Lars Barfoed har i sine to år som partileder reelt kun haft en enkelt stjernestund, og det var i sommer, da V-toppen keglede rundt i deres svært salgbare udmeldinger under skatteforhandlingerne med regeringen. Lykkeligvis for V, så landede man på benene i kraft af en feberredning i allersidste minut, inden katastrofen havde været en realitet. I nogle døgn forinden havde Barfoed fået lov til at spille rollen som den mest voksne i klassen af uvorne borgerlige unger, der var mest villige til at indgå et kompromis med regeringen. I et par dage lignede Barfoed en trussel mod den noget bøsige Lars Løkke, der tilsyneladende – og uforståeligt for de fleste - forsøgte at flytte de danske skatteforhandlinger til Rio de Janeiro. Pludselig tog journalisterne Barfoed mere alvorligt. Selvfølgelig fordi Venstres position gav en åbning for De Konservative til at profilere sig. Men da Venstre til sidst genvandt fatningen, og siden mente det samme som K, så var det korte PR-eventyr slut.