres bevidsthed - mere til Gud, Konge og Fædreland.

De konservative har også altid haft en stærk strømning af liberale, der krævede reformer af samfundet, lavere skatter og mere personlig frihed. En stor del af dem har for længst søgt ind i Liberal Alliance.

Uddøende vælgerbase

Men hvem er de oprindelige konservative vælgere i grunden? Man kunne ty til en udbredt ældre anekdote for at få en forklaring:

”Og det skete i de dage, at Vorherre blandede sig i det unge danske demokrati og fordelte vælgerne blandt de fremvoksende partier. Han gav således Socialdemokraterne arbejderne, Venstre bønderne, mens De Radikale fik husmændene og degnene.  Og hvad får vi så, spurgte De Konservative? Tjah. I kan vel få det, der er til overs?” Sådan lød svaret fra den almægtige Vorherre ifølge den muntre historie, der stadigvæk genfortælles over frokostbordene i det christiansborgske miljø.

Og hvem var så resten? I TV-serien 'Matador' fremstår de tydeligt for de fleste. Det er borgerstanden i byerne, funktionærerne herunder officerer samt håndværksmestrene og de øvrige handlende i købstæderne plus nogle godsejere.  Endnu i firserne udgjorde disse grupper rygraden af partiet. Men borgerstanden er stort set uddød, og forretningerne i byerne er i dag overtaget af store butikskæder.  De konservative har således i mange år reelt mistet vælgere - til kirkegården.

Skriften på væggen

De Konservative selv har set skriften på væggen. De har for længst fået lavet de samme målinger, og de kan se det på den vigende opbakning ved stort set alle valg siden 1984. Og partiet relancerer sig selv igen og igen – men indtil videre uden større held. Det ændrer dog ikke ved, at partiet igen må forsøge at finde en vej til at overleve i mere end 10 år fra nu, ved både at erobre nye vælgergrupper og generobre gamle tabte vælgere.

Partiets strategi har mildest talt været præget af et vægelsind, der har gjort vælgerne usikre på partiet. Man har både været meget for EU samt udsendt signaler om det stik modsatte. Man har længe kørt kampagne for lavere skatter og færre offentlige udgifter – kun for at opleve, at Venstre har overtaget synspunkterne, når det har passet ind i venstrefolkenes kram. Liberal Alliance er i øvrigt altid klart til at overbyde K på disse områder, ligesom DF gør det på det nationalkonservative felt.

Uklar profil

Det eneste idelogiske felt, hvor K er nogenlunde alene uden konkurrenter er på det, som man kunne kalde ”socialkonservative” felt. Her er man i modsætning til de fleste andre borgerlige partier ganske positive overfor staten, dens ansatte og mere (miljø)regulering. I sin upopulistiske form, som i Lars Barfoeds skikkelse, fremstår man som uklar, ukonkret og for teoretisk til, at nogen forstår, hvad man egentlig vil. Kun Per Stig Møller formår at fylde rollen rigtigt ud her. I den populistiske form – i skikkelse af en Rasmus Jarlov og på en god dag Brian Mikkelsen – ligner man nogle gange DF – andre gange Liberal Alliance eller Venstre.

Under alle omstændigheder så er det svært for vælgerne, at få øje på noget, der for dem fremstår som særegent ved De Konservative. Det er svært nok for det trænede øje blandt kommentatorer og partiets egne medlemmer.

Ingen billetsælgere

Og henset til førnævnte persongalleri fører det frem til De Konservatives sidste store problem, som ingen har kunnet se en løsning på siden en spirituspåvirket Hans Engell i 1997 torpederede en betonklods på Helsingør-motorvejen: Man mangler en 'billetsælger'. En folkelig type, der både evner det politiske spil og forstår at samle vælgere omkring sig. Ingen tror på, at det nogensinde bliver Barfoed. Så mon ikke Brian Mikkelsen og/eller Rasmus Jarlov når at få chancen som partiledere, inden man helt lukker og slukker?