I dag står alt for mange, som rammes af et handicap, uden kvalificeret hjælp fra deres kommune. Det gælder især i de små kommuner, hvor erfaringen med de behov, som følger med fx en rygmarvsskade, polio eller multitraumer, er meget lille. 

Da regeringen i 2020 satte sig for at evaluere den hjælp, kommunerne i dag tilbyder, var det netop for at sikre, at ”mennesker med særlige behov på grund af et handicap får den hjælp, de har behov for”.

Efter mange forsinkelser er regeringens evaluering og forhandlingsudspil nu endelig kommet. I den lange ventetid har socialministerens svar på stort set al kritik af det forsømte handicapområde været: ”Det fikser vi i specialeplanen”. Men fikser regeringens bud så de omfattende problemer med retssikkerheden og den faglige kvalitet i genoptræningen? Svaret må desværre blive et stort nej. 

En om-ti-års-plan

Regeringen præsenterer en ualmindeligt vag evaluering, som i høj grad fremstår som en teoretisk skrivebordsøvelse, og som kun forholder sig meget lidt til den virkelighed, mennesker med handicap møder, når de har behov for hjælp hos deres kommune. Kommunernes skyhøje fejlprocenter, som trækker mange borgere gennem opslidende klagesager, og som betyder, at endnu flere formentlig aldrig får den hjælp, de reelt har ret til, berøres for eksempel kun forbigående med en bemærkning om, at ”det kan overvejes, om en videreudvikling af udredningsværktøjerne vil kunne bidrage til at mindske omfanget af fejl i sagsbehandlingen”.

Vi har altså for længst passeret det punkt, hvor overvejelser er tilstrækkelige. Der er akut brug for handling!

Både evalueringen og det medfølgende oplæg til politiske forhandlinger indeholder masser af idéer til nye tiltag. Desværre handler de primært om at lave nye kvalitetsstandarder, kompetencekrav, datagrundlag, retningslinjer og værktøjer. Det er, som om de gode intentioner svæver oppe i de bureaukratiske luftlag og aldrig rigtig lander nede hos borgeren. Selv den ”specialeplan”, som skal give et bedre overblik over indsatserne, og som er rygraden i projektet, kan vi først forvente implementeret ved udgangen af dette årti. 

Hov, hvor blev løsningerne af?

Det er muligt, at mange af de initiativer, som regeringen i dag er kommet med, med tiden kan få en positiv effekt. Desværre svarer det lidt til at igangsætte en større organisationsændring i hospitalsadministrationen for at hjælpe den patient, som allerede ligger på operationsbordet med akut hjertestop. 

Hjælpen er alt for langsigtet, og behovet hos mennesker med handicap alt for akut til, at udspillet kan give mening. Vi har allerede ventet to år på en evaluering, som i højere grad peger på problemer end på løsninger. Vi kan ikke vente yderligere mindst otte år på at se reelle forandringer. 

Derfor vil vi nu henvende os til ordførerne i Folketinget for at bede dem arbejde for reelle, hurtige og mærkbare forbedringer i de politiske forhandlinger. 

Læs evalueringen og regeringens udspil HER og HER.